30 december 2006

Julen

er nu forbi her hos os. Ovenpå en rigtig hyggelig jul er julepynten nu pakket væk og juletræet står udenfor.

Og heldigvis var der en enkelt fiberrelateret julegave:


Det går fint med at strikke fra lager. Dette sjal nåede jeg inden jul - en gave:



Det er strikket af et ngl. 6-trådet strømpegarn (150 gr.) i løbet af en 2-3 aftener. Det tager - næsten - længere tid at spænde det op end at strikke det.

Eiffel er næsten færdig. Det sædvanlige mangler = ender skal hæftes og så skal vi have fundet et bånd. Den ser da sød interessant ud, ikke? Med lidt held og en masse overtalelse er det muligt, at der kommer billede med model i.


Og ENDELIG har jeg nået ærmegabet på Tivoli. Lange, lange omgange som var meget kedelige at strikke. Nu kan det kun gå hurtigere.

På pindene er også endnu et sjal i strømpegarn - jeg har tre nøgler tilbage og de ender nok som sjaler alle tre. Så tykke sokker kommer jeg aldrig til at bruge, så de bliver heller ikke strikket.

Til slut vil jeg ønske alle et rigtigt GODT NYTÅR!

09 december 2006

Nyheder

Jeg er skiftet til BetaBlogger. Det gik smertefrit, men der ser ud til at være en del, man lige skal have læst igennem. Det kommer nok - engang.

Denne har fundet vej til mig:


I sidste øjeblik blev jeg bange for, at den råhvide var for sart, så jeg fór ud og købte en blå i stedet - så kan jeg jo altid strikke den i den hvide også. Ellers er der masser af andre muligheder med den. Evt. Pyramide jeg har jo strikkekit liggende til den, men jeg er ikke vild med den sorte, så.....

Sådan kommer min til at se ud:


Jeg kan simpelthen ikke få det kamera til at tage billeder, der viser farverne rigtigt. Farverne er ikke så "kradse" i virkeligheden. Det er nogle lange omgange og jeg går lidt død i den med mellemrum, så der må lige noget andet på pindene også og så kom Knitty heldigvis på gaden og min datter faldt for denne med det samme:


Så jeg skal lige have lavet en strikkeprøve med garnet, der blev købt til hendes trøje. Hun får den aldrig strikket - der er kommet en kæreste til i mellemtiden og han er mere spændende end strikketøj!

Det er nu slet ikke så ringe endda, at hun ikke får den strikket, for jeg har meldt mig til "Brug af dit garnlager" og har valgt at tage 6 måneder i første omgang, så nu kan jeg få fornøjelse af det garn med god samvittighed. Jeg må jo så også igennem mit garnlager og det kan blive gevaldigt interessant.

30 november 2006

Ny bog

Denne kom med posten i dag:



Jeg er stadig vild efter at strikke stolaer/tørklæder. Det er ikke blevet til så mange - jeg er godtnok begyndt på en del, men har også trævlet en del op. I denne bog er der en hel del, som jeg gerne vil strikke og jeg er meget tæt på at trævle det røde tørklæde op og begynde på et andet. Jeg er gået i stå pga. alle de "2 vr dr sm". Det er alt for besværligt at strikke!!!

Nu det at trævle op lige er oppe, så har jeg også trævlet håndklædet op. Min mor kom med et håndklæde, hun havde fået for mange år siden og det mønster er langt sjovere at strikke, så nyt håndklæde er påbegyndt. Billede følger - det billede jeg tog i dag, er simpelthen for dårligt.

Men der er skam strikket. Den hemmelige i søgrøn er færdigstrikket, monteret og vasket. Her kommer lige et billede af en lille del af trøjen. Jeg er stadig i tvivl om, om den er en julegave eller, om den er til mig selv. Farven ser ikke sådan ud i virkeligheden. Blitzlyset gør et eller andet - eller også er det kameraoperatøren. Jeg vælger at tro på, at det er blitzlyset!

14 november 2006

Flere tilståelser

og der kommer endnu flere, er jeg bange for.

