28 december 2008

Glædelig "Bagjul"

skal der lyde herfra.

December er den måned på året, hvor vi er aller mest arbejdsramte her i huset. Det er mest min KH, det går ud over med en 7 dages arbejdsuge siden sidst i november, men når det regner på præsten, drypper det jo på degnen ;-)

Julen blev så desto mere fredfyldt i dejligt selskab - selvom de to ældste børn jo altså befandt sig ude i Europa. Ældste kom heldigvis hjem på juleferie d. 26., så lidt jul får han da med.

Julegavestrik måtte droppes. Der blev ikke strikket videre meget i december. Til gengæld blev jeg simpelthen nødt til at investere i denne:

Billede lånt fra Gårdbutikken Katrinelund

Fin, fin service derfra.

Super Karla er desværre trævlet op. Min far stod for den side af sagen. Jeg vil meget gerne have en Super Karla poncho, men vidste nok godt aller inderst inde, at jeg ikke kunne forlige mig i farvefordelingen. Den var sjov at strikke, så jeg fortsatte frejdigt uden at kigge alt for meget på farven, indtil jeg kun manglede 2. forstykke, så indså jeg det!!! Garnet er allerede vasket og klar til noget andet. Super Karla? Det bliver måske en ensfarvet udgave en dag.

Både min søster og jeg har fødselsdag i januar og det kan være lidt svært at komme op med ønsker så hurtigt efter jul. Heldigvis er min søster også strikker og hun faldt over dette sjal:

Billede lånt fra Strik.dk

Det er ikke fordi, at jeg mangler sjaler, men jeg har gevaldigt stor lyst til at strikke et kæmpesjal på tykke pinde - lige til at putte sig i, så dette var lige i øjet. Garnet er bestilt til os begge, så nu venter vi bare.

Og så vil jeg da være lidt på forkant med nytåret og ønske alle ET RIGTIGT GODT NYTÅR!

07 december 2008

Jeg har en plan

Jeg er rigtig god til at lægge planer/lave skemaer og lister. Det halter bare lidt med at følge/følge op på planerne!

Da mellembarnet drog til Schweiz, blev der plads til garn i skabet. Jeg startede med de bedste intentioner om, at nu skulle der være styr på hylderne. Men garn i plastikposer er ikke nemt at styre og det endte til sidst med at se sådan ud (der er kun en del af lageret med på billedet):

Det kan jeg ikke holde ud at se på (hvilket min mor vil blive overrasket over at læse!), så jeg har allieret mig med en veninde, der arbejder i et køkken, der hver uge modtager masser af madvarer i kasser:

Nu er planen så at få garnet sorteret (endnu engang) og pakket i kasserne. Udenpå kasser skal der så sættes en A5-plastiklomme og skemaet, der skal i plastiklommen, er skam allerede lavet ;-)

Æh - nu mangler jeg så bare at føre planen ud i livet og at vedligeholde listerne!

30 november 2008

Det er IKKE min skyld

Jeg er tilmeldt Brug-af-dit-garnlager for andet år i træk. Og det første halve år gik det også vældigt fint. Jeg overholdt mine egne regler. Så kom august og det begyndte så småt at gå galt og så er det gået jævnt ned ad bakke siden. Jeg har vist mistet overblikket, men som sagt så er det ikke min skyld, men

  1. finanskrisen - det er med at kradse garn til lageret, mens man kan/har råd
  2. hvad bliver det næste? Fåresyge for får? - få noget uld på lager i en farlig fart
  3. og sidst, men bestemt ikke mindst - det er mine ældste børns skyld. Hvad ligner det at lade mor (og far) bag sig og drage ud i verden? Det åbner da op for trøsteindkøb med god samvittighed. Så unger - DET ER JERES SKYLD!

Min samvittighed er i hvert fald ren som nyfalden sne!

25 november 2008

Moderhjertet

har været på overarbejde i sidste uge:

Tirsdag: Yngste blev 18 år. 18 - hvordan gik det lige til?

Onsdag: Yngste fik kørekort (SÅ er der plads til bekymringer hos forældrene). Han kører pænt og velovervejet - men hvad med alle de andre på vejene?

Onsdag: Mellemste blev kørt til toget og sendt retur til Schweiz. Hun kommer formodentligt hjem på ferie engang til foråret!

Fredag: Ældste blev sendt med et fly til Irland, hvor han - hvis han falder til og synes om det - skal arbejde i 11 måneder!

Det bliver en underlig jul.

Der må tænkes på noget andet, så her kommer et par billeder af Heartland:

Før opspænding:


Og efter:

17 november 2008

Så skulle da også

en vis mand stå i det! Da jeg skulle strikke sjal til mellembarnets "madmor", måtte jeg lige omkring en af de lokale gårdbutikker efter et bundt garn. Da jeg nu var der, kunne jeg jo lige købe garn til en julegave samtidig. De har et pænt stort udvalg af Istex garn og opskrifter og jeg har i et stykke tid været på udkig efter en vest med rundt bærestykke med stjernebort.

