28 juli 2017

Der er nu gået 4 uger

med hånden i gips og jeg er halvvejs. Man vænner sig faktisk til det og det tog ikke lang tid, før min strikkefasthed var oppe i omdrejninger selvom, at strikkepinden ligger anderledes i hånden end normalt.

På vores tur til Garnudsalg købte vi bl.a. garn til Sanne Fjallands Raindrop. Der blevet regnet løbelængde mere end en gang og alligevel viste det sig ret hurtigt, at der ikke er garn nok. Jeg har droppet lommerne (det ville jeg have gjort alligevel), strikket den noget kortere og også strikket ærmerne lidt kortere end normalt. Jeg tror, at det kommer til at gå, men det bliver med hiv og sving.


Både min søster og mellemste er også i gang og jeg er noget spændt på, om det lykkes for dem eller om vi må lave et nødopkald til Garnudsalg.

Når jeg skal holde styr på ud-/indtagninger, bruger jeg altid en bomuldssnor, så undervejs kan strikketøjet se vældigt festligt ud, men det virker.


Rigtig god weekend. Det er Formel 1 weekend og vejret lover jo stadig ikke sommer, så jeg satser på at få Raindrop færdig.

21 juli 2017

Det første jeg strikkede

efter armen var blevet pakket ind, var denne:


Den er sådan set ok, men skriger jo lidt, så jeg lavede endnu en. Denne gang lavede jeg lidt forkortede rækker, så den slutter bedre til foroven. Udgangspunktet er en ekstra opskrift, der fulgte med et Hanne Falkenberg kit for mange, mange år siden.


Nu kan den da i hvert fald på ydersiden se pæn ud i 8 uger. Jeg vælger overhovedet ikke at tænke på, hvordan indersiden ser ud efter 8 uger!

Der bliver lyttet meget, meget lidt lydbog. I stedet er jeg faldet i serie fælden og i øjeblikket er det The Good Wife, der kører.

Rigtig god weekend.

11 juli 2017

Min søster og jeg

har været på vores årlige tur til Garnudsalg.

Vi starter dagen med, at jeg henter min søster i lufthavnen, så får vi en brunch og så går turen til Garnudsalg. Planlægning starter som regel allerede i julen, hvor nye strikkebøger studeres og drømme skabes. Her er til mange timers hygge:


Min sommer bliver lang - indtil 24. august ser min højre arm sådan ud:


Heldigvis anbefales strik. Det er ikke helt let, men jeg er så småt ved at have styr på en lidt alternativ teknik. Det går ikke så hurtigt som normalt og der er indlagt pauser, men der strikkes :-)

25 juni 2017

Sommergæsterne

begynder så småt at melde deres ankomst, så det var nødvendigt med en oprydning på mit værelse. Hvordan er det, at det går til, at det kreative (vælger jeg at kalde det) rod indtager sådan et værelse i løbet af ingen tid?

Jeg tog mig selv hårdt i nakken og gik i gang. H.o.l.d nu op. Jeg må bare sige, at jeg bestemt har brug for mere garn, men jeg har ikke plads. Ikke noget godt udgangspunkt, når min søsters og min årlige tur til Garnudsalg står for døren! (Og nej Mor, jeg fik ikke sorteret m.m. - alt blev bare stoppet ind, så jeg må anbefale gæsterne ikke at forsøge at åbne skabene).

Lige nu tror jeg, at jeg har slået min egen rekord mht. igangværende projekter og jeg har såmænd også mistet overblikket. En dag må jeg igennem dem og sortere godt ud i dem.

Det har så ikke stoppet mig, for jeg har da startet op på 2 mere:


Jeg har længe haft lyst til en tynd, let og lækker sommertrøje til de kølige aftener - ja, lige nu kan sådan en trøje vist ikke gøre det, men sommeren må da komme! Så jeg har kastet mig ud i en ganske enkel raglantrøje i det lækreste tynde Silk Kid Mohair fra Garnudsalg. Jeg var forberedt på, at det ville være svært at strikke i alene, men det går faktisk fint.

Den anden er Penguono af den farverige Stephen West. Det var en fest at vælge farver, men nu er jeg alligevel i tvivl, så den hviler.