For nogle måneder siden kom jeg på en eller anden måde her forbi. Da jeg kom forbi første gang, var der både en side til Lace Club og Sock Club. De links er der åbenbart ikke i øjeblikket. Helt billigt var Lace Club ikke, så heldigvis stod der, at der var lukket for tilgang, men der stod også, at man kunne tilmelde sig deres nyhedsbrev og få besked, hvis der blev åbnet for nye medlemmer. Nu sker der jo ikke så meget ved at tilmelde sig et nyhedsbrev, vel?

Dvs. altså ikke før jeg en tidlig morgen (inden dagens første kop kaffe) modtog en mail med besked om, at det nu var muligt at melde sig ind. MEN der var kun meget få pladser. Mit næste skridt tilskriver jeg mangelen på koffein og tidspunktet – jeg er meget udpræget B-menneske og fungerer ikke så godt om morgenen - så inden jeg fik set mig om, havde jeg både trykket på tilmeld og betal.

Nu er første fed garn med opskrift ankommet og suk, hvor er det lækkert. Farven er ikke helt min favorit, men garnet er så lækkert, så lækkert – cashmere/silke. Opskriften er på et tørklæde og starten er gået:

06 november 2006

Glorien er nypudset!

Denne weekend har jeg ladet stå til med alt andet end strik. Resultatet er:

Trøjen til min veninde er - endelig - syet sammen (jeg opgav at tælle, hvor mange gange jeg syede ærmekuplerne i og pillede dem af igen!), halskant er hæklet på og trøjen er vasket og ligger pænt til tørre. Pulsvanterne er også gjort helt færdige:


De sidste ender på Tips er hæftet og 10 stk. knapper syet i. Det var umuligt at finde brændt orange knapper, så det endte med træknapper. Jeg måtte investere i synåle for at få knapperne i, da de to synåle, jeg ejede, var for store. Indrømmet, det er meget, meget sjældent, at jeg syer i andet end strik. Evt. reparationer foregår på maskine.


Tips ligger nu i kø til vask og tørring på den eneste kattefrie tørreplads i huset (kælderen). Jeg er ret spændt på, hvordan garnet bliver efter vask. Forhåbentligt langt blødere end det er nu.

Tovværk er lagt tilside igen. Pga. garnet er jeg nødt til at tage den i små bidder. Første ærmedel og mellemstribe er færdige OG også her er alle ender hæftet. Bitter erfaring har lært mig, at selvom jeg strikkehæfter så mange ender som muligt, så bliver der altså rigtigt mange ender at hæfte på Tovværk. For ikke at sidde med den færdige Tovværk og være totalt overvældet af alle de ender, så hæfter jeg undervejs.

Sidst men ikke mindst er også tørklædet færdigt, men ikke vasket endnu - der er jo kø :-)


Og så har posten været her - ahem et par gange.

02 november 2006

Confessions of a ....

Lad det være sagt med det samme - jeg mangler ikke strømpegarn. Jeg har masser på lager og efter sidste års 12 par sokker i Webstrik, har jeg ikke strikket en eneste strømpe i år. MEN det er altså svært at nære sig, når Aldi har billigt, billigt strømpegarn. Når jeg går ud af min hoveddør og drejer hovedet en anelse til venstre, har jeg udsigt til en Aldi butik, så til sidst måtte jeg lige op og kigge i går. Resultat:


Og der kommer flere tilståelser senere!

Bitten - mønsteret til tørklædet har jeg fået ved at forlænge mit abonnement hos Interweave
her.

Liselotte - mønsteret til stolaen er ikke svært og den er ganske fornøjelig at strikke. Jeg brugte mange hyggelige sommertimer på terrassen med stolaen og en lydbog.

31 oktober 2006

Der strikkes

Tovværk skrider fremad, men jeg havde glemt, hvor hårdt det uvaskede garn er - og hvor slemt det lugter!! Garnet slider hul på mine fingre, men det ender vel med hård hud. Halskanten er strikket og første ærme er påbegyndt.


Som sagt en masse gange før, så nyder jeg at strikke den. Det er måske, fordi den strikkes i små overkommelige stykker. Inden man får set sig om, er man klar til næste del - ny farve, nyt mønster.