De havde en opskrift på vest. Dog ikke med stjernebort, men jeg satte mig med papir og blyant og fik kreeret den bort, jeg ville have. Så vidt så godt. Nu har jeg strikket som en gal (ok så er det heller ikke værre - der strikkes på p 6, så det går hurtigt), for vesten skal prøves på mellembarnet, inden hun rejser på onsdag. Vesten er ikke til hende, men hun har den rette størrelse. Jeg er nu i gang med mønsterborten og kan konstatere, at jeg virkelig HADER at strikke med to farver. Jeg fandt ellers en rigtig god amerikanske side, der viste, hvordan man strikker med en farve på hver hånd.

Dét er faktisk rigtigt sjovt, men, men, men ingen træer vokser åbenbart ind i himlen, for kontrastfarven kan ses igennem, når jeg strikker på den måde. Nu står den på optrævling, mens jeg overvejer, om jeg skal gå tilbage til den forhadte ("normale") metode eller om jeg skal brodere borten på bagefter.

Det undrer mig, at jeg synes, at det er så forfærdeligt at strikke med to farver, for jeg har strikket meget, rigtigt meget hønsestrik i min gymnasietid og det syntes jeg da, var vældigt sjovt.

Forøvrigt er sjalet færdigt, enderne er hæftet, sjalet er vasket , spændt ud og nu også tørt. Billede følger.

10 november 2008

Jeg er SÅ nem

at lokke på afveje. Da både min mor og min søster også strikker, blev der strikket en del i Schweiz og Mellembarnets "madmor" var vældig imponeret. Da hun har fødselsdag snart, synes Mellembarnet (som er hjemme på ferie), at det ville være en rigtig god ide, at hendes mor liiige strikkede et sjal som gave.

Så efter en hurtig gennemgang af sjalsmønstrene på lager, faldt valget på Heartland Lace Shawl:


Billede er lånt herfra, hvor opskriften også findes.

Jeg er allerede i gang med kanten. Der arbejdes jo lidt under pres, når barnet rejser tilbage til Schweiz i næste uge.

04 november 2008

J...gave strikkeriet

er i gang. Og det blev en ommer. Hvordan i alverden kan man finde på at strikke og strikke, mens man samtidig er helt klar over, at det bliver alt for stort???? Efter mange rigtigt lange pinde så jeg endelig lyset og stoppede. Strikkede et hav af prøver og fandt endelig garn, der liiige kunne gå an, men jeg strikker på p 2½ og DET kan mine hænder slet ikke li'! Normalt strikker jeg helst på p 3 og 3½, så det undrer mig lidt, at jeg får ondt i fingrene af p 2½. Jeg er nu alligevel kommet et godt stykke, men der bliver ingen billeder. Jeg er ikke helt sikker på, at modtagere ikke smugkigger ind i mellem.

Så faldt jeg lige over denne Moebius sag i dag og det kunne da være, at man lige skulle gå i strømpegarnslageret og se, om man da ikke kunne finde et passende nøgle?

26 oktober 2008

Færdig

Det hæklede tørklæde er færdigt. Enderne hæftet og det er endda vasket. Havde jeg kunnet vælge fra alle hylder, var det ikke alle disse farver, der skulle have været med, men det er faktisk blevet ok - helt ok. Jo mere jeg kigger på det, jo gladere bliver jeg for det.



Farverne er slet ikke så klare i virkeligheden, men langt mere afdæmpede.

23 oktober 2008

Der hækles

Ind i mellem får jeg hækleflip, men det går som regel over, så det er da med at slå til så længe det varer. Jeg er noget spændt på farverne, for tørklædet må jo hækles af de farver, jeg har. En kort overgang var jeg tæt på at vælge den "konservative" løsning og genbruge nogle af farverne, men lidt sjov skal der da være, så jeg klør på med 5 forskellige farver.


MS4 er færdigstrikket. Nu mangler jeg "kun" at få det syet sammen med maskesting på midten. Jeg satser på at få lidt alenetid i weekend'en - alenetidene er nødvendig, for der vil højst sandsynligt blive bandet en hel del under seancen. OG jeg skal jo nok også sparke gevaldigt til mig selv for at få fundet en nål frem!

Yngstemanden har bestået teoriprøven i dag. Hvor hulen blev de godt 17 år lige af? Jeg har haft dåbsattesten fremme for at checke, at han virkelig er gammel nok til at køre bil om mindre end en måned og det er rigtigt nok!

22 oktober 2008

Hækleprøve

Hjemmekommet fra utroligt smukke Schweiz (og her taler vi virkelig om Heidi-land) så jeg på min vej rundt i blog land det smukkeste tørklæde hos Hanne og en klokke ringede ganske svagt. Da jeg så læste mere om tørklædet hos Tina, ringede klokken lidt højere og jeg endte med at finde garn og hæklenål frem. Mønsteret har jeg hæklet før (tror jeg) for rigtigt mange år siden og jeg tror, at det hed et eller andet med edderkop, men jeg er ikke sikker og kan forøvrigt heller ikke huske, hvad det var jeg hæklede.


