ALTSÅ

Jeg må have været både blind og døv (overfor min indre stemme). Jeg har strikket og strikket på Laura og på et tidspunkt lørdag lyttede jeg endelig til min indre stemme, der sagde, at det måske var en god ide at få strikket kraven i en fart, så jeg kunne prøve trøjen på. Stor, stor krave som endelig var færdig søndag. På med trøjen og – tjah hvad skal jeg sige – den når mig næsten til knæene og ærme nr. 1, som ifølge mønsteret kun var godt halvt færdigt, nåede mig til håndledet. Havde jeg strikket ærmet færdigt, var det også endt et sted midt på låret!

Jeg fatter det ikke. Jeg HAR lavet strikkeprøve og selvom jeg ikke er nogen ørn til at måle strikkeprøver, så kan selv ikke jeg tælle så meget forkert, at trøjen bliver dobbelt (næsten) så lang, som den skulle være.

Jeg trævlede ærmet et godt stykke op og skulle lige til at begynde at strikke med omregnet mønster, men så blev jeg simpelthen så sur, at jeg pakkede trøjen sammen og LANGT væk. Jeg er ikke sikker på, at den nogensinde bliver lavet færdig. Som jeg har det nu, bliver den liggende en 4-5 år for så at blive smidt væk.

Hvad gør man så? I ren frustration gik jeg i gang med 2 nye projekter. Dette tørklæde/stola - her den spæde start:



Ikke i originalgarn men i en lækker silke/uld blanding fra Christel Seyfarth. Farven er langt mere dæmpet og mindre pink i virkeligheden. Den er nærmest lys lyng. Her er strikkefastheden heldigvis fløjtende ligegyldig, så det kan vel ikke gå helt galt – eller???

Og så begyndte jeg på trøjen til min veninde. HER kan det gå helt galt, eftersom opskriften er lavet ud fra min strikkeprøve. Ydermere er trøjen, jeg strikker efter strikket i båndgarn, som jeg ikke har for gode erfaringer med, så jeg har valgt at strikke i uldgarn. Det gør så, at det fine hulmønster i kanterne trækker sig ret meget sammen, men det skulle da kunne klares med lidt klappen hist og her, når trøjen er våd – håber jeg.


Og så må jeg videre med en uge, der ikke giver ret meget plads til strikning.