For ikke at slide fingrene helt op er jeg startet på - endnu - et tørklæde. Tørklædet fra sidste post bliver trævlet op. Jeg er ret sikker på, at det alligevel aldrig ville være blevet færdigt, så ud til højre med det. Det nye tørklæde er i et meget nemt og hurtigt mønster og jeg strikker simpelthen, til jeg løber tør for garn.


Trøjen til min veninde er halvt syet sammen. Sådan en rund ærmekuppel er for mig et helvede at sy i. Jeg har opgivet at tælle, hvor mange gange jeg har pillet ærmet af igen, men nu sidder det der - så skal jeg "lige" have det andet ærme i. Der var garn tilovers fra trøjen, så det blev omsat til næsten færdige pulsvarmere.

25 oktober 2006

Limbo

10 min. før krimi på DR1 i aftes blev jeg enig med mig selv om, at den nystartede trøje ikke blev, som jeg ville have den, så den blev trævlet op. MEN man kan jo ikke sidde og nyde en krimi ordentligt, hvis man ikke har noget strikketøj, så jeg fór ud og fandt Tovværk frem. Nød krimi og Tovværk og hvad sker der så?? Min strikkefasthed har ændret sig - så meget, at det kan ses!

Jeg overvejer at droppe strikning, men for min families og min mentale sundheds skyld må jeg hellere blive ved. Det må da lykkes.

23 oktober 2006

Hjemme igen

efter en dejlig uges ferie med hele familien. Vaskemaskinen har arbejdet hårdt og bunkerne er ved at være væk. Utroligt, hvor meget vasketøj sådan en uge kan give.



Den ferie har faktisk givet en masse bøvl mht. strikketøj. Jeg er startet op på et utal af tørklæder og endte så med til sidst at gå i gang med dette. Jeg er stadig ikke sikker på, at det nogensinde bliver færdigt, men jeg nød da at strikke på det.



Skakmat er jo færdigt og her er lige et nærbillede af mønsteret. Jeg skal se, om jeg kan få indfanget en model på et tidspunkt, men det er usikkert! Det er ikke vasket eller trukket kvadratisk og det bliver det måske heller aldrig – trukket kvadratisk altså. Vasket skal det nok blive. Faconen passer mig sådan set fint, som den er.

Trøjen til min veninde blev strikket færdig, inden vi tog på ferie. Nu mangler monteringen og der skal dagslys til. Jeg har forsøgt mig ved lampens svage skær om aftenen, men der er ikke lys nok, så det må blive i den kommende weekend.


Desuden er jeg gået i gang med en trøje, som måske bliver til en julegave, så fuldt billede kommer der ikke. Men jeg kan da komme med et lille hint. Farven passer ikke videre godt og det man kan ane under trøjen, er opskriften – her passer farven heller ikke! Forhåbentligt finder jeg engang ud af at tage billeder, der viser de rigtige farver.


Beklager den underlige formattering af teksten, men jeg har ikke lige tiden til at gøre så meget ved det lige nu.

02 oktober 2006

ALTSÅ

Jeg må have været både blind og døv (overfor min indre stemme). Jeg har strikket og strikket på Laura og på et tidspunkt lørdag lyttede jeg endelig til min indre stemme, der sagde, at det måske var en god ide at få strikket kraven i en fart, så jeg kunne prøve trøjen på. Stor, stor krave som endelig var færdig søndag. På med trøjen og – tjah hvad skal jeg sige – den når mig næsten til knæene og ærme nr. 1, som ifølge mønsteret kun var godt halvt færdigt, nåede mig til håndledet. Havde jeg strikket ærmet færdigt, var det også endt et sted midt på låret!

Jeg fatter det ikke. Jeg HAR lavet strikkeprøve og selvom jeg ikke er nogen ørn til at måle strikkeprøver, så kan selv ikke jeg tælle så meget forkert, at trøjen bliver dobbelt (næsten) så lang, som den skulle være.

Jeg trævlede ærmet et godt stykke op og skulle lige til at begynde at strikke med omregnet mønster, men så blev jeg simpelthen så sur, at jeg pakkede trøjen sammen og LANGT væk. Jeg er ikke sikker på, at den nogensinde bliver lavet færdig. Som jeg har det nu, bliver den liggende en 4-5 år for så at blive smidt væk.