Maskeantallet skal være deleligt med 12 + 4. Jeg lavede en prøve med 28 m.

1. rk: Hækl stangmasker startende i 3. luftmaske fra nålen.
2. rk: 2 lm (erstatter 1. stangmaske), 2 stangm, **3 lm, *spring 1 m over og hækl en dobbelt stangmaske i næste maske, gentag fra * endnu 3 gange (= 4 dobbelte stangmasker), 3 lm, spring en m over, 1 stangmaske i hver af de næste 3 masker, gentag fra ** Sidste stangm hækles i den 2. luftmaske.
3. rk: 2 lm, 2 stangm, *3 lm, 1 fastm i hver af de dobbelte stangmasker, 3 lm, 1 stangm i hver af de næste 3 masker, gentag fra *
4. rk: som 3. rk
5. rk: som 3. rk
6. rk: 2 lm, 2 stangm, ** * 1 lm, 1 dobbelt stangmaske i fastm, gentag fra * endnu 3 gange (= 4 dobbelte stangmasker) 1 lm, 1 stangm i hver af de næste 3 m, gentag fra **
7. rk: 2 lm, 2 stangm, 1 stangm i hver luftmaskebue, hver dobbelt stangmaske og hver stangmaske rækken ud.

Håber, at det er til at forstå. Hækleopskrifter er bestemt ikke min stærke side og fotoet (beklager den lidt ringe kvalitet, men det gik stærkt) skulle gerne hjælpe, men hyl hvis der er problemer :-)

Ellers blev der skam også strikket i Schweiz men mere derom senere.

06 oktober 2008

Der er ankommet

lidt af hvert her. Først og fremmest har jeg endelig fået et nyt kamera, så nu er jeg klar til at tage billeder igen!

Og så har posten været her med disse:


Jeg har ikke nået at få kigget ret meget i dem, men umiddelbart ser de alle spændende ud.

Den her kunne jeg simpelthen ikke stå for. Ind i mellem får jeg hækletrang og så er Klokkeblomst da lige i øjet. Garnet er på lager og lysten er stor, men jeg MÅ altså have noget andet gjort færdigt først!


Sidst men absolut ikke mindst kom denne fra Grønland - bare fordi. Tusind tak Dorthe. Jeg har garn og jeg har perler og lysten mangler ikke, men igen - jeg må have noget andet færdigt først. Da Dorthe var på besøg i juli, fortalte hun om Grønlandsdragten og jeg kunne have lyttet i timevis. Jeg vidste f.eks. ikke, at strikkede muffedisser/pulsvarmere var en del af dragten. Det er et kæmpe arbejde at lave en Grønlandsdragt og det ville være så trist, hvis det kunsthåndværk forsvinder.


Hm - jeg må vist have øvet mig lidt med det nye kamera. Kunne ikke lige finde ud af at undgå, at blitzen gjorde billedet uskarpt.

30 september 2008

Jeg overgiver mig

Der er nu fundet strømper frem, tændt for varmen på badeværelset og diverse strikketrøjer er hevet ud af skabet og taget i brug!

Hemmeligt julegavestrik er startet op. MS4 strikkes der fortsat på. Der skal strikkes to ens stykker, som til sidst samles på midten. Jeg har liiidt svært ved at få strikket stykke 2.

Og så det lovede billede af Juno Regina.

26 september 2008

Rastløs

Jeg har ikke overblik over, hvor mange igangværende strikketøj jeg har og jeg har heller ikke lyst til at kigge efter! Jeg har bare sådan en lyst til at gå i gang med noget nyt. Er faktisk startet op på en sag på p 5, men de tykke pinde gider jeg simpelthen ikke, så det bliver trævlet op.

Ha! Julen nærmer sig med alt for hurtige skridt, så er det vel ok at gå i gang med gaver, ikke? Jo da!

24 september 2008

Uenighed

Juno Regina ligger stadig spændt ud, da ham her:



ikke er helt enig med mig i, at tørklædet er mit og skal tages i brug. Hans mening er vist, at det tørklæde allerede ER taget i brug. Han bliver klogere, gør han.

22 september 2008

Og der blev vasket

Hold da op, hvor var jeg flittig i går. Serafia blev vasket og klappet i facon. Da jeg nu var i gang, blev Juno Regina også lige vasket og spændt ud. Billeder følger, når det er helt tørt.