På bogfronten lytter jeg i øjeblikket til The Perfume Collector af Kathleen Tessaro, men jeg må indrømme, at med det triste vejr vi har i øjeblikket, sker det alt for let, at jeg falder i TV-kigning i stedet for at lytte til en god bog.

Og a pro pos TV-kigning så vil jeg nu med god samvittighed sætte mig og se Formel 1.

Rigtig god søndag.

10 juni 2017

Helten i mit liv

ja, jeg var sådan set ikke klar over, at jeg havde en, men i går blev jeg klogere.

Da jeg kom drønende ind i vores køkken/alrum i går morges, hørte jeg en lyd. Jeg bremsede op og lyttede lidt og lyden kom igen - fra vores pejseindsats.


Jeg sneg mig hen og kiggede ind - lige ind i øjnene på en lille forskræmt fugl! Fuld galop ind for at vække helten, som er født og opvokset på landet, hvilket har givet ham et lidt andet forhold til dyr end mit.

Helten: Rolig nu - er på vej. Rul gardinerne for de 2 vinduer. Fjern alt i vindueskarmen på det sidste vindue.

Tjek, tjek. Hvorpå helten smækkede vinduet op på vid gab, lukkede alle døre, greb et håndklæde (er ikke lige klar over, hvad det skulle bruges til), lukkede døren til indsatsen op, kiggede fuglen dybt i øjnene og med fast stemme sagde:

Så kan du godt flyve ud!

Og det gjorde den! Jamen, jeg var vildt imponeret. Havde det vel nærmest som en 12-årig Justin Bieber fan, der pludselig står ansigt til ansigt med idolet. Det er ret godt gået af Helten eftersom, vi har været gift i over 30 år :-) Jeg tror nu også, at han selv var en anelse imponeret, men det får jeg ham aldrig til at indrømme ;-)

Strik:

På strikkefronten har jeg givet mig selv frit spil, så i øjeblikket strikkes der i bomuld. Hård kost for fingrene. Jeg lagde ud med at bruge de lækre Knit Pro pinde i træ, men de er så mørke, at jeg ikke kan se at strikke med det mørkeblå garn.


Så jeg er tilbage på metalpindene. Det går, men jeg holder mange pauser.

Bøger:

Jeg holder pause med The Wheel of Time. Første bog er på 30 timer. Den er spændende og godt fortalt og skal nok blive hørt færdig, men jeg fik trang til endnu en krimi, så lige nu lytter jeg til Emelie Schepps første bog om Jana Berzelius: Mærket for Livet.

Forøvrigt har ereolen og netlydbog en Facebook side, som klart kan anbefales. De er ret gode til at komme med forslag til bøger i forskellige genrer, så mangler man lidt inspiration, er der hjælp at hente hos dem.

Rigtig god weekend.

31 maj 2017

For syv sytten

det er da vist - forlængst - oppe over med en opdatering her. Jeg når lige at synes, at en uge starter - og så er det allerede weekend igen. Tiden flyver, så her kommer en lidt gammel status:

Strik:
Den islandsle trøje til min svigerdatter har været færdig et godt stykke tid. Den er også prøvet på og passer perfekt. Nu er vi så kommet til, at den skal vaskes. Havde den været til mig, var den kommet i vaskemaskinen (på håndvaskeprogram) uden tøven, men nu er jeg lige en anelse usikker. Der skulle jo nødigt ske noget med den.

På trods af mine bange anelser har den faktisk været en fornøjelse at strikke. Det eneste tidspunkt, jeg fik sved på panden, var, da jeg skulle sy maskesting under ærmerne. Det foregik godt nok med meget blid hånd. Jeg ville gerne have haft en uldtråd med, men jeg havde ikke lige en, der passede i farven. Ja, ja, jeg ved det godt. Jeg har MEGET garn, men altså ikke lige i den farve. Hm, man skulle måske………?

Lige nu forsøger jeg at komme et stykke vej på nogle af de trøjer, jeg har gang i. Der er mange i kø, så det er nok et spørgsmål, om jeg kan holde mig på dydens smalle sti.