Hvad gør man så? I ren frustration gik jeg i gang med 2 nye projekter. Dette tørklæde/stola - her den spæde start:




Ikke i originalgarn men i en lækker silke/uld blanding fra Christel Seyfarth. Farven er langt mere dæmpet og mindre pink i virkeligheden. Den er nærmest lys lyng. Her er strikkefastheden heldigvis fløjtende ligegyldig, så det kan vel ikke gå helt galt – eller???

Og så begyndte jeg på trøjen til min veninde. HER kan det gå helt galt, eftersom opskriften er lavet ud fra min strikkeprøve. Ydermere er trøjen, jeg strikker efter strikket i båndgarn, som jeg ikke har for gode erfaringer med, så jeg har valgt at strikke i uldgarn. Det gør så, at det fine hulmønster i kanterne trækker sig ret meget sammen, men det skulle da kunne klares med lidt klappen hist og her, når trøjen er våd – håber jeg.


Og så må jeg videre med en uge, der ikke giver ret meget plads til strikning.

27 september 2006

Billedløst


bliver det denne gang. Mit kabel til kameraet er lånt ud. Jeg har gjort lidt status:

  1. Skakmat er færdigt – dvs. jeg mangler at hæfte 4 ender, men det er da til at overkomme.
  2. Laura – der strikkes stadig, men jeg er bange for, at jeg ikke har garn nok. Hrmf.
  3. Rib Rab – tjah UFOkal’en er stadig en mulighed.
  4. Tovværk/Cables har jo været fremme, så måske får den lidt opmærksomhed efter Laura.
  5. Tips – mangler at hæfte ender og finde knapper.
  6. Håndklæde ??? Den der med de 8 pinde om dagen holder ikke helt.

Kommende projekter:

  1. Trøje til veninde. Alt er fundet frem, strikkeprøver er lavet og da den delvist skal strikkes på My Rocks, så skulle den snart være klar til start.
  2. Julegavestrik er det vist ved at være tid til.
  3. Tørklæde som ”erstatning” for Skakmat – nemt at have med sig og der findes jo et hav af smarte opskrifter på nettet.

Jamen Malle – jeg strikker da til mig selv. At det så oftest ender i, at jeg går omkring i en frygtelig grim trøje, strikket i Brugsens akrylgarn, som jeg yderligere har slået ekstra godt ihjel i tørretumbleren – se det er en helt anden historie.

Karen – du må se at komme i gang med den Tovværk/Cable. Jeg er spændt på at høre, hvad du synes om at strikke den – og den er jo hamrende flot i den blå udgave

16 september 2006

Tovværk (Cables)

Jeg er blevet opfordret til at vise billeder af mine 3 stk. Tovværk (Cables), så her kommer de:

Originalen (som ikke er færdig) - dette kit købte jeg for mange år siden. Dengang kunne man ikke få den i blå ellers havde det helt sikkert været den, jeg havde strikket:


Nr. 2 (som er færdig) - den orange ser meget skarp ud, men det er den ikke i virkeligheden:


Nr. 3 (som heller ikke er færdig) - her bruger jeg kun 1 kontrastfarve i stedet for 3. Det er måske ikke så nemt at se, men den er lilla/lyng:


God weekend!

07 september 2006

Nyt projekt

Den kommende weekend indebærer en del bilkørsel, så jeg blev simpelthen nødt til at starte et nyt strikketøj op. Skakmat i Kid Silk Haze. Garn og opskrift er indkøbt af min søster hos Wilfert's i København. Skakmat er designet af Dana og dette er mit andet Skakmat. Jeg nyder at strikke det, men man skal lige vænne sig til at strikke sytråd det ultratynde garn på p 5.

Ryggen til Laura er strikket. Tjah, her skal der vist en del vand og knappenåle til, før den kommer til at ligne en ryg. Jeg synes, at Tvinni'en virker hård og håber på, at vask gør den blødere.