Og så har jeg da helt glemt at fortælle, at jeg har været til et fint lille foredrag med Marianne Isager. Hun må have hørt noget brok om mangelfulde opskrifter, for hun fortalte (med et glimt i øjet), at hun tidligere altid har sendt sine opskrifter til gennemstrikning hos dygtige strikkere, men at hun nu sender dem til "strikkenovicer", for her er hun sikker på at få en opringning, når opskriften er uforståelig. De dygtige strikkere gætter sig til, hvad hun mener. Så der er håb forude :-)

21 september 2008

Serafia !!

Serafia II er færdig. Enderne er endda hæftet. Der mangler lige en vask, men eftersom jeg altid vasker i maskine på uldprogram, så er det jo ikke noget at snakke om. Køn er den ikke, som den hænger der, men når først den kommer på en krop, er den alletiders. Farven er også langtfra rigtig. Her ser den blå ud, men den er faktisk grøn/turkis. Én er vældig tilfreds med sig selv!

Og så kom der lige en MMS fra mellembarnet. Omgivelserne er noget anderledes, end hun er vant til her i Himmerland, men hold da op hvor er der smukt.



18 september 2008

Kamera

Efter lokken, trusler og til sidst bestikkelse lykkedes det mig at låne ældstebarnets GAMLE kamera. Det er faktisk også ham, der er ansvarlig for indkøb af et nyt kamera, men hurtig har han da vist kun været en eneste gang i sit liv - nemlig da han blev født knap 3 uger for tidligt! Nu mangler jeg så bare et godt lyst sted at tage billeder. Ville det være for meget at forlange af KH, at vi sælger huset og bygger et 8-kantet med lysindfald hele vejen rundt og fra taget også????

Serafia er næsten færdig. Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg denne gang ville strikke lige efter opskriften, men efter at have tænkt lidt over det har jeg alligevel besluttet mig for, at min nakke gerne vil være dækket af uld på en kold dag. Af en eller anden grund kan jeg ikke få mønsteret til at passe helt denne gang, men..... færdig(strikket) bliver den i aften.

Ellers strikkes der (bl.a.) Mystery Stole IIII og her skal der altså perler på. Seriøst mange perler! Sådan ca. 1000 stk. Perlerne sættes på med en hæklenål så tynd, at jeg - selv med briller på - ikke kan se spidsen, men er nødt til forsigtigt at føle mig frem. Og forsigtigt skal det foregå, for hæklenålen er sylespids. Nå, men efter de første 300 perler er teknikken ved at være på plads og clue 2 er færdigstrikket første gang.


Og så lige et forsøg på et nærbillede af den ene side:

04 september 2008

Nu med billeder - sådan da

Tjah - nu er det med hiv og sving lykkedes at få fabrikeret lidt billeder. Kvaliteten er ikke SÅ god, men da de er taget med en mobiltelefon, så kan man vel ikke forlange mere :-)

Sidste weekend sad jeg og kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle strikke. Der var ikke noget af det igangværende, jeg gad og så kom jeg pludselig i tanke om mine gæster i juli. Det lille strikkekit blev fundet frem og disse strikket. De var sjove og hurtige at strikke og montere:


Da de var færdige, manglede jeg så stadig noget at gå i gang med, så jeg fandt opskriften på Serafia frem. Gravede mig ned til noget Duo, som oprindeligt var indkøbt til "Slå om" og slog op. Det er altså en herlig lille sag at strikke og det går hurtigt:


Og efter Serafia - se det ved jeg skam godt, men derom senere.

29 august 2008

Stadig ingen kamera

så hvad finder man så på?

Faktisk har jeg fået strikket FLS færdig og jeg tror, at den er blevet helt fin. Mine fingre sidder fuldstændig krummet sammen som fødderne på en krage, der hager sig fast til en gren. Føj da - 40 cm rundpind er ikke sagen!

Jeg er tilmeldt MS4 og garnet er nu indkøbt - perlerne også. Jeg har perler i to farver og skal bruge den næste uges tid til at finde ud af, hvilke jeg vil bruge. I forbindelse med garnjagt til MS4 fik jeg et godt tilbud på Merino Silk og kom til at bestille af det også. Lækkert, lækkert at røre ved.

Jeg er tilmeldt Brug dit garnlager 2008, men har vist mistet det store forkromede overblik. Jeg har dog ikke købt ret meget garn i år, men strikket en hel del fra lager, så jeg tror faktisk, at jeg overholder mine egne regler.

Trist med sådan et indlæg uden billeder så for at højne underholdningsværdien kommer her lige en samtale, som jeg havde med yngstebarnet på 17 for et stykke tid siden. Af en eller anden grund var vi kommet i gang med en "min far er bare stærkere end din far"-agtig samtale (for sjov). Til sidst forsøgte jeg at sætte trumf på:

Mor (i Maude-agtigt tonefald): "Jamen, tænk så lige på, at jeg bar dig i 9 måneder!!!"

Søn (med et lidt træt blik): "Og hvem af os to er så dummest?"

Det afsluttede ligesom den samtale. God weekend.

