31 oktober 2014

Skulle der nu sidde et enkelt medlem

af den nærmeste familie og være bekymret for, om julegavestrikning igen i år først går i gang d. 22.-23. december, så kan jeg berolige med, at der allerede er stor fremgang. Nu satser jeg så voldsomt på, at jeg ikke bliver ramt af Nemesis. Skulle det alligevel ske, har jeg en plan B – burde man ikke kunne nå at strikke en Høstjakke i str. M på et par dage?!?

Jeg mangler at tage stilling til en kontrastfarve:

IMG_0339

Og ja, det er den råhvide med den brune kontrast. Det kan enhver da se! Farverne er mere dæmpede i virkeligheden og da jeg stod og fotograferede, var jeg ret sikker på, at kontrasten bliver den orange. Ud fra billedet ville jeg vælge den turkise. Må vist have kigget på dem igen, men jeg er ret sikker på, at valget falder på den orange. Der skal jo være lidt “pang” over den.

Og så lige en lille historie fra det virkelige liv. I går var det tid til mammografi. Jeg har prøvet det før og ligger ikke vågen om natten pga. det (det skulle da lige være pga. frygten for ikke at kunne finde en parkeringsplads. Ikke nemt i Aalborg midtby).

Seancen går i gang. Først bliver brysterne mast totalt flade i vandret position – derefter i lodret. For at tage de lodrette billeder drejes maskineriet 90 gr., hvorved en anden del af maskineriet afsløres. Idet maskineriet blev drejet, kom jeg til at kigge lige frem og hvad blev afsløret? Et ca. 10 x 10 cm foto af George Clooney :-) Jeg bliver stadig i godt humør, når jeg ser det for mig (ikke så meget billedet af George Clooney som selve afsløringen).

Rigtig god weekend.

29 oktober 2014

I aftes

startede jeg bilen og drog mod strikkecafé i Aalborg. Det er noget helt specielt at være i lokale med en masse andre mennesker (nå ja, så kvinder da, for mænd tiltrækkes åbenbart ikke af garn og strik!), som ikke synes, at det er underligt, at det er nødvendigt med et vist garnlager derhjemme.

På tværs af alder, uddannelse, livserfaring (og nej, ikke køn) går snakken øjeblikkeligt. Fremmede mødes over garncones og snakken er straks i gang. Det er simpelthen så berigende og kan kun anbefales.

Når det så samtidig giver mulighed for at mødes med Yngste over et måltid mad, så er der da slet ikke noget at betænke sig på.

Af vores 3 børn er Yngste den, der nemt glemmer at ringe hjem og skal man have fat i ham, skal man som regel prøve via både telefon og Facebook, før der sker noget.

For et par dage siden aftalte vi at mødes inde i byen i går kl. 17.00. Kl. 16.45 ringede min telefon:

Yngste: “Hej Mor – skulle vi spise sammen i dag?”

Mig: “Ja, jeg står allerede og venter.”

Yngste (en anelse befippet): “Jamen, jeg troede, at du skrev, inden du kørte hjemmefra?”

Dernæst en anelse mere befippet og en lille smule panisk: “Jeg kommer nu – er der om et øjeblik.”

Gnæk, gnæk tænkte jeg, for han er et af de roligste og mest uforstyrrelige mennesker, jeg kender. Nærmest umulig at slå ud af kurs, men her fik jeg da hans båd til at gynge en anelse.

Vi spiste, snakkede, hyggede, drak kaffe og sluttede af med følgende:

Mig: “Og husk så, at det er ok at ringe hjem bare engang i mellem.”

Yngste: “Jamen Mor, jeg har jo ringet i dag.” !?!?!

27 oktober 2014

Helt tilbage

i maj, var det meningen, at denne skulle have været færdig. Tiden gik, det blev sommer og jeg fik ikke taget mig sammen til at få syet knapper i.

Et par gange i de følgende måneder gjorde jeg klar til at få dem syet i, men så var knapperne væk! Ok, jeg vendte ikke huset på den anden ende for at finde dem, men lidt ledte jeg da.

Nu bliver det koldere igen, så inden turen til sommerhuset sidste weekend gjorde jeg en indsats og fik fundet knapperne.

13 knapper skulle der i. Ved ikke lige, hvad jeg tænkte på, mens jeg strikkede knaphuller. Det halve havde været nok, men nu er knaphullerne der jo.

Med et fast greb i nakken på mig selv lykkedes det:

IMG_0308

Fakta:

  • Mønster: Amaya fra Rasmilla
  • Garn: Godt 300 gr. garn. Strikket med en tråd Højlandsuld og en tråd Tweed Me Please. Begge fra Garnudsalg.dk.
  • Pind: 4 og 4½ mm.
  • Ændringer: Da jeg nåede til ærmerne, havde jeg fået andre interesser, så de blev strikket i glat i stedet for i hulmønster.
  • Hit or sh*t: Er allerede i brug, så det må være et hit.

23 oktober 2014

Det går simpelthen ikke

at tage i det lokale supermarked, når der er tilbud på strømpegarn:

IMG_0314

Jamen, hun gider jo ikke at strikke strømper, sidder der måske én og tænker? Og det er jo rigtigt, men i sommerhuset kom ånden pludseligt over mig og disse blev færdige:

IMG_0313

Til min egen store overraskelse blev næste nøgle garn hevet op af kurven og:

IMG_0315

Faktisk nyder jeg det?!? Om det er fordi, at skuffen med de hjemmestrikkede er ved at se lidt trist ud eller om det er fordi, at disse “bare” strikkes efter den gode gamle opskrift i glat, det ved jeg ikke, men jeg hygger mig faktisk med dem – ind i mellem altså!

