28 september 2014

Skulle der nu sidde en enkelt

og tænke: “Hvad med det babysvøb, som hun havde så travlt med at pive over?”. Jamen så kan jeg da lige fortælle, at det skrider planmæssigt frem:

IMG_0273

Jeg er næsten klar til kanten og tidsplanen er overholdt! Om jeg glæder mig til at blive færdig? Ja, mon ikke ;-) Men kanten bliver noget af en omgang, så det er nok på sin plads med en ny plan.

26 september 2014

De sidste par år

har min svigerinde fået strik i julegave. Det er ikke alle, jeg gider strikke til, men hun er glad for det hjemmestrikkede, bruger det og viser det endda gerne frem, når hun har gæster – det kan vi godt lide :-)

I går blev jeg stoppet på gaden af en bekendt, der havde set min svigerinde smutte forbi i en flot poncho. Om jeg havde strikket den? Jo, jo – det var sidste års julegave.

Eftersom det er ved at udvikle sig til en tradition, må jeg nok hellere lade være med at lave om på det. Jeg tror, at svigerinden i år skal have en Mariuskofta-look-a-like. Så vidt jeg ved, er det kun en rigtig Mariuskofta, hvis den er strikket i de “rigtige” farver og det bliver denne ikke.

Min svigerinde er til jordfarver, så jeg tror, at det bliver disse farver + en turkis eller måske orange til at give lidt pang:

IMG_0272

Jeg har været meget i tvivl, men nu er beslutningen vist taget. Det bliver med den råhvide som bundfarve.

Og så lige for god ordens skyld. Alvi bliver strikket færdig, inden jeg går i gang. Begge ærmer er strikkede, så nu mangler “kun” raglanstykket. Jeg må sige, at jeg glæder mig til at gå fra p 5 til p 3!

Rigtig god weekend.

22 september 2014

Helt tilbage i juli

kæmpede jeg (ikke fordi, at den var kedelig at strikke, men fordi Fanatrøjen så gerne ville startes op) for at få denne strikket færdig. Den blev skam færdig og er allerede godt brugt.

Den er lun, let og noget så blød, så på småkølige aftener er den blevet hevet frem. Der måtte lidt kreativitet til for at vise både for- og bagside af trøjen:

IMG_0189

Fakta:

  • Mønster: “Bred bluse med smalle ærmer” fra Hendes Verden
  • Garn: 357 gr. garn fra Garnudsalg.dk. Det er et blandingsgarn, der blev købt på tilbud for længe siden. Planen var, at det skulle farves, men den råhvide passer fint.
  • Pind: 4 og 4½ mm.
  • Ændringer: Ikke det store. Jeg strikkede ærmerne direkte på i stedet for at strikke dem separat og så sy dem på. 
  • Hit or sh*t: Er allerede et hit.

19 september 2014

Jænne gue sawer

eller hvordan det nu staves.

IMG_0269

  • Ærme til Alvi godt på vej.
  • Grønland af Annette Danielsen. Der er rigtigt mange flotte modeller i. For ikke at blive lokket til at starte på nyt, har jeg kun lige smugkigget i den – et par gange!
  • Og sidst men ikke mindst Ken Folletts nyeste bog. Den sidste i en triologi. Den er ventet med længsel og tyder på at være helt på højde med de 2 første. Knap 37 timers højtlæsning med indlagt strik – åh fryd. Jeg tager mig selv i at “spare” på den. Bare for at kunne nyde den det længere!

Og så kommer de to mindste hjem på weekend. Så det kan da næsten kun blive en skøn en af slagsen.

God weekend.

P.S. Og så passer det ikke helt, hvad jeg skrev om Fanatrøjen, så jeg har været inde og rette lidt!

16 september 2014

I min stue

ligger den færdige Fanakofte. Den har allerede ligget der i et par uger. Hvorfor? Fordi jeg bliver så glad, hver gang jeg ser den! Hvis jeg kunne blive enig med min KH, så tror jeg faktisk, at jeg ville ramme den ind og hænge den op ;-)

Det er åbenbart heller ikke helt gået op for mig, at den rent faktisk er færdig. Inderst inde havde jeg nok ikke forestillet mig, at det nogensinde ville ske, men der kan man bare se.

Den Alvi-agtige trøje vokser støt og der er ingen tvivl om, at kloge folk har ret: Øvelse gør mester – eller gør i hvert fald, at man bliver bedre til strik med flere tråde og altså også hurtigere.

IMG_0244

Fakta:

  • Mønster: Fra bogen Moderne Norsk Strikk
  • Garn: Kauni – 2 ngl. i hver farve. Der er garn tilbage af begge.
  • Pind: 2½ og 3 mm
  • Ændringer: Ingen – det var så ikke helt rigtigt. Strikkefastheden passede ikke, så jeg måtte gå et par størrelser ned, men så fulgte jeg også opskriften.
  • Hit or sh*t: Den er allerede et hit. Problemet er, om jeg kan få mig til at bruge den?