25 marts 2010

Og så har jeg da helt glemt

at Ballonkjolen version X er færdig og den er noget nær perfekt:

IMG_0288Strikket næsten helt efter opskriften. Her vælger jeg så at glemme, at jeg med originalen faktisk var i gang med samme maskeantal osv. Dvs. at originalen kunne have været færdig for meget længe siden! Nå, nå, nå, man skal jo ikke græde over spildt mælk vel? (Men måske bare en anelse over spildt strikketid?) Og faktisk overvejer jeg, om der ikke skal endnu en ballonkjole på pindene, så helt skræmt må jeg da ikke være!

Kjolen er meget lysere blå end på billedet, så nu skal jeg lige have fundet noget passende tilbehør!

Fakta:
Mønster: Ballonkjole – Karen Noe
Garn: 275 gr. BC Shetlandsuld – originalgarnet er på vej til min mor. Optrævling står min far for!
Pind:
Ændringer: Ærmegabet er en anelse snævert, så hvis jeg strikker den igen, skal der nogle ganske få flere masker i stropperne.
Hit or sh*t?: Bestemt et hit

23 marts 2010

Der strikkes

men indtil videre har det ikke kunnet munde ud i vildt spændende billeder, MEN nu er denne næsten færdig (før tur i vaskemaskine):

IMG_0278Efter at den var færdigstrikket smed jeg den med bævende hjerte i vaskemaskinen sammen med nogle håndklæder og gav den en tur på 30 gr. syntetisk. Den filtede en smule, men var stadig for slasket. Den røg i vaskemaskinen igen, mens jeg stod og frygtede, at f….. skulle tage ved den, så den ville komme ud i ministørrelse, men det gik fint.

Så skulle der findes en passende spand. Jeg måtte låne af en veninde og tasken blev trukket på:

IMG_0287

Efter 2 døgn var den helt tør, men så fik jeg også et problem. Hvad med stropper? I opskriften er der brugt læderbælter, men det synes jeg, er lige vildt nok, så jeg havde strikket hestetømmer på en strikkemølle. MEN for det første er de for tynde og for det andet giver de sig, når der kommer vægt i tasken.

IMG_0279En aften slog det mig så, at man måske kunne finde møbel-gjord. Internettet er jo en herlig ting, så efter få minutter var jeg på Stof og Stils hjemmeside. Nu er der bestilt og jeg venter spændt på at se, om gjord kan bruges!

11 marts 2010

Der sker

stadig ikke meget her. Jeg gav mig i kast med en Windmill Bag i merciseret bomuld fra Aldi. Det eneste (næsten), der stod i hovedet på mig, var: “Ingen montering, ingen montering, ingen m…..” med det resultat, at jeg brugte rigtigt lang tid på at finde en nogenlunde pæn måde at strikke den sammen på undervejs.

IMG_0273Og det er simpelthen bare så grimt, at den nu er smidt i skammekrogen. Det allermest latterlige er, at det kun ville have taget få minutter at hækle den sammen, når den var færdig-strikket. Så kan hun lære det, kan hun!

Nå, men nu var jeg jo tændt på en strikket taske og jeg kom i tanke om Vivian Høxbros dominotasker. Faktisk har jeg flere opskrifter på dominotasker af Vivian Høxbro. Jeg startede med at lede efter Interweave Knits blade, for jeg kunne huske, at der var opskrift(er) i dem. Ingen held. Så slog det mig, at jeg da vist havde købt hendes seneste bog og der da vist var en opskrift deri.

Starten gik igen og jeg for rundt og ledte på alle mulige og umulige steder. Her ville det have været rigtigt godt at have taget Ajax med, for der ville da være blevet gjort rent “som en hvid tornado” på de mærkeligste steder, hvis jeg havde husket Ajax’en. Efter megen søgen fandt jeg endelig bogen. Til gengæld var det – efter sidste lageroptælling – ingen sag at finde garnet!

IMG_0276Nu strikkes der så dominofirkanter til den store guldmedalje og jeg HAR husket at strikkehæfte enderne!

04 marts 2010

Det er de små ting, der tæller

i hvert fald her hos mig i øjeblikket. Der er overhovedet ingen lyst til at strikke på ting, der er ret meget større end tørklæder, så der måtte lige endnu et på pindene.

I betragtning af at jeg faktisk meget sjældent har brugt tørklæder eller sjaler, så har jeg strikket rigtigt mange. De ligger og pynter i skabet :-) Men denne afsindigt lange og kolde vinter har alligevel fået mig i gang, så Heart to Heart tørklædet er blevet brugt flittigt.

Først overvejede jeg at strikke et Baktus eller endnu et Evelyn Clark tørklæde, men så så jeg, at der på Garnstudio ligger en opskrift af samme type og formen er jo lidt anderledes.

Det er ren automatstrik, men resultatet er rigtigt fint:

IMG_0269

Formen er jeg altså lidt vild med. Tørklædet sidder rigtigt godt og snipperne er så tilpas lange, at de ikke pludseligt smutter om på ryggen og dermed tørklædet på gulvet/fortovet/vejen etc.

Fakta:
Mønster: Drops FA-116
Garn: Opal – tror jeg
Pind: 3½ – opskriften siger p 3, men det syntes jeg, blev for fast. Jeg strikkede 80 p (40 riller), inden jeg lukkede af
Hit or sh*t?: Helt bestemt hit