17 oktober 2014

Glorien pudses

for alvor lige nu. Endnu et stykke strik er helt færdigt:

IMG_0305

Et stk. svøb spændt ud med hjælp fra Mellemste (så  har hun også lært det). Som sædvanligt blev jeg ret imponeret over, hvor flot hulmønstre kan blive, når de bliver spændt ud.

Nu ligger det og tørrer. Det får lov at ligge til søndag, for om lidt drager jeg i sommerhus med en strikkekurv, der er pakket til randen!

God weekend.

14 oktober 2014

Mor er SÅ stolt

For 3 år siden investerede Mellemste i garn til et sjal. Jeg havde sendt hende i garnbutik med besked om at købe noget, der ville være rimeligt nemt at strikke. Hjem kom hun med mønster til dominostrikket sjal med huller:

IMG_0295

Det er stort og lækkert. Alle ender er hæftet, for hun vil se færdigt resultat.

Da vi torsdag kunne se, at hun var så godt som færdig, gik moderen lidt i panik. Da man jo skal smede, mens jernet er varmt lunkent, hev jeg strikkebøger frem. Jeg havde egentligt tænkt mig, at en Høstjakke ville være en god ide, men Mellemste gider ikke strik uden udfordringer, så vi startede med “Grønland” og nåede ikke flere bøger, for vi stoppede, da vi nåede til Pels.

Fredag drog vi til Garnudsalg og det var da lige ved at tage pippet fra Mellemste. Alle de farver! Når man er vant til at købe tøj i butikker, hvor farvevalget jo egentligt er ret begrænset, så var udvalget her overvældende. Jeg fik desværre ikke taget billede, men det var lige før, at Lisette og jeg måtte yde førstehjælp.

Efter nogen gåen frem og tilbage faldt valget på:

IMG_0298

Og hun er godt igang. Jeg er så lidt i tvivl om, om det var en god ide, for nu lyder det konstant fra hende: “Jeg skal lige have strikket pinden hen!”. Jeg tror så, at hun virkelig nyder at sige det, for det har hun hørt rigtigt mange gange i sin barndom ;-)

10 oktober 2014

Endelig, endelig

fik jeg mig en trøje med Alvi/Sirri mønster. Jeg er startet op på den flere gange uden held, men nu lykkedes det.

IMG_0282

Fakta:

  • Mønster: Selve opskriften har jeg regnet ud med hjælp fra Ann Budds bog. Der måtte fifles lidt, men bogen gør da, at man slipper for en masse udregninger
  • Garn: 642 gr. Mor Aase garn. Frygteligt garn at strikke med. Det er ret stift, men efter vask bliver det meget blødere
  • Pind: 5 mm
  • Hit or sh*t: Absolut et hit selvom jeg faktisk så godt som aldrig går i sort tøj ;-)

Det var ret svært at få garnet til at løbe, så det endte med, at jeg måtte finde garnvinden frem og vinde garnet om. Det hjalp!

Lige et billede mere:

IMG_0283

Jamen altså!

God weekend.

06 oktober 2014

Lørdag

havde Mona arrangeret tur til Fru Jensens Unikum i Videbæk.

Jeg havde allieret mig med Laila, som også lagde bil til. Det får hun bestemt lov til en anden gang, for det viste sig, at bilen var lastet med kaffe, vand og madpakke! Så da vi var kommet et godt stykke ned i landet holdt vi ind og nød madpakken med udsigt til græssende får – meget passende.

Vel fremme ved Fru Jensens Unikum blev vi mødt af et hyggeligt kaffebord og flere strikkere. Sjovt, som en fælles lidenskab bare skaber forbindelse mellem mennesker med det samme. Jane viste sit lækre, lækre garn frem og vi fik også historien bag det.

Så blev der ellers kigget garn – både med øjnene men nok især med hænderne, for nøj hvor var der bare lækkert, blødt, blødt garn!

Lidt måtte der naturligvis med hjem:

IMG_0280

Ærgerligt at man ikke kan se, hvor blødt det er. Det har ligget fremme siden lørdag og bliver lige nusset, når jeg kommer forbi.

Garnet skal ende i et Color Affection. Mønsteret købte jeg allerede lørdag aften og jeg var da også tæt på lige at få garnet vundet op, men jeg holdt mig i skindet. Andet skal være færdigt først!

Tak for en rigtig hyggelig lørdag.

03 oktober 2014

I meget lang tid

har det været planen, at jeg skulle have bare en smule styr på mit garn. Jeg har tidligere lavet den flotteste oversigt i Excel, men når man ikke får skrevet ind, når noget bliver brugt og en lille smule måske kommer til, så er det jo ikke meget værd.

Mellemste har flere gange – med himmelvendte øjne og et bredt grin - højtideligt lovet, at hun nok skulle sidde med sin bærbare og taste ind, mens mor her dikterede, men tiden går og der sker ikke noget.

Altså hev jeg i søndags en kvadreret blok og en kuglepen frem og brugte et par timer minutter på at skrive ned. Jeg valgte “kun” at få styr på det garn, som jeg har på cones. Resten kan sagtens vente.

Det viste sig, at jeg faktisk ikke havde noget blåt højlandsuld. En stor fejl så det var da heldigt, at jeg tirsdag skulle til strikkecafe hos Garnudsalg. Der blev rettet op på fejlen og lageret ER opdateret:

IMG_0276

Det var en virkelig hyggelig omgang strikkecafe. Så sjovt at være en stor flok samlet med samme glæde ved garn. Ingen måben over store garnlagre, masser af inspiration og snak!

God weekend.