21 februar 2017

Hm, sidste uges bog og strik

kommer da bare - lettere forsinket - her:


Bog:
Sleeper's Castle er færdiglæst og så gik jeg direkte over i lidt mere let læsning nemlig Jill Mansells Fast Friends. Her er begejstringen til at overse, men jeg får den læst færdig! Og så kom en ven af en ven pludselig med The Year of Living Danishly. Den lover så til gengæld godt.

Strik:
De grå vendestrikbukser ligger i kurven, for jeg fandt lige et mønster til p 5 og faldt for muligheden for at blive hurtigt færdig :-) Bukserne er afleveret og passer perfekt, så jeg overvejer lige, om jeg ikke skulle strikke et par mere til den lille prinsesse.

Fakta:

Mønster: Blebukser fra bogen Blød begyndelse
Garn: Mor Aase
Pind: Nr. 5
Ændringer: Jeg har lavet ind- og udtagninger bagpå, så der bliver bedre plads til bleen. Den ide fik jeg fra Vendestrik bogen. Det fungerer fint.
Hit eller sh*t: Ifølge farmoderen et klart hit.

09 februar 2017

Der bliver en lille pause

i strikningen af Rummelig. Jeg har fået en forsigtig forespørgsel på blebukser. Jeg strikkede to par til en lille ny verdensborger (pige) i august. De har været brugt flittigt, da det åbenbart er et hit med blebukser udenpå strømpebukser. Når nu jeg ved, hvor meget de første par er blevet brugt, så strikker jeg gerne lidt flere. Jeg gider bare ikke strikke de samme igen, så jeg måtte kigge mig lidt omkring. Valget faldt på vendestrik.


Bog:
Jeg er færdig med Death by Cashmere. Den ryger i kategorien "Hyggelæsning". Den er første bind i en serie og jeg får nu nok læst flere af dem, bare ikke lige nu. I stedet er jeg nu i gang med Sleeper´s Castle af Barbara Erskine. Hendes første bøger slugte jeg, så kom der en periode, hvor jeg ikke var videre imponeret. Denne nærmer sig stilen fra de første bøger og det er bestemt et plus.



Strik:
Rummelig er godt på vej. Første ærme er færdigt og andet startet op. Nu kommer jeg så til at veksle lidt med vendebukserne fra Vendestrik bukser.

Jeg er langt, langt bagud med at få læst blogs. Det skal der gøres noget ved, for jeg hygger mig med de blogs. Det bliver ikke denne weekend, for jeg pakker nogle ekstra uldtrøjer og drager i sommerhus med en veninde. Det betyder: hygge, god mad, lidt rødvin, bukser med elastik i taljen, morgenhår hele dagen, masser af strik, gåture og ingen internet.

God weekend.

03 februar 2017

Hov for den

jeg tog pænt billede til bog/strik onsdag morgen og så glemte jeg lykkeligt alt om, at det jo ikke kommer på bloggen af sig selv!


Ikke nemt at se bogen, så jeg prøvede lige igen. Lidt bedre, men det er åbenbart ikke så nemt at tage billede af en skærm.


Bog:
Jeg er færdig med Sandheden om Harry Quebert sagen. Ret god bog, men lidt for langtrukken. Nu er jeg så i gang med en strikkekrimi. Jeg får af og til e-mails om strikkekrimierne, men har indtil nu ikke set dem som lydbøger. Ved et tilfælde faldt jeg over Death by Cashmere. Det er ikke Agatha Christie, men ganske hyggelig.

Strik:
Jeg strikker stadig på de 40 cm glat. Det føles lidt som om, at jeg har siddet fast i det der sorte hul, hvor man strikker og strikker og strikker og strikketøjet vokser bare ikke synderligt. Men, men, men jeg er nu på 38 cm, så med lidt held kommer der ærmer på pindene i løbet af weekenden. Faktisk hører jeg i øjeblikket mest lydbog, når jeg laver mad og så har jeg en karklud på pindene, som ligger i køkkenet. Mens ting kommer i kog eller bliver stegt, kan man godt lige nå et par pinde. Det er ikke helt så nemt, når salaten skal snittes!

God weekend.

- Posted using BlogPress from my iPad