20 august 2008

Tørklæder igen, igen

Jeg har nu strikket i alt 4 stk. tørklæder på p 7 og så er den ged vist også ved at være barberet. Det kommer i hvert fald til at tage lidt tid, inden jeg evt. strikker flere. De to sidste er strikket i noget sjovt 100% akrylgarn. Tørklæderne er bløde og lækre, men jeg kunne simpelthen ikke strikke akrylgarnet på mine Knit Picks strikkepinde. Mine hænder blev helt klamme, hvilket ellers aldrig sker. På sådan et tidspunkt er det godt nok vigtigt at have mange forskellige typer strikkepinde at vælge imellem!!! Til sidst faldt valget på Denise strikkepindene i plastik. Plastikpinde til plastikgarn og så gik det "derudaf".

Der bliver kun strikket tørklæder i øjeblikket. Tørklædet af moskusgarn er trævlet op 3 gange. Det garn er så lækkert, at det skal være det helt rigtige mønster, men hvis jeg ikke holder fast ved det mønster, jeg nu er gået i gang med, er jeg bange for, at jeg får slidt garnet op ved alle de forsøg. Altså holder jeg fast ved dette 4. mønster. Regner jeg med. Tror jeg nok. Måske!

Billeder må vente, for mit kamera er rejst til Schweiz med mellembarnet. Det giver mig så chancen for at anskaffe et nyt, som jeg håber at modtage en af de nærmeste dage. A pro pos mellembarnet så må jeg da nok sige, at den navlestreng var noget sværere at kappe for mig, end jeg havde troet - hold da op!

13 august 2008

Tørklæder

Der strikkes stadig tørklæder a la tørklædet fra sidst. P 7 og 33 m så sker der noget i en fart. Billede følger snarest af de 2, der er færdige. Et 3. er på pindene.

Dette har været færdigt i et stykke tid og det er jeg ret vild med. Det er strikket rundt og størrelsen er helt perfekt. Billedet viser slet ikke, hvor flot det er.


Og så er det så sandelig også blevet til et par strømper - og jeg tror næsten, at der snart kommer endnu et par på pindene.


Ellers er der en lille smule panik i det lille hjem. Mellembarnet har med ret kort varsel fundet sig et job i Schweiz, så i morgen drager hun af og bliver (om alt går vel) væk i et år. Det er så lige gået op for hendes fru moder, at det betyder, at hun så også er flyttet hjemmefra, da hun næste år begynder at læse i Århus. Damn - det er da kun et par år siden, at vi fik hende! Hvor er tiden blevet af???

03 august 2008

Feriestrik m.m.

Som rigtigt mange andre er jeg også igang med FLS. Den har ligget stille i et stykke tid, for jeg kan ikke rigtigt blive gode venner med farverne. Hver for sig kan jeg lide dem, men jeg synes måske, at det bliver for rodet med dem alle i et sammensurium. Garnet købte jeg oprindeligt, fordi jeg troede, at farveforløbene var længere. Hm - færdig bliver den nok og så kan den komme med i sommerhuset ligesom alle de andre trøjer, som jeg ikke er helt tilfreds med. Meget godt gået eftersom vi overhovedet ikke har skabe/skuffer/kommoder til tøj i sommerhuset.


Lige inden varmen for alvor satte ind igen, blev jeg grebet at hækledillen og endnu et blomstertørklæde så dagens lys. Farverne på billedet er ikke videre nøjagtige. Tørklædet er mørke- og lyseblåt og der er ikke så stor kontrast mellem farverne, som der ser ud til på billedet. Jeg er vild med det tørklæde. Kommer jeg til at bruge det? Sikkert ikke!


Familien blev endelig lokket med på ferie i Danmark i sidste uge. Ikke den værste uge at vælge til en uges ophold ved Vesterhavet. Onsdag meddelte datteren min pludseligt (igen), at hun altså snart var nødt til at få fat i et strikketøj. Når hun nu ikke kunne have den bærbare mellem hænderne, måtte hun have noget andet. Hæ, hæ, tænkte moderen, hankede op i datteren og drønede til Hjørring. Her viste det sig så "bare", at byens 2 garnforretninger begge havde lukket om onsdagen. Smart!

Nå, men man lader sig da ikke sådan slå ud, når man er ude på en mission, så vi drog bare afsted igen om torsdagen. Der var smeltende varmt inde i byen, men vi fandt dog den ene garnforretning. I et ugeblad var der et hurtigt mønster på et tørklæde strikket på p 7 og det måtte da lige være sagen. I den (lækre) garnforretning havde hun skam også det rigtige garn (fra Onion). Moderen var en besvimelse nær, da hun så prisen, men hva' f....., vi havde jo ferie, så der blev købt både til datter og mor.