Bøger:

Uha, her kan jeg da godt komme lidt på glatis, for jeg har læst en del, men mon ikke det er disse:
1. Den sidste bog om Oxen - stadig godt underholdt.
2. Lessons in Heartbreak af Cathy Kelly. Den valgte jeg i håbet om, at den var mere i retning af Rosamund Pilcher og Maeve Binchy og mindre i chick lit retningen. Og den var slet ikke så ringe endda :-)
3. Arven af Kathrine Webb. Den valgte jeg af samme grund som Cathy Kelly og den var bestemt heller ikke ringe.
4. Nu har jeg skiftet spor igen. Jeg er vild med Ringenes Herre og Game of Thrones, så da The Wheel of Time serien blev anbefalet, sprang jeg på den. Jeg er i gang med første bog ud af 14(!) og er vældigt underholdt. Det bliver så nok ikke til 14 bøger i træk, men hen ad vejen...

Rigtig god Pinse.

28 april 2017

Vi er så heldige,

at have hele 2 søde svigerdøtre, som vi er rigtigt glade for. Da den ene tog til Island på studietur og skrev til mig for at høre, om jeg ville strikke en trøje til hende, sagde jeg selvfølgelig ja. Jeg tænkte mig ikke helt om, for der skulle nok have været tilføjet et lille "men". Hjem kom hun med garn - pladegarn.

Mit hjerte sprang lige et lille slag over, for i min pure ungdom arbejdede jeg flere somre på Toft Camping i Øster Hurup. Dengang var det helt vilde at strikke ponchoer af pladegarn, så vi valdfartede til et gårdudsalg og købte ind. Og den tråd sprang og sprang og sprang og...... Pladegarn er jo let nok at splejse, men det er voldsomt irriterende at skulle gøre det om og om igen.

Man skal jo se sin frygt i øjnene, så i gang gik jeg:


Kroppen er færdigstrikket og jeg er i gang med første ærme. Jeg strikker magic loop, hvor jeg plejer at stramme første maske ret meget, men selv det får ikke garnet til at gå over. Faktisk er garnet kun sprunget én gang og det var fordi, at jeg smed med det!

Summasummarum - jeg hygger mig med pladegarnet. Sidder da faktisk og overvejer, om jeg måske skulle lave en til mig selv. Jeg er i hvert fald nødt til lige at lave en prøve med kun en tråd garn. Det er nok lidt mere sart, men prøves skal det da.


Bog:

Jeg fortsætter med historien om Oxen. Bog 2 endte så spændende, at bog nr. 3 ikke kunne vente. Det gør nu heller ikke noget, for det er god underholdning. Jeg får ikke hørt så meget bog i øjeblikket. Om vinteren falder jeg nemmere i "fjernsynsfælden", men når det (forhåbentligt) snart bliver rigtigt forår, så gider jeg ikke sidde inde foran TVet og så bliver der hørt meget mere lydbog.

Det er Formel 1 weekend og jeg håber, at jeg kan tage mig sammen til at få Birch syet færdig, mens jeg sidder og nyder hurtige biler. MEN jeg ved også, at jeg får startet endnu et strikketøj op i løbet af weekenden. Og det endda et strikketøj som jeg ikke havde drømt om, at jeg skulle i gang med, men som pludseligt er det eneste saligtgørende. Sådan går det ind i mellem.

Rigtig god weekend.

20 april 2017

Tiden flyver

og manglende opdatering her, betyder ikke, at der ikke strikkes. Der strikkes på rigtigt mange ting. Jeg er afgjort ramt af en voldsom trang til at starte nyt op - og det gør jeg så. Det er sådan set fint nok, men nu har jeg gang i så meget, at det stresser, så jeg ender nok med at blive nødt til at tage en alvorlig samtale med mig selv ;-)

Bog:
Jeg har skiftet genre og kastet mig over Jens Henrik Jensens bøger om Oxen. Den første bevæger sig en hel del omkring Rebild, Rold og Nørlund Slot. Næsten i vores baghave så det er rigtigt sjovt at høre. Krimier, når de er bedst, så jeg er fanget og ender vel med at høre dem alle tre lige i rap.

Strik:
Stadig Birch, men jeg nærmer mig afslutningen. Selve opskriften er ikke noget at skrive hjem om. Jeg har set, at der er kurser om opskriftsskrivning på Craftsy, så det var måske et forslag til Marianne og Helga Isager. Med mine mange, maaaange års erfaring kan jeg godt gætte mig frem til, hvad der skal ske, men min veninde (som faktisk er en ganske habil strikker) har flere gange ringet i raseri - klar til at sætte ild til Birch OG pinde, fordi hun ikke fattede, hvad der skulle ske. Det er da ærgerligt for både strikker og designer.

