19 marts 2012

Jeg måtte en tur

til Hobro og da jeg nu alligevel var der, udnyttede jeg det og kiggede ind i garnbutikken på gågaden. Fin lille butik – ikke voldsomt meget garn, men det, de havde, var lækkert.

I vinduet hang en rigtig fin blå tunika og en klokke ringede svagt. Jeg havde set den før og tænkte godt nok på Ellen Holm, men syntes, at denne var langt flottere end EHs. Hm, det viste sig, at det var Ellen Holms model og så fik jeg da igen bevist overfor mig selv, at der

1. er meget stor forskel på et fotografi og virkeligheden

2. at jeg ubevidst bliver påvirket af farver

Har prøvet det samme med AD’s modeller. Man kan blive meget positivt overrasket, når man står med modellen i hænderne!

Og så lige et rigtigt dårligt billede af starten:

IMG_0079

Topstykket har været meget, meget tæt på en optrævling, men nu har jeg trukket vejret dybt adskillige gange, så nu trævler jeg kun op til hullet er elimineret og så strikker jeg Topstykket så langt, som jeg har garn til – engang, måske ;-)

16 marts 2012

WTF?

Jep, mine børn har lært mig at bande på udenlandsk.

Efter at Line var strikket sammen og nu “bare” ligger klar til at få hæftet ender og få syet 2 små sømme under ærmerne, skulle der jo nyt på pindene.

Hanne Falkenberg plejer at kunne redde mig ud af en strikkekrise, så jeg fandt Blues frem – har haft kit liggende meget længe. Pludselig huskede jeg så på, at jeg faktisk også har gang i et Topstykke. Lede, lede, lede – frem med det og fart i strikkepindene. Jeg nåede så kun knap en omgang, før jeg stødte på dette:

IMG_0074

Her er det så, at WTF kommer ind?!? Hvad i alverden er der lige sket? Efter nærmere inspektion hælder jeg lidt til, at vores kæmpestore hankat har set sit snit til at nyde livet på strikketøjet (hvor og hvornår er dog en gåde) og har nydt det så meget, at en negl har fået rykket tråden over. Der sad i hvert fald også et par kattehår på den. Jeg er gevaldigt glad for, at jeg opdagede det med det samme og ikke, når hele Topstykket var færdigt.

Topstykket er nu røget i skammekrogen (sammen med katten) og jeg kigger mig om efter noget andet!

God weekend.

12 marts 2012

Hold nu op

hvor har jeg bare lyst til at starte op på nyt. Det “sjove” er så, at jeg ikke kan finde noget, jeg har lyst til at strikke?!? Rent dødvande – så i stedet har jeg kastet mig over UFO’er.

Cardigan er jo færdigstrikket, men jeg har stadig ikke fået taget mig sammen til at montere ærmerne. Til gengæld har jeg fundet Line nr. 2 frem. Jeg startede på den sidste sommer, men selvom garnet (50% uld og 50% bomuld) er rigtigt lækkert, så er det også hårdt ved mine hænder. Det mangler jo uldens spændstighed. Den oprindelige er strikket i merciseret bomuld og det er endnu hårdere at strikke i end dette garn.

IMG_0070

Farven er helt i hegnet. Den er blå ikke grå. Billedet tog jeg i går formiddags og siden da har jeg faktisk fået den strikket færdig. Suk – så mangler der en gang montering.

07 marts 2012

Jeg skulle bare lige

herud for at hente nogle Clover hæklenåle til min mor.

Mine forældre gav mig penge i fødselsdagsgave, så inden jeg fik set mig om, havde jeg med god samvittighed også fået denne i kurven:

IMG_0065

Mon ikke mine nye strikkepinde skal i brug her snart?

05 marts 2012

Man skal ALDRIG

gå ned på udstyr, vel?

Sidste mandag havde jeg en afhentning i Aalborg Lufthavn. Der var fly, der ikke blev nået, tåget og forsinkelser, men da jeg allerede var kørt hjemmefra inden nødopkaldende begyndte at komme, kunne jeg lige nå et stop i en garnforretning i Nørresundby.

Ejeren havde lige fået KnitPro Cubics firkantede strømpepinde hjem til sig selv og skulle da lige vise dem frem. Lækre, lækre, lækre…… De lå fantastisk i hånden, så jeg måtte jo hjem og kigge lidt på nettet.

Det var ret sent om aftenen/natten, så jeg er lidt undskyldt:

IMG_0067

Trykker du på billedet, er det på eget ansvar!

Nu skal jeg så lige have fundet noget at bruge dem til ;-) Jeg er jo nødt til at starte noget nyt op, ikke?

03 marts 2012

Hold da op

den der Magiske Løkke/Magic Loop har sat ting i gang her. På trods af en vis rastløshed/lyst til at starte nyt op, så kom jeg pludselig i tanke om Cardigan. Jeg manglede kun at strikke en smule på ryggen OG 2 ærmer, som ikke var videre lokkende. Mønsteret er en 6/2 rib = 6 vrangmasker på hveranden pind.

Det lå jo lige til højrebenet: Magisk Løkke m. vrangsiden ud = 6 retmasker ;-) Jeg overvejede kort at strikke begge ærmer på én gang, men der strikkes med 2 tråde, så jeg ville skulle sidde og kæmpe med 4 nøgler garn. Dur ikke!

Første ærme røg på pinden sidste fredag og:

IMG_0069

Ikke så nemt at se, men jeg er næsten færdig med ærmekuplen på 2. ærme! Hm, så står monteringen for døren.