Sidste billede er af håndklædet. Det kommer til at tage sin tid at strikke det, for det uelastiske bomuld er hårdt ved mine fingre. I øjeblikket satser jeg på at strikke 8 pinde om dagen, for mange bække små osv.


Og så er der selvfølgelig lige Rib Rab. Den er også i bomuld og selvom jeg synes, at jeg har strikket og strikket vokser den ikke alverden, så den har nu ligget i skammekrogen i et godt stykke tid. Jeg overvejer at tilmelde den til UFO KAL EFTERÅR 2006, men det forpligter jo, så.....

29 august 2006

FO

ja, for søren. En weekend i sommerhus med min søster hjalp gevaldigt på Mystery Stole 2006, som nu er færdig:


Den er vasket og blev derefter bare hængt til tørre over tørresnoren. Takkerne forneden blev trukket i facon ved hjælp af klemmer og nu er den så klar.

Boleroen til min datter er også færdig OG monteret. Det bliver aldrig min livret at montere og da slet ikke i sort garn, men jeg fik mig kæmpet igennem det:


Og hvad så nu? Jeg er gået i gang med Laura i Tvinni i stedet for Højlandsgarnet. Det er godtnok tyndt garn til p 3½, men jeg synes, at det bliver helt fint. Billede følger, når jeg er kommet godt i gang.

Så fik jeg pludselig lyst til at strikke gæstehåndklæder og da min søster og jeg lige var en tur omkring Grønhøj Garnlager købte jeg lidt blødt bomuld, som jeg er meget spændt på at mærke efter vask. Det kommer nu til at vare lidt, inden jeg når til at vaske det. Håndklædet strikkes på p 2½, så .......

17 august 2006

Nyt på pindene

Studio II er færdig. Strikket færdig, syet sammen og alle ender hæftet! Billede kommer måske, men det ligner til forveksling billedet fra sidste post.

Mystery Stole 2006 er færdigstrikket - ja, altså den ene side. Her har jeg også forsøgt mig med et billede, men så længe det ikke er vasket og spændt op (tak,
Dana), er mønsteret svært at se. Jeg mangler så Clue 5, 6 og kant på side 2, men jeg gider helt ærligt ikke lige nu. Her håber jeg så, at min søster ikke læser med.

Jeg mangler jo sådan set ikke ting at gå i gang med, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der trækker mest, så i mellemtiden er jeg gået i gang med denne til min datter:

Hun har snakket om endnu en bolero længe, men nu har jeg ventet så længe med at komme i gang, at det er på sin plads med lange ærmer. Jeg strikker den i 1 tråd mohair og 1 tråd strømpegarn af Brugsens det bedste. Farven er sort og det er ikke nemt at se, hvad der sker, men jeg tror, at jeg har styr på det. Her følger også billede senere, for jeg er kun lige gået i gang og sort garn giver ikke de bedste billeder.

God weekend.

07 august 2006

Altså

nu har jeg lige siddet og skrevet en post, som Blogger åbenbart har "ædt". Vi prøver igen.

Der har ikke været meget at vise - bare mere af det samme, men nu sker der pludseligt noget med Studio II. Forstykket er strikket igen og efter sammenstrikning af for- og bagstykke er trøjen jo næsten færdig. Lige nu mangler jeg kun den 4. ærmetrekant og kanter på ærmer og i halsen:


Beklager det halvdårlige billede. Det skulle gå stærkt.

MS2006 går også fint. Vi er nu på Clue 5 ud af 6. Clue 2, 3 og 4 var meget ens, men nu gøres der vist klar til den store finale:


Farven er helt hen i vejret. Stolaen er faktisk grøn, meget grøn. En farve jeg ikke helt har forliget mig med endnu, men det kommer forhåbentligt. Sidste Clue kommer på fredag, så med lidt held er den færdig i løbet af næste uge.

Mountain Lace Scarf bliver en om'er. Jeg bryder mig ikke om mønsteret i mohair, så det må strikkes i et andet garn. Sidste år var "ta' med" strikketøjet sokker - i år bliver det vist tørklæder/små sjaler. Jeg fik garn til Skakmat i julegave og jeg tror, at det kommer på pindene, når stolaen er færdig.