02 april 2017

I mandags

var jeg så heldig, at jeg skulle til møde i Aarhus. Det var nu ikke mødet, der var heldigt, men derimod muligheden for så at smutte omkring Mellemste. Der var det skønneste vejr, og kl 16.30 kunne man se os sidde i solen på svalegangen og nyde det. Der fik vi da lige en fornemmelse af, hvordan køerne har det, når de bliver lukket på græs efter vinteren.

Bog:
Af en eller anden grund endte jeg igen ud i noget Chick Lit nemlig About Last Night af Cathrine Alliott. Ene og alene af den grund, at jeg flere gange i årenes løb har moret mig vældigt, når jeg har læst CAs bøger. Denne gang kom der da et enkelt tøhø ind i mellem, men jeg er nok bare blevet en gammel, kynisk kælling kvinde, der virkelig har svært ved at koncentrere mig om at høre efter ved den her genre. Nu har jeg lært det og er i stedet gået i gang med en krimi. Dermed ikke sagt, at jeg ikke ryger på den igen engang :-)

Strik:
Rummelig er endelig blevet færdig. Det var den sådan set for længe siden og jeg kastede mig over den lille smule montering, der var. Spytsplejsning er blevet meget populært her. Så nemt og ingen ender at hæfte. Fatter ikke, at jeg ikke har kastet mig over det for længe siden, men sådan er der jo så meget. Der var kun nogle få ender at hæfte under det ene ærme og så sammensyning under ærmerne. Det var først, da Rummelig var vasket, at jeg opdagede, at jeg kun havde fået den syet sammen under det ærme, hvor der sad ender, der skulle hæftes. Det tog mig lidt tid at få det gjort. Den er syet sammen nu og den er simpelthen perfekt:

Fakta:
Mønster: Rummelig
Garn: 366 gr. Højlandsuld og Superfine Alpaca fra Garnudsalg. En kombination, der bare vinder hver gang.
Pind: 3 og 4 mm
Ændringer: Ingen
Hit or sh*t: Absolut et hit

Rigtig god søndag.

17 marts 2017

Sidste uge

var fyldt til bristepunktet med gode oplevelser. Strikkeklub, strikkecafe, kursus i jaquardhækling, hyggeligt familietræf og så lige en herlig tur til Fiberfest i Ry. Lidt voldsomt på kun en uge, når der også er et job, der skal passes, men hyggeligt var det.

Turen til Ry startede med et stop i Viborg, hvor der blev indkøbt lækre grovboller med ost og skinke. Lige før Silkeborg holdt vi pænt ind til siden, rullede vinduerne lidt ned og nød den første fornemmelse af forår, mens vi spiste vores boller.

I Ry tog vi turen forbi de forskellige boder et par gange og så gik vi ellers til kursus i patentstrik i to farver. Jeg kan hilse og sige, at man skal holde tungen lige i munden, men det var sjovt. Så sjovt, at jeg måtte starte nyt op, da jeg kom hjem:

Bog:
Sunshine over Wildflower Cottage - ren chick lit, som det åbenbart så pænt hedder. Så meget letlæselig, at jeg har haft meget svært ved at koncentrere mig om at lytte. Ind i mellem er det meget rart med noget let, men den her er lige i overkanten. Om lidt har jeg krimier klar i stedet - tror jeg.

Strik:
På billedet en lille halsedisse i to farvet patent - bare fordi det skulle prøves. Jeg er ved at have gang i lidt for meget strik. Så meget, at selv jeg kan se, at jeg må til at holde lidt igen med at starte nyt op og i stedet forsøge at få lidt gjort færdigt :-) Måske kommer der en liste over igangværende projekter en af dagene. Jeg skal lige være klar til selv at se, hvor lang listen er.

Rigtig god weekend.

05 marts 2017

De indledende manøvrer

er i gang. Hele to ting, der lige skal monteres, mens der er dagslys. Rygtet siger, at det kommer der ikke meget af i dag, så der skal arbejdes hurtigt. Jeg skal på arbejde fra 11.00-15.00, så jeg må nå, det jeg kan inden, og så kaste mig over det sidste, når jeg kommer hjem.

Rigtig god søndag.