Jeg havde bare ikke lige undersøgt, hvad garnet bestod af. Jeg blev så betaget af alle de farver, der var at vælge imellem, at jeg bare købte. Havde jeg kigget efter, havde jeg købt Noro i stedet. Gæt hvorfor:


Faktisk har jeg nået mere end det. Bl.a. er jeg godt igang med tørklædet i moskusgarnet, men der har altså været for varmt til at sidde med moskusuld i de små klamme hænder :-)

22 juli 2008

Besøg – og hvad deraf følger

I lørdags var jeg så heldig at få besøg af disse to. Som Dorthe havde jeg da lidt sommerfugle i maven, men vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag. Regnen stod ned i voldsomme mængder og tordenen bragede, men det betød jo ingenting.

Og så blev jeg noget så begavet. En flot buket som står endnu og lover, at i morgen bliver det sommer (ja, ja håbet er lysegrønt, for her i Himmerland er himlen dækket af tætte, grå skyer i dag).


Laila gav mig dette spændende strikkekit. Pulsvarmere med perler. Jeg har strikket Mystery Shawl med perler, men de blev sat på med en hæklenål. Her skal alle perlerne trækkes på garnet, inden strikkeriet starter. Med lidt held holder vi en uges ferie fra på lørdag og så skal pulsvarmerne da med.


Tusind tak til jer begge to.

Jeg har kun strikket et enkelt par strømper, siden Webstrik havde sit "strømpeår" i 2005? 2006? Nu er lysten dukket op igen, så jeg hev lige et par nøgler strømpegarn med i sommerhus. Jeg er da også begyndt. Garnet er noget gammelt noget fra Aldi (tror jeg) og farverne er – hm, lystige?


Men så så jeg jo Dorthes tørklæde i moskusuld. Det var nu ikke så meget dét, at jeg så det, men dét at jeg rørte ved det. Åh suk, hvor var det bare lækkert. Jeg fik moskusuld af min søster i fødselsdagsgave og ville egentligt have strikket et sjal, men kan nu godt se, at jeg vil få meget mere fornøjelse af et tørklæde. Indtil nu har det kostet mig en mindre formue i downloadede opskrifter (en farlig ting!). Jeg tror, at beslutningen er taget. Jeg er i hvert fald gået i gang, men….



Garnet skulle være turkis, men er nærmest flaskegrønt. Mere grønt end på billedet. For mig er tråden, der er bundet omkring fedet turkisfarvet, garnet er ikke. Det går nu nok. For Hunde det er lækkert at røre ved J


12 juli 2008

Jeg giver op

Jeg er alt for nem at lokke, når det gælder de der mønstre, hvor man liiige bruger sin paypal konto og få minutter efter, har man mønsteret!

Dette mønster måtte jeg bare eje og jeg er da også allerede gået i gang med at strikke. Jeg har stadig et par nøgler Handpainted Yarn, som blev indkøbt, da de første Mystery Shawls begyndte at dukke op for x antal år siden. Garnet er tyndt, meget tyndt, så jeg er nødt til at se på det, mens jeg strikker, så det er ikke TV-strikketøj.

Bomuldsblusen er færdigstrikket og første ærme er også syet sammen. Hm, måske jeg bare skulle sætte mig i stuen med min lydbog i en times tid og så få hæftet de ender!

04 juli 2008

Lidt af hvert

Der strikkes løs på bomuldssagen. Den er dels inspireret af HF's Harmony og dels af en Karen Noe model, jeg ikke lige kan huske navnet på. Karen Noe modellen har en lille slids midt for, som jeg egentligt gerne ville have haft med, men efter et par forsøg, som ikke var gode nok, har jeg droppet det.


Men hold da op, som mine hænder protesterer. Denne gang er jeg stædig, den SKAL være færdig, så jeg kæmper derudaf. Jeg er i gang med det sidste skulderstykke nu, så jeg kan øjne afslutningen i det fjerne. Det er meget lange omgange lige nu, men....

Og så lige et billede af Serafias bag:


Jeg er ret godt tilfreds. Den ser lidt underlig ud, som den ligger dér, men den er godkendt af min Fru Moder. Jeg overvejede at sy ryggen sammen med maskesting, men det der med at sy, er jo ikke liiige det bedste, jeg ved - måske på den næste. For der bliver helt sikkert en Serafia mere.

Nu vil jeg så småt få pakket kasserne til sommerhuset og så forhåbentligt nå at nyde det gode vejr i eftermiddag.

God weekend.

26 juni 2008

Studine

Så fik mellembarnet sin studentereksamen i hus. Hun sluttede af (uden tørklæde) med et flot 12-tal i dansk og et gennemsnit på 10, så som gammel nordjyde må jeg sige, at det da vist er "godt nok". Det har dog udløst nogle kommentarer om arv og miljø! Jeg er nu ikke i tvivl. Hun har (selvfølgelig) arvet sin mors intelligens. Til gengæld har hun arvet sin fars evne til at feste!


Hele denne uge er gået med festivitas og forberedelse af samme, men nu er det forbi og hendes mor sidder her og undrer sig over, hvor de 3 år er blevet af!

