17 januar 2007

Når man nu

ganske frivilligt har tilmeldt sig Brug-af-dit-garnlager, er det rigtigt rart at have fødselsdag i perioden og så samtidig have familie, der forstår nødvendigheden af nyt garn ind i mellem. Så fra min søster og mine forældre fik jeg dette:


Uha, hvor vil jeg gerne i gang, men jeg har lige en enkelt trøje, der skal være færdig først. Og det bliver den i en rasende fart!

12 januar 2007

Billede

af Eiffel med model. Det var måske en smule under tvang, men hun gav sig:

Trøjen er rigtig fin. Skulle jeg strikke den igen, vil jeg gå ½ p op og strikke den lidt længere. Jeg kan se, at originalen er mere gennemsigtig, end min version er, så tykkere p næste gang. Jeg kan sagtens finde på at strikke den igen, for den var ganske hurtig og sjov at strikke. OG "barnet" har haft den på i byen i aften!

Til min egen hukommelse:

Garn: Brugsens Strømpegarn
P: 4 mm - 4,5 mm hvis den skal strikkes igen.
Forbrug: Ca. 5 ngl. - 6 ngl. hvis den skal strikkes igen.
Opskrift: Eiffel

Da jeg skiftede til Betablogger, røg min tæller/counter, så jeg har nu fået installeret en ny. Det er utroligt nemt at styre "sidebar" etc. i Betablogger - til gengæld kan jeg ikke styre linieafstanden, når jeg skriver! Nå, man kan vel ikke få alt.

God weekend.

09 januar 2007

Om'er

Midwest Moonlight er trævlet op igen. Garnet er for tykt og tørklædet ville være blevet for kort, så efter 57 cm måtte jeg altså til det.

Heldigvis kom jeg i tanke om dette og er gået igang. Det er sjovt og hurtigt at strikke, for man skal da lige have strikket en rapport mere.


OG så er der indkøbt bånd til Eiffel og de første ender er også hæftet, så jeg satser på et billede på model snart.

06 januar 2007

Lidt opdatering

Jeg har begået endnu et Forest Canopy Shoulder Shawl - langt navn for et sjal, der er så hurtigt at strikke. Det er i en noget farverig version, men jeg har en god veninde, som bare er vild med det, så hun har fået det med hjem i dag.

Mens jeg strikkede det, var jeg meget i tvivl om, om det blev for vildt i farverne, men jeg blev da helt glad for det, efter det var spændt ud og jeg kunne gå og beundre det :-)

Sjalet er igen strikket i 6-trådet strømpegarn.

Mht. Brug af dit garnlager så har det vist sig, at det faktisk giver plads for en masse planer. Min hjerne arbejder på højtryk med nye ideer - og så er det en rigtig god fornemmelse at se, at lageret svinder - lidt.


Jeg har længe gerne villet strikke Midwest Moonlight tørklædet og da nu strømpegarnet var fundet frem, blev det startet op. Da jeg strikker i det 6-trådede, er jeg lidt spændt på, hvor langt - eller rettere kort - tørklædet bliver. Her kommer den spæde start:

Sidst men bestemt ikke mindst har jeg vundet! Jeg deltog et par gange i julekonkurrencen her og dette nøgle fandt i dag vej til min postkasse. Tak for det Irene:

God weekend.