03 marts 2017

Planen var sådan set,

at jeg ville opdatere med bog og strik hver torsdag, men der sidder åbenbart en lille rebel i mig og siger, at det skal hun da bare slet ikke bestemme!

Men, men - bedre sent end aldrig, som de kloge siger:



Bog:
Murphy's Law - en fin lille krimi, som man ikke får onde drømme af. Det er første bind i en serie og ikke mindst på grund af den fantastiske oplæsning er jeg nok nødt til at høre flere af dem. Ikke lige nu, men ind i mellem er jeg sikker på, at der kan snige sig flere ind.

Strik:
Hov, hov hvor er Rummelig blevet af? Den er færdigstrikket. Venter på, at jeg får tid i dagslys til at montere den smule, der skal monteres. Ikke meget, så det burde gå hurtigt. Jeg har kastet mig over Frida igen. Den skal ikke få skovlen under mig! Det kommer nok til at tage lidt tid, for jeg har lidt for nemt ved at lade mig føre på afveje i øjeblikket.

Rigtig god weekend.

21 februar 2017

Hm, sidste uges bog og strik

kommer da bare - lettere forsinket - her:


Bog:
Sleeper's Castle er færdiglæst og så gik jeg direkte over i lidt mere let læsning nemlig Jill Mansells Fast Friends. Her er begejstringen til at overse, men jeg får den læst færdig! Og så kom en ven af en ven pludselig med The Year of Living Danishly. Den lover så til gengæld godt.

Strik:
De grå vendestrikbukser ligger i kurven, for jeg fandt lige et mønster til p 5 og faldt for muligheden for at blive hurtigt færdig :-) Bukserne er afleveret og passer perfekt, så jeg overvejer lige, om jeg ikke skulle strikke et par mere til den lille prinsesse.

Fakta:

Mønster: Blebukser fra bogen Blød begyndelse
Garn: Mor Aase
Pind: Nr. 5
Ændringer: Jeg har lavet ind- og udtagninger bagpå, så der bliver bedre plads til bleen. Den ide fik jeg fra Vendestrik bogen. Det fungerer fint.
Hit eller sh*t: Ifølge farmoderen et klart hit.

09 februar 2017

Der bliver en lille pause

i strikningen af Rummelig. Jeg har fået en forsigtig forespørgsel på blebukser. Jeg strikkede to par til en lille ny verdensborger (pige) i august. De har været brugt flittigt, da det åbenbart er et hit med blebukser udenpå strømpebukser. Når nu jeg ved, hvor meget de første par er blevet brugt, så strikker jeg gerne lidt flere. Jeg gider bare ikke strikke de samme igen, så jeg måtte kigge mig lidt omkring. Valget faldt på vendestrik.


Bog:
Jeg er færdig med Death by Cashmere. Den ryger i kategorien "Hyggelæsning". Den er første bind i en serie og jeg får nu nok læst flere af dem, bare ikke lige nu. I stedet er jeg nu i gang med Sleeper´s Castle af Barbara Erskine. Hendes første bøger slugte jeg, så kom der en periode, hvor jeg ikke var videre imponeret. Denne nærmer sig stilen fra de første bøger og det er bestemt et plus.



Strik:
Rummelig er godt på vej. Første ærme er færdigt og andet startet op. Nu kommer jeg så til at veksle lidt med vendebukserne fra Vendestrik bukser.

Jeg er langt, langt bagud med at få læst blogs. Det skal der gøres noget ved, for jeg hygger mig med de blogs. Det bliver ikke denne weekend, for jeg pakker nogle ekstra uldtrøjer og drager i sommerhus med en veninde. Det betyder: hygge, god mad, lidt rødvin, bukser med elastik i taljen, morgenhår hele dagen, masser af strik, gåture og ingen internet.

God weekend.

03 februar 2017

Hov for den

jeg tog pænt billede til bog/strik onsdag morgen og så glemte jeg lykkeligt alt om, at det jo ikke kommer på bloggen af sig selv!


Ikke nemt at se bogen, så jeg prøvede lige igen. Lidt bedre, men det er åbenbart ikke så nemt at tage billede af en skærm.