24 juli 2006

For f..... da også

her sad jeg og strikkede til kl. 3 natten mellem fredag og lørdag for at nå op til halsdelingen på Studio II. Glad og fro stod jeg op lørdag morgen - klar til at dele og blive færdig med det store stykke. Tælle, tælle masker, hva' dytten var nu det? Der manglede 10 m. Jeg havde simpelthen slået 10 m for lidt op fra begyndelsen. Så sku' da osse!!!!! Jeg har trævlet op og faktisk også slået op igen, men der er ikke den store lyst til at strikke de laaaange omgange lige nu.

Og så dagens positive. Jeg har fundet ud af, hvorfor halsudskæringen på Green Gable blev for stram - eller nærmere ikke bådformet. Man skal slå op med backward loop teknik for at få bådudskæringen. Det er da lige før, jeg har mod på at strikke den igen! Lige før, altså.

19 juli 2006

Det skal ikke være nogen hemmelighed

at jeg er ret vild med mange af Hanne Falkenbergs designs, så jeg kigger jævnligt forbi hendes hjemmeside for at se, om der skulle være kommet en ny model.

Denne gang var en "gammel" model kommet i en ny farvekombination:


Og så gik der pludselig et lys op for mig. Den trøje købte jeg da vist et kit til for en hel del år siden. Gad vide, hvor garnet er - og hvorfor har jeg aldrig fået den strikket? Efter solnedgang og et godt dyk i temperaturen gik jeg på jagt i mine garngemmer og fandt:


Farverne er ikke så gode på billedet. Den lyse er lilla og den mørke er sort. Jeg bruger så godt som aldrig sort, men da jeg "fandt" Hanne Falkenberg blev jeg så vild med Pyramide, at jeg bare måtte eje den - først og fremmest pga. konstruktionen. Dengang var den ikke i mange farvekombinationer, så valget faldt på den sort/lilla. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg aldrig fik den strikket - men jeg vil tro, at det er pga. det sorte garn.

Under min jagt på Pyramide fandt jeg også denne:


En næsten færdig
Diva - hvorfor er jeg gået i stå med den? Tjah, det kan jeg heller ikke huske. Da jeg købte den, var den heller ikke fremme i så mange farvekombinationer, men jeg fik uden problemer byttet den sorte ud med en blå, så denne gang er det ikke farverne, der gør det. Og så blev jeg faktisk ekstra glad, da jeg modtog mit kit, for "nålen" til lukning af Diva fulgte med.

Og så fandt jeg også dette:


Det bliver mere og mere pinligt, men det er de sørgelige rester af
Jazz i farvekombination 5. Den kan jeg til gengæld godt huske, hvorfor jeg stoppede med. Jeg havde store problemer med strikkefastheden og så gik jeg fuldstændig i stå i vævestrikken. Jeg syntes, at det var så besværligt at strikke og til sidst kom min mor en dag forbi, kiggede i min strikkekurv og så for 117. gang Jazz, der ikke var sket ret meget med. Hun så mig dybt i øjnene og foreslog, at min far fik lov til at trævle den op. Og jeg måtte give hende ret - den var aldrig blevet færdig.

Desuden er jeg vældigt lun på denne:


Her vil jeg så gerne have skiftet den hvide ud med en blå - jeg har jo en del blå liggende, så jeg kunne jo investere i kittet og så gemme den hvide til en kombination med noget af mit andet Hanne Falkenberg garn - evt. sammen med den lilla til Pyramide, eller.......

Det ser nærmest ud som om, at jeg aldrig har færdiggjort en af Hanne Falkenbergs modeller, men det har jeg - flere endda.

17 juli 2006

Hjemme igen

efter en uges herlig ferie med alle vores "unger" og en uge på skift hjemme og i sommerhus er det lykkedes mig at få taget billeder af lidt forskelligt:

1. del af Studio II er færdig:



og jeg er allerede godt på vej med 2. del.

På ferien startede jeg Rib Rab og må nu erkende, at jeg har nået strikningens sorte hul, som Yarn Harlot kalder det. Man strikker og strikker og VED, at man har strikket voldsomt mange omgange og alligevel kan det ikke ses, når man hiver målebåndet frem og forventer en 5-10 cm's forøgelse af stykket - hm, det må da pludselig vise sig:


Den ligner mest af alt en babyundertrøje lige nu, men når den bliver hevet i facon, kan modtageren vist godt "hældes" i den. Som 17-årig kan tøjet jo næsten ikke blive stramt nok.