Lidt strik har jeg nu også nået. Serafia mangler lige at få hæftet nogle ender, så skal jeg have taget et billede af den "alternative" ryg.

Men uha som jeg lider af Startitis. Jeg er startet på February Lady Sweater. Planen var, at ærmerne skulle være ene ret, men som Marianne tænkte jeg mig ikke videre meget om, så jeg har allerede fået pladseret mønster på ærmerne også - og er kommet et godt stykke på forstykker/ryg. Øv!

Desuden er jeg begyndt på en bomuldssag i noget tudsegammelt bomuld fra Aldi. Ca. en gang om året starter jeg ud i noget bomuld, men det er meget hårdt for mine hænder, så om jeg bliver færdig??? Det er endnu ikke lykkedes, men én gang skal jo være den første.

23 juni 2008

Serafia

er færdigstrikket og den er et klart hit. Lækkert garn, fin opskrift meget smart skrevet. Hvis jeg på forhånd havde læst, at jeg skulle strikke x antal rib med mange masker, havde det nok taget mig lidt tid. Men i opskriften står der, at man max. skal strikke rib af 1 nøgle garn. 1 nøgle! - ha, det er da ingenting, tænkte jeg og vupti var det strikket op :-) Som det kan ses, er enderne ikke hæftede og det er der en god grund til!!


Det eneste lille minus, der for mig er ved Serafia, er, at den går ned i et V på ryggen. Af en eller anden grund VIL mine T-shirts samle sig i nogle lidet flatterende folder lige netop i V'et. Derfor har jeg siddet med kuglepen, blog og flittige tanker til Hanne Falkenberg og forsøgt mig frem med forkortede rækker. Jeg skal lige have besluttet mig for, om det ser ok ud og så følger billede af den ændrede Serafia.

Lige meget hvad, så skal jeg have lavet i hvert fald én mere.

Onsdag springer vores studine ud, så tørklædet er blev vasket og spændt ud. Med lidt held får jeg også et billede af studinen med tørklædet på.

12 juni 2008

At hækle

er ikke noget, jeg gør så tit, men ind i mellem kommer ånden over mig. I fredags havde jeg hele dagen for mig selv i sommerhuset (åh fryd), så bevæbnet med kaffe, mp3 afspiller, opskrift, hæklenål af den gammeldags slags og bomuldsgarn fandt jeg ind i skyggen og gik i gang.

I løbet af et par uger skulle vores mellemste gerne springe ud som student og det er ikke nemt at finde det heeelt rigtige tøj i rødt, men nu kan hun så vælge, om hun vil pyntes op med dette:


Det mangler lige at blive vasket og spændt ud, men det er blevet rigtigt fint og sjovt var det at hækle.

Man skulle måske overveje ikke at høre alt for spændende lydbøger samtidig med, at hækleriet foregår. Da tørklædet (og lydbogen) var færdigt opdagede jeg, at jeg havde lavet en fejl. Den er ikke så nem at se på billedet, men det er påhæftningen af den røde blomst.


Men som min farmor altid sagde, så er det jo de små fejl, der gør ting til unika. Okay - i dette tilfælde kæmpede jeg længe med mig selv, før jeg gav min farmor ret. Jeg kan næsten ikke klare at vide, at fejlen er der, men jeg komme over det - tror jeg nok :-)

03 juni 2008

På trods af

at jeg ikke får strikket så meget i hverdagen, når der er så lyst om aftenen og vejret er så skønt, så sker der dog lidt. Denne er færdig:


I sommerhuset får jeg til gengæld strikket en masse og da jeg fik en god veninde på besøg derude i lørdags, benyttede jeg mig af, at jeg var afledt af den gode snak og fik syet sammen og hæftet ender. Næsten uden at tænke over det. Hun må inviteres for fremtiden, når der skal monteres!

Serafia er kommet på pindene. Jeg startede på den i sommerhuset, men da jeg skulle pakke, kunne jeg ikke finde hverken en Addi eller en KnitPicks pind i den rigtige størrelse, så jeg drog afsted med en af de gode gamle grå fra Brugsen. Jeg har strikket 1000-vis af masker på de pinde, men nu er det slut. Jeg var ved at brække både arme og ben og kan godt forstå, at man nemt kan få myoser - når man strikker på de pinde.

Heldigvis opdagede jeg det fredag aften og fik jeg min veninde sendt indenom herhjemme (jeg var i mellemtiden kommet i tanke om, hvor der var en pind og havde fået sat mellembarnet på sagen), så hun havde KnitPicks med til mig.

Hold da op - sikke en forskel. Jeg var godt klar over, at der var stor forskel, men det bliver nu alligevel sat lidt på spidsen, når man springer direkte fra den grå til KnitPicks.

Nu vil jeg gå i gang med at pakke igen, for i morgen går turen igen i sommerhuset. 4 solrige dage (ser det ud til) med strik, lydbøger og besøg af nogle af dem, jeg holder allermest af - bedre kan det næsten ikke blive.