Bog:
Jeg er færdig med Sandheden om Harry Quebert sagen. Ret god bog, men lidt for langtrukken. Nu er jeg så i gang med en strikkekrimi. Jeg får af og til e-mails om strikkekrimierne, men har indtil nu ikke set dem som lydbøger. Ved et tilfælde faldt jeg over Death by Cashmere. Det er ikke Agatha Christie, men ganske hyggelig.

Strik:
Jeg strikker stadig på de 40 cm glat. Det føles lidt som om, at jeg har siddet fast i det der sorte hul, hvor man strikker og strikker og strikker og strikketøjet vokser bare ikke synderligt. Men, men, men jeg er nu på 38 cm, så med lidt held kommer der ærmer på pindene i løbet af weekenden. Faktisk hører jeg i øjeblikket mest lydbog, når jeg laver mad og så har jeg en karklud på pindene, som ligger i køkkenet. Mens ting kommer i kog eller bliver stegt, kan man godt lige nå et par pinde. Det er ikke helt så nemt, når salaten skal snittes!

God weekend.

- Posted using BlogPress from my iPad

25 januar 2017

En uge går godt nok hurtigt

Det er allerede tid til en bog/strik opdatering igen. Jeg er så nogenlunde kommet mig ovenpå Frida og vælger at se på det positive: Mens jeg strikkede på den, sad jeg hele tiden og tænkte, at jeg hellere ville have haft den i lyse farver (kan godt hænge sammen med, at jeg havde virkeligt svært ved at se at strikke i det meget mørke garn). Nu får jeg så muligheden - og en undskyldning for at købe garn.

I stedet for Frida har jeg kastet mig ud i Rummelig. Garnet er 1 tråd Blackhill uld og 1 tråd alpakka - begge fra Garnudsalg. Jeg starter ud med ca. 40 cm glatstrik og satser på, at det ikke kan gå galt?


Bogen er stadig Sandheden om Harry Quebert sagen. Der er intet i vejen med bogen, læsning tager bare tid i øjeblikket, men, men, men jeg nærmer mig afslutningen.

18 januar 2017

Aaarrrggg - indsæt mange bandeord her

Det her bliver så ikke om igangværende strik og bog, men nærmere om ikke igangværende strik - og bog:


Kan du se det? Jeg fatter det ikke! Den største grund til, at jeg investerede i Frida, er det fine zig zag mønster på ryggen. Det var det, der fangede mig fra start og det er det, der hele tiden har ligget og rumsteret i mit hoved, så jeg har hele tiden vidst, at der skulle laves ind- og udtagninger for at få effekten og alligevel.......

Begge ærmer er strikket på, men nu er Frida sendt til tælling. Jeg er stadig vild med den, men det bliver ikke lige nu, at jeg starter forfra.

På bogfronten er det stadig Harry Quebert sagen, der spilles. I denne tid lytter jeg nærmest kun, når jeg laver mad, så det kommer til at tage lidt tid. Bogen er ellers ganske udmærket.

Nu vil jeg tage på arbejde, fordybe mig i det, glemme alt om Frida og finde ud af, hvad jeg så gør.

16 januar 2017

Søndag

blev ikke helt som planlagt. Der var lige nogle småting, der trængte til at blive gjort. Det gør de så stadig, for vi endte med en dasesøndag - ikke meget andet end strik og serie på TV for mit vedkommende.

For at få godt gang i strikkeriet igen, har jeg været på mønsterjagt i mine bøger og på nettet. Lige nu ser det sådan ud:



1. Margit fra Conraddesign. Den kunne jeg simpelthen ikke stå for. Man bliver i godt humør af de farver.
2. Rummelig købt hos Garnudsalg. Jeg kan godt bruge en hyggetrøje og mon ikke, at jeg kan finde garn på lageret til den.
3. Mulan købt hos Lotte Kjær. Ved ikke, om jeg får den strikket, men jeg kunne have set den i brug i går. Ren hygge.
4. Jeg har en del Kauni på lager, så måske Simple Yet Stunning Cardi, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har købt.
5. Anden mulighed til Kauni garnet er Magic Autumn fra Drops.
6. Cardigan fra bogen Knitwear af Susie Haumann
7. Denim Blue fra bogen Blue Notes af Susie Haumann

Det var vist ønskerne lige her og nu. Opskrifterne er printede og klar. Opskrifterne fra bøger er der taget kopi af. Jeg overskriver/-tegner mine opskrifter, så for at skåne mine bøger tager jeg altid en kopi.