Og så er jeg også gået i gang med Mystery Stole 2006 - og nu lykkedes det at få billede med:



Jeg begyndte i et rigtigt lækkert silke/uld garn, men det blev for tyndt, så nu bliver det i New Zealandsk lammeuld. Jeg kan ikke helt bestemme mig til, hvad jeg mener om det, men strikker da derudaf.

Et kig omkring i tasker, poser og diverse gemmer viser, at jeg har alt for mange ting i gang, så måske man skulle overveje at gøre som her - under 2. juli.

29 juni 2006

To'ere

Efter Green Gables episoderne måtte der jo noget andet på pindene og eftersom sommeren i lang tid har glimret ved sit fraværd her i det Himmerlandske, kom jeg i tanke om Studio. Meget passende model med 3/4 lange ærmer. Der var ikke langt fra tanke til handling, så inden jeg fik set mig om, havde jeg slået op til Studio II - en erstatning for min hedengangne Studio. I farten glemte jeg mindst to ting:

1. Jeg kunne have fortsat med at strikke på
Tovværk III
2. Der er nogle meget lange retpinde at strikke på Studio - meget lange

Nå, men Tovværk er der stadig, når jeg er klar igen og jeg har jo før strikket de meget lange retpinde, så det går vel også denne gang. Jeg nærmer mig halsudskæringen - ikke så nemt at se her:


Ferien står for døren, så der må også noget bomuldsstrik på pindene. Det bliver så til
Rib Rab nr. 2 - dog ikke i den gennemknappede udgave. Denne gang bliver den strikket i Aldi bomuldsgarn. Det er lige tykt nok, men jeg håber, at det går - og har lykkeligt glemt alt om nødvendigheden af en passende strikkefasthed. Jeg har strikket en prøve og strikkefastheden passer - næsten!

20 juni 2006

Om og om og ikke om igen

Jeg sprang også på Green Gable bølgen. Det er simpelthen for nemt at købe mønstre, der bare downloades, så Green Gable blev indkøbt. Aldi bomuldsgarn fra sidste år blev fundet frem. Min datter meldte sig villigt som aftager, så jeg slog glad op og strikkede, så gnisterne føg. Da jeg nåede ærmegabet, fik jeg et øjebliks klarsyn og fik prøvet den på min datter. Den var for tæt i halsen - til hende. Okay, tænkte jeg. Ny måling af strikkefasthed (ikke en af mine styrker) og så startede jeg ellers forfra med langt flere masker end første gang - og ja, denne gang blev den så for stor!

Nu gider jeg simpelthen ikke at starte forfra igen, så det bliver ikke lige nu, at Green Gable bliver strikket, men engang - i noget andet garn. Sådan så den ud, inden sidste optrævling:


Tips er færdigstrikket. Enderne er endnu ikke hæftet, men det har simpelthen været for varmt til, at jeg har orket at sidde med den. God undskyldning - ikke?


Karen, garnjagten til Mystery Stole 2006 har været intens. Jeg endte med at købe New Zealandsk lammeuld, men samme dag, som jeg hjemførte NZ, kom der nyhedsmail fra Christel Seyfahrt, så ........ gæt selv :-)

Nu skal jeg så i gang med noget nyt, indtil første Clue kommer til MS 2006. Hm, hvad mon?

13 juni 2006

Et lille indspark

i varmen.

Tips er færdigstrikket. Kraven gav en hel del ender, der skal hæftes, men der er ikke lige vejr til at sidde med en stor ulden poncho over knæene og hæfte ender. Det må komme senere - billede følger også, når temperaturen bliver sådan, at jeg kan bevæge mig uden, at sveden pibler frem :-)

Marianne, mønsteret på den lille bolero er gratis og kan findes her.

