23 februar 2016

Lørdag blev ikke

helt den strikkedag, som ellers var planlagt. Til gengæld væltede jeg ud af sengen kl. 8 søndag morgen. Meget tidligt, når man som jeg er B-menneske med stort C. Turen gik nærmest direkte fra seng til strikkestol. Ikke noget med at få et bad og få tøj på. Næh nej, det sidste ærme skulle strikkes færdigt.

Og jeg strikkede og strikkede og ….. Herren i huset spurgte forsigtigt et par gange, om vi måske skulle køre en tur ud i det blå, men niks der var ikke tid. Nu kunne man godt argumentere for, at det er muligt at strikke i bilen, men det ville jo have betydet både bad og tøj på, så den gik ikke. Til gengæld fik han så lov til at fodre mig lidt ind i mellem.

På trods af maratonstrik blev ærmet ikke helt færdigt. Det blev det til gengæld i går:

Nu har jeg så bevilget mig selv en lille pause, inden jeg går i gang med montering og opsamling af godt 500 masker til forkant. Som alle sportsudøvere ved, er det nødvendigt med restitution!

I stedet fortsætter jeg med en Skappel trøje, som jeg startede på, mens jeg ledte efter det grå garn til Perlehyacinth. Her strikkes på p 7 og det er da noget, der vil noget:

Søndag satser jeg på, at jeg er kommet mig så meget, at jeg kan få samlet kantmaskerne op - måske.

19 februar 2016

Strømpeplanen

følges stadig slavisk. Som en sidegevinst får jeg afprøvet forskellige strikkepindemærker og på et tidspunkt når jeg vel frem til den perfekte strømpestrikkepind.

Garnudsalg er nu også leveringsdygtige i strømpegarn og uha nogle fine farver, vi kunne sidde og beundre i mandags. De går lige fra ren neon til de fineste nærmest pastelfarver. Der blev hevet nogle fantastiske farvekombinationer ned fra hylderne.

Lidt måtte jeg altså også have med hjem, nu hvor der er så godt gang i strømpestrikkeriet:

Jeg holdt mig til de mere neutrale farver, men jeg skal da ikke afvise, at der kunne komme neonfarver på pindene på et tidspunkt.

Rigtig god weekend. Her starter den i morgen kl. ca. 13.00 og så skal der strikkes!

16 februar 2016

Jeg strikker og strikker og ….

det kan da godt ses, men hold nu fast hvor går det langsomt. Det har virkelig været op ad bakke og lysten til at starte på en 2-3 andre trøjer er voldsomt stor, men jeg står imod - indtil videre ;-)

Nu er jeg også så langt, at første ærme gerne skulle blive færdigt i aften og så får man det jo lidt som en væddeløbshest, der kan ane målet: Farten sættes op!

Samtidig går den indre regnemaskine i gang og jeg forsøger at sætte en tidslinje op for, hvornår trøjen er færdig. Tåbeligt for jeg er elendig til hovedregning, så energien skulle måske bruges på strikketøjet i stedet.

I aftes stod den på strikkecafe hos Garnudsalg og det er jo ganske umuligt at komme tomhændet hjem (ja okay - det var heller ikke planen):

Selvom jeg ikke er videre vild med garnnøgler og langt hellere strikker direkte fra cones, så skal den nye Linwool da afprøves. Nogle har været rigtigt hurtige på tasterne, så mange farver var allerede væk, men en Denim farve kan man altid bruge. Og så må der evt. suppleres, når der kommer mere hjem.

Den lysegrønne kunne jeg simpelthen ikke stå for. Jeg er ikke sikker på, at det overhovedet er en farve, jeg kommer til at gå i, men om ikke andet så kommer jeg i hvert fald til at kigge på den mange gange, for åh hvor den giver tanker om det forår, der heldigvis må være lige om hjørnet.

06 februar 2016

Heldigvis

viste det sig, at Lisette havde den helt rigtige grå nuance til Perlehyacint.

Perlehyacint var ellers sparket hen i et hjørne og nyt var kommet på pindene, men med den fine grå farve kom også lysten til at få hyacinten færdig. Jeg strikker og strikker og strikker og selvom jeg jo godt kan se, at der kommer flere grå striber, så føles det som en ørkenvandring. Men nu lysner det:

Denne weekend bliver der ikke megen strikketid. Arbejde både lørdag og søndag og en tur til venner i aften gør, at strikketøjet må hvile ind i mellem. Vejret indbyder nu ellers til tæppe, stol, strikketøj, lydbog og varm kaffe!

Og så lige et billede fra den anden ende:

Rigtig god weekend.

01 februar 2016

En adfærdspsykolog

ville da nok have lidt af en fest med mig lige nu. Jeg er nemlig nået dertil, hvor jeg, når jeg elegant er dalet ned (læs: er væltet omkuld) i strikkestolen og TV-avisen går i gang, helt automatisk rækker ud efter den igangværende strømpe og får strikket 10 pinde. OG det giver resultat:

1 strømpe er færdig på 14 dage:

Skaft = 64 p = 6 dage (ja, jeg strikker lige lidt ekstra den sidste dag)
Hæl = 1 dag
Fod = 64 p = 6 dage
Tå = 1 dag

Perlehyacint spøger stadig. Beslutningen er ikke taget mht. sidste farve. Mona foreslog grå, men jeg var lidt bange for, om grå er for kold. Jo længere tid jeg tænker over det, jo mere hælder jeg dog til grå. Selv har jeg “kun” en mellemgrå på lager, men da jeg skal til strik i aften, fik jeg lige fat i en medsammensvoren udi garnlager af en vis størrelse, som tager et par andre nuancer med. Spændende!