11 januar 2017

Et eller andet sted

læste jeg om ideen med at vise et billede af strikketøj og bog en gang om ugen. Den er jeg da helt med på, så her kommer årets første billede:


Strikketøjet er Marianne Isagers Frida og bogen er Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joel Dicker.

Om vinteren bliver det ikke til helt så mange bøger som om sommeren. Der går nemt TV i den om vinteren. Om sommeren ser jeg næsten ikke TV - udelivet lokker og der er lydbogen perfekt. Lydbogen bliver nu heller ikke droppet om vinteren. Den er jo genial, når der laves mad m.m., men det bliver jo så ikke til helt så mange bøger.

06 januar 2017

Nytårsforsætter

plejer jeg ikke at bruge. Og det kommer jeg heller ikke til denne gang, men derfor kan man jo godt have ønsker for det nye år. Det eneste jeg sådan lige på stående fod kan komme i tanke om, er at blive bedre til at få skrevet her. Instagram var jo også på papiret på et tidspunkt, men på trods af flere forsøg er jeg ikke rigtigt kommet i gang - hverken med at følge andre eller selv at få lagt op. Måske man skulle prøve igen?

Strikkeriet går stadig lidt op og ned. Mens jeg strikkede julegaver, var der bare så mange ting, jeg gerne ville strikke til mig selv og nu er der så bare ikke noget som helst, der kan få mig op at ringe.

Fik dog lige hæklet denne:



Ser lidt sjov ud på billedet, men i virkeligheden fungerer den rigtigt fint. På billedet er der et eller andet galt med proportionerne. Den er kun tænkt som en overgang til jeg finder ud af, hvad der skal ske rent hyndemæssigt. Skulle jeg finde på at hækle en mere, kommer her

Fakta
Mønster: Yarnfreak
Garn: 2 tråde Mor Aase strømpegarn
Nål: Nr. 6
Ændringer: Den yderste kant. Har bare hæklet en omgang fastmasker.

02 januar 2017

Godt Nytår

og såmænd også et Glædelig Jul er da vist på plads. Det var ikke lige planen, at det sidste blogindlæg i 2016 skulle være i november, men december er en lang, arbejdstung måned her, så overskuddet var der åbenbart ikke.

Julegavestrik blev færdig. 1 stk. Abelone til min svigerinde og da jeg nu var i gang, blev det også til 1 stk. Jon til min - absolut ikke uldforskrækkede - nevø. Og jeg glemte fuldstændig at tage billede af dem, men modtagerne var glade.

Igen i år var vi så heldige at være fuldtallige i julen. Ældste og svigerdatter ankom fra det store udland d. 18. december. Jeg fik bevilliget nogle fritimer, så de kunne afhentes i Aalborg lufthavn. Mere end en gang overvejede jeg at tage strikketøj med, men droppede det. Lige inden afgang ringede min KH for at minde mig om at få solbriller med. Det smukkeste vejr her med sol og blå himmel. 45 min. senere ankom jeg til lufthavnen i den tykkeste, tykkeste tåge.

For at gøre en lang historie kort, så skulle de være landet kl. 13.30, men endte med at returnere til København. Så stod mor i lufthavnen og overvejede: Køre hjem eller? Heldigvis bor yngste i Aalborg, så jeg kørte på besøg, mens vi ventede på nærmere besked. De lettede igen fra København kl. 18.30, så vi var hjemme kl. godt 20. HELE dagen uden strikketøj! Det sker aldrig igen. For fremtiden forlader jeg ikke hjemmet uden strikketøj i bilen!

Resten af julen blev der hygget og sidste gæst tog afsted i lørdags. Der bliver noget stille efter næsten fuldt hus i 14 dage.

Min svigerdatter er meget kreativ og havde brugt timer på at finde på og få lavet disse til os alle (skulle jo også have plads til dem i kufferten!)


Alt hvad der skal til for at lave en dejlig kop varm kakao med lidt ekstra hygge. Læg mærke til kortet. Alle fik deres helt eget unikke håndtegnede kort. Der er brugt lang tid på at få alle de prikker tegnet.

Jeg kan simpelthen ikke få mig til at tage hul på den. Den kan jo ikke holde sig til næste jul, så der er nok ingen vej udenom, men det kommer til at gøre ondt!