08 juni 2006

Det lykkedes


Britta - pæonen er i løbet af natten sprunget ud. Det har taget sin tid, men nu står den her:



Skuldrene er strikket på Tips. Det er IKKE nemt at sidde med hele ponchoen i skødet samtidig med, at man fægter rundt med 5 strømpepinde. Jeg må lige samle lidt kræfter, inden jeg går i gang med kraven!


Og så er jeg kommet til at melde mig til Mystery Stole 2006 og garnjagten er så småt gået ind. Karen, hvor er det du køber lækkert garn til sjaler/stolaer?

Mon tilmeldingen til MS 2006 betyder, at jeg skal få strikket Mountain Lace tørklædet færdigt i en fart? Jeg har vist gang i lidt for mange projekter i øjeblikket. Hm...

03 juni 2006

Ventetid


Bitter erfaring har lært mig, at pæoner skal man ikke plukke, før de er næsten sprunget helt ud. Men det er så svært at vente, så for et par dage siden kunne jeg ikke modstå fristelsen, men plukkede denne.

Beklager den forringede billedkvalitet.

Desværre tror jeg ikke, at den springer ud herinde, men så kan vi da nyde knoppen i stedet.

Og så lader det til, at der ER garn nok til Tips. Jeg tror, at Ulla har ret - det mørke garn er tyndere end de andre farver, så løbelængden må spille ind.



Jeg mangler kun én farvesektionen af de lyse farver. Jeg har et helt nøgle mørkt garn til kant, firkant på skulderen og kraven, så det skal nok gå.

Om hovedpinen og vejret vil, skulle Tips gerne blive færdig her i Pinsen.

God Pinse.

26 maj 2006

3 dage uden

at strikke én eneste pind. Det må da vist kaldes en kold tyrker, så i denne weekend skal der tages revanche.

Vi har haft familiebesøg fra Californien, så hele huset har stået på den anden ende i mindst 1 uge. Det har været utroligt hyggeligt med besøget, men det er også hårdt, så nu skal der slappes lidt af.

Inden gæsterne kom, har jeg dog fået strikket. Den lille top til min datter, som jeg regnede med at kunne strikke i løbet af et par aftener, viste sig at være en lidt større udfordring. Jeg kan hilse og sige, at pufærmer giver en hel del masker!

Ærmemaskerne er nu taget fra, så det kommer forhåbentligt til at gå lidt hurtigere. Jeg har ikke kunnet prøve den på modellen, da hun har fået andre interesser og enten ikke er hjemme eller har "interessen" på besøg :-) Her er det foreløbige:


Og så har posten været her med min gevinst fra Mountain Lace Knitalong:


Lækkert, lækkert garn som på et tidspunkt bliver til et tørklæde.

Nu vil jeg kæmpe mig igennem de sidste spor efter gæsterne og så vil jeg holde weekend. God weekend.

16 maj 2006

Frustration...

Jeg er igen kommet i tvivl om, om der er garn nok til Tips i den mørke farve. Jeg er begyndt på anden farvebane på forstykket og i går aftes skulle jeg så i gang med 3. nøgle af den mørke. Tilfældigvis lå den lige op ad et nøgle af den lyseste gule og der var da så stor forskel på størrelsen, at det kunne ses:


Hm, tænkte jeg. Frem med vægten. Lysegul: 51 gr., mørk: 42 gr. Hov, er jeg mon kommet til at strikke af nøglet uden at registrere det?? Frem med sidste mørke nøgle: igen 42 gr. Dvs. at hvis alle de mørke nøgler kun har vejet 42 gr., så er der - tælle, tælle - 32 gr. mindre end de andre farver af den farve, der skal bruges mest af??? Suk, jeg hader at strikke om kap med garnmængden, så jeg kom lige til at starte på noget nyt. Mere om det en anden dag.

Til gengæld har datteren min bedt om denne - dog uden takkerne:


Det må da være et hurtigt og nemt projekt. Den skal strikkes på p 5,5, så det burde da hurtigt kunne give en god oplevelse :-)

Og jo Karen, havemøblerne blev brugt. Sommerhuset blev indtaget og når vi er der, er jeg langt bedre til at bruge havemøblerne end herhjemme. Så den stod på strikketøj og lydbog. Dejligt afslappende.