22 februar 2008

Billedløst

igen. Beklager, men jeg har ikke tid til at finde et egnet sted til at tage billeder. Der er mørkt i det Himmerlandske i dag - og regnfuldt - og stormfuldt. Faktisk skulle man sidde under et tæppe i sin strikkestol med et passende udvalg af forskelligt strikketøj at vælge imellem.

A pro pos udvalg af strikketøj. Sukkertrøjen går det fint med. Ryggen er færdig, men tapen blev også for meget for mine sarte (!) fingre, så der måtte en pause til. Tilfældigvis faldt det liiige sammen med, at jeg - via et link hos Anne - fandt denne.

Forrige år (tror jeg) hoppede jeg frisk og fro med på GAAA-vognen. Der blev indkøbt dejligt råhvidt uldgarn i en større mængde og efter at have strikket 3-4 felter var min lyst styret. Siden har jeg et par gange været i gang med at strikke af garnet, indtil det fandt sin plads på fjernlageret i kælderen. Nu er det så kommet til ære og værdighed og ryg + 2/3 af forstykket er strikket. Det bliver en lækker sommerhus sweater.

Når det så er sagt, skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg langt foretrækker p. 3-3½ frem for p 5½.

God weekend.

12 februar 2008

Beviser

Jeg mangler at "bevise", at Ribjakken og Plisse faktisk er færdige. Her kommer så billedbeviset i den sædvanlige ringe kvalitet:

Rigtigt dårligt billede. Ribjakken er langt flottere IRL og slet ikke så slasket, som den ser ud til at være her.

Ingen af trøjerne er vasket endnu - ahem det kommer, det kommer!

Da jeg var i haven, opdagede jeg pludselig denne her:


Efter at have set Camilla Plum sidste år kastede jeg i vildskab en masse løg i en krukke. Det var ikke den store succes, men nu sker der da noget. At det så ikke er helt den rigtige årstid til blomstringen, betyder jo ingenting - tværtimod. Skulle der stå frost på programmet, bliver den nu nok hevet ind i varmen.

Og så er jeg da ved at blive (endnu mere) gråhåret over de underlige linieskift, der kommer, når billerne bliver sat ind. Hm...

03 februar 2008

Ca. 1000 masker

lykkedes det mig at få slået op inden for en uge. Et kort øjeblik blev jeg helt svimmel bare ved at skrive det! Først blev de mange hundrede masker til det mislykkede Garnstudio forsøg slået op for straks at blive trævlet op igen.

Så blev jeg enig med mig selv om, at jeg faktisk havde/har stor lyst til at strikke "Rød" fra Marianne Isagers bog Japan. Men, men, men strik med 16 dunter - jeg bliver svimmel igen! Så slog jeg da bare det samlede antal (mange, rigtigt mange) masker op og lod striberne løbe modsat. Det gik heller ikke for striberne blev alt for smalle. Trævle, trævle op igen.




Dernæst kom jeg i tanke om Marianne Isagers "Sukkertrøje", smed Kauni garnet tilbage på lageret i kælderen, fandt i stedet råhvid shetlandsuld fra BC Garn frem OG slog rigtigt mange masker op igen. Strikkeprøve? Glem det, jeg gad ikke og jeg skal såmænd nok komme til at fortryde det på et tidspunkt, men den tid den sorg.

Jeg har et pænt stort lager af shetlandsuld fra BC Garn. Det er ikke en blød og lækker uld (slet ikke så længe den er uvasket), men den er meget, meget slidstærk og jeg er rimeligt hårdhudet, så jeg kan sagtens have bare arme i trøjer strikket i shetlandsulden. Det eneste sted jeg ikke er hårdhudet, er på mine "strikkefingre". Jeg køber shetlandsulden på cones og jeg har før vasket den, inden jeg er begyndt at strikke med den, men denne gang har jeg været for doven, så sådan ser mine fingre ud lige nu - efter 2 timers strikning:


Hm, den hånd ser da lidt sær ud, men af hensyn til lyset er vinklen lidt underlig. Og så får billedet mig da til at tænke på en film, vi så i skolebio som børn. "The crawling Hand" - en løssluppen hånd, der begik mord til højre og venstre - jeg havde mareridt i måneder efter!


Og så blev hue nr. 2 da forøvrigt færdig til tiden. Men Laila - jeg strikker aldrig en hue på en 40 cm rundpind igen. Næste gang går jeg først i gang, når jeg har fundet 2 stk. rundpinde i passende tykkelse. Mine fingre, underarme og nakke var helt i krampe.