27 september 2016

Jeg fik en e-mail

REKLAME! Hvorfor starte med at skrive reklame? Jo, jeg har læst mig frem til, at får man noget med henblik på at skrive om det på en blog, skal det tydeligt markeres, at der er tale om netop dette - også selvom det fremgår af teksten. Så altså REKLAME.

Jeg fik en e-mail fra Frisenvang med en fin fortælling om alpaka avlere i Peru. De hårde betingelser de lever og arbejder under og de få muligheder der er for at forbedre leveforholdene. Er du bare den mindste smule interesseret i at vide mere, synes jeg, at du skal læse hele historien her.  Jeg kunne ikke stå for historien, så jeg sagde ja tak til at prøve garnet.
 
Og hvad skulle det så blive til? Det var faktisk ikke så svært. Om vinteren går jeg næsten altid med noget om halsen. Tørklæder inde dur ikke. Jeg kommer op at slås med dem, så i stedet blev det ene fed garn til:

 
Og ja, det er fruen selv, der er model. Mellemste var villig til at tage billede, men ikke til at være model, så jeg måtte selv!

Halsedissen er lækker og der blev da sendt en del tanker til kvinderne i Peru, mens jeg strikkede. Garnet er håndspundet men utroligt jævnt spundet. Selvfølgelig ikke som maskinspundet, men det er der nu også en vis charme ved - især med historien i baghovedet. Den er med vilje strikket en anelse vid. Som min hårfarve antyder, er der ind i mellem godt gang i den indre brændeovn og så skal uld kunne tages af i en fart :-)

Og så lige et billede af hulmønsteret - afprøver ny app og kan ikke lige finde ud af at vende billedet.
 
Jeg har brugt et enkelt fed af det tynde garn og har et fed mere liggende. Det bliver til et par pulsvarmere, når jeg lige har udtænkt, hvordan jeg helst vil have dem.

Nyd den sidste "sommerdag" i denne omgang.

13 september 2016

For nogle uger siden

havde jeg strikkeklub på besøg. Der er noget særligt over sådan en eftermiddag med strik, snak og hygge, som man kan nyde godt af længe. Og sikke en omgang inspiration man får hver gang! Listen med ønskestrik er lang i øjeblikket. Det er næsten stressende - næsten altså - for lysten til at starte det hele op på én gang er stor! Her i huset dur det bare ikke at have gang i for meget, så jeg forsøger at styre mig.

Ud over det gode selskab fik jeg også en gave:

 

De smukkeste knapper fra Birthe Sahl. Så nu skal jeg have fundet de helt perfekte trøjer til dem. Den omvendte verden men spændende for de skal jo ikke bare kastes i grams på hvad som helst!

Her siger termometret lige nu 28 grader! Vi er i september ikke?