23 maj 2009

Nye/nyt

Der er ankommet nye maskemarkører til matriklen:

IMG_0112Det “sjove” er, at jeg meget sjældent bruger maskemarkører. Det gør jeg nærmest kun, hvis der skal holdes øje med en midtermaske på et sjal eller for at markere starten på en omgang, når der strikkes rundt. Men man bliver da bare glad i låget, når man møder sådan en fin lille sag i stedet for et stykke garn i en anden farve.

De har ligget på bordet hele formiddagen, så jeg har kunnet nyde dem, hver gang jeg er kommet forbi ;-) OG så kom de oven i købet i den fine lille pose, så de er nemme at opbevare! Maskemarkørerne er købt hos Birgitte.

Og så er starten gået på denne:

IMG_0113 Herligt strikketøj, fin opskrift – det er i hvert fald ikke opskriftens skyld, at jeg måtte trævle halskanten op. Det kan hænge sammen med, at opstart af nyt strikketøj ikke fungerer så godt med engelsk krimi i TV – eller det kan selvfølgelig også være fordi, at strikkeren virkelig ikke tænker sig om!

I øjeblikket har jeg et barn i Århus, hvor nattelivet skal opleves både fredag og lørdag aften og et barn til karneval i Aalborg! Jeg er glad for, at jeg ikke ved, hvad ældstebarnet har gang i i Dublin i aften, for der er da nærmest ikke plads til flere bekymringer ;-) Det er noget nemmere, når man ikke ved, hvad de har gang i.

Rigtig god weekend.

17 maj 2009

Endelig billeder

Sidste weekend gik ikke helt som planlagt. Kameraet røg lige på en tur til Kangerlussuaq i Grønland. Turen blev planlagt i sidste øjeblik, så…. Jeg var desværre ikke med kameraet!

Men nu har jeg taget mig sammen og fået taget billeder af det færdige sjal:

IMG_0105 Som det kan ses, trænger græsplænen til at blive slået :-) Og lige et til:

IMG_0106

Fakta:

Mønster:

Forest Canopy Shoulder Shawl. Jeg har strikket ekstra mønstre ind, men kan ikke huske hvor mange.

Garn:

33 gr. Noro – ved ikke hvad det hedder

Pind:

3,75 mm
Mål: 121 x 54 cm

Hit or sh.t?:

Så absolut et hit. Det er det hver gang, jeg strikker det og i Noros farver, bliver det ikke meget bedre!

Endnu et ½ prinsesjal er på pindene, men det bliver ikke færdigt lige med det samme. Det er et “ind imellem” strikketøj.

Vesten a la Trip-Trap er lige ved at være færdig. Jeg mangler faktisk næsten kun at hæfte ender og strikke kanter og med en spændende lydbog i ørerne skulle det da kunne lykkes at få den færdig inden alt for længe.

Det er også nødvendigt at få den færdig, for jeg må simpelthen i gang med denne her. Jeg har længe haft lyst til at strikke en af de små pigeting, men der er ingen små piger i familien i øjeblikket og heller ikke nogen undervejs foreløbig, men store piger er der masser af, så mon ikke der kan findes en aftager.

God søndag!

05 maj 2009

Den larmende stilhed

på bloggen er der sådan set ingen undskyldning for, men jeg kan da bryde stilheden med lidt strøtanker:

  1. Det gode vejr gør mig rastløs :-) Af en eller anden grund er det sværere at sætte sig med strikketøjet, når der er lyst udenfor. Man kan altid lige ordne et eller andet.
  2. Ældstebarnet har været hjemme på ferie! Dejligt!
  3. Jeg strikker stadig på TripTrap look-a-like’en, men den ligner sig selv!
  4. Jeg kan ikke tage mig sammen til at tage billeder af strikketøjet!
  5. Forest Canopy Shawl er færdigt, men ikke vasket og spændt ud endnu.
  6. Jeg har faktisk fået læst et par bøger, som ikke kan fås som lydbøger – dvs. strikketid blev brugt på bøger i stedet for strikketøj.
  7. Kan mærke, at jeg meget nemt kan lokkes til at starte noget nyt. Har fuldstændig glemt, at jeg havde besluttet at begrænse mig!

Nå, men forhåbentligt bliver Bededagsferien tilbragt i sommerhuset. Det skulle gerne give noget strikketid og hvem ved – måske endda lyst til at tage et par billeder.

Og så venter vi nu på, at mellembarnet kommer hjem på ferie i næste uge.