17 maj 2008

Super Karla - jeg er på den

Mens jeg strikkede første forstykke på Super Karla, var jeg godt klar over, det ville blive næsten ensfarvet. En del af min hjerne insisterede på, at garnet skulle have lov at bestemme - altså skulle det ene forstykke ende med at blive næsten ensfarvet og det andet mere lig ryggen, så måtte det blive sådan.

Nu sidder jeg så her og kæmper med mig selv. Jeg har det bedst med, at der er en vis form for system i tingene (når jeg strikker altså!). Når jeg strikker strømper (og det er ved at være lang tid siden) af det selvmønstrende garn, strikker jeg dem altid ens. Jeg fortsætter ikke bare, men finder den rigtige mønstersektion, inden jeg starter på strømpe nr. 2.

Hm, jeg må nok overgive mig og forsøge at få forstykke nr. 2 næsten ensfarvet også - men det får mig altså til at føle mig lidt hysterisk!

15 maj 2008

Mors Dag

Jeg går ikke SÅ meget op i diverse mærkedage, men jeg er da altid glad for at blive husket :-) Vi blev gift på ældstebarnets 2-års fødselsdag og trods det, bliver jeg overrasket hvert år, når mine forældre ringer for at ønske tillykke med bryllupsdagen.

Min KH giver glad og gerne blomster uden at bekymre sig ret meget om prisen, men i år nåede jeg lige at få ham gjort opmærksom på, at jeg rigtig godt kunne tænke mig noget herfra:


Det skal så siges, at han måske ikke havde helt let ved at se, at der er brug for mere garn her i huset. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at der er en pænt stor risiko for at få et garnnøgle i hovedet, når man åbner visse skabe i baggangen. Til mit forsvar skal dog siges, at jeg har pakket alle cones i en (kæmpe)kuffert i kælderen, så det er kun dejligt bløde garnnøgler, der falder ud af skabene.

Men han er en "tolle" fyr, så denne er ankommet på matriklen:


Af en eller anden grund blev jeg noget så forelsket i den lyserøde. Efter bestillingen var sendt afsted, blev jeg alligevel noget bekymret, for lyserød er IKKE min farve. Men denne er ganske svagt lyserød iblandet noget lilla og jeg er vild med den.

Nu skal jeg så "bare" have gjort et eller andet færdigt, før jeg går i gang med Serafia. Godt det snart er weekend.

09 maj 2008

Sådan kan det gå

Jeg brugte gaven fra mine forældre til at købe Hanne Falkenbergs nye Harmony. Af en eller anden grund viste min rygrad sig så fra sin stiveste side og jeg fik strikket vesten færdig, monteret og vasket. Den er for stor - og det havde jeg på forhånd en mistanke om, men det fik mig nu ikke til at prøve den, inden jeg strikkede halskant på. Jeg kan se 3 muligheder:

1. Trævle op.
2. Finde én, der kan passe den.
3. Tage 5-10 kg på.

Lige umiddelbart er den 3. mulighed da den sjoveste. En hel lang sommer (for det får vi i år!) med kyllinger, softice (store) og pølser fra kiosken på havnen - mmmm. Men da jeg i forvejen tilhører rundbuefamilien, vil jeg nok fortryde det.

Trævle op - aldrig i livet. Det gider jeg ikke og så er der jo kun mulighed nr. 2 tilbage.

Rygraden blev ikke vingummibamseagtig med det samme, så jeg fik skam også strikket første forstykke på Super Karla færdig, men så var det også slut.

Harmony er på pindene. Jeg havde et farligt hyr med at ramme strikkefastheden og endte på en p 2½. Tynde, tynde pinde så det går langsomt, men hyggeligt er det.

Ingen billeder denne gang. Jeg har taget fri i dag og nu vil jeg få pakket, så vi kan komme i sommerhuset i en farlig fart.

God pinse.

30 april 2008

Hvordan kan det være

at man kan synes, at glatstrik (både på rundpind og på 2 pinde) er noget af det mest kedelige at strikke og samtidig være vild med at strikke ene ret på den ene Hanne Falkenberg model efter den anden?

Her ses første forstykke på Mariager II. Jeg er ved ærmet, men lige nu er den lagt til side. Den må vente lidt, for jeg blev pludseligt ramt af lyst til en vest. Hvor den lyst kom fra, aner jeg ikke, for jeg havde aldrig troet, at en vest kunne blive sagen.

Denne var i Hendes Verden i sidste uge og det tog ikke lang til at få gravet et par nøgler Kauni ensfarvet frem af lageret. Jeg har ingen anelse om, hvad de er indkøbt til, men jeg har 5 nøgler og det skulle være rigeligt.

Det gik rigtigt fint med at strikke den nederste del, som er i hulmønster, men nu er jeg nået til den glatstrikkede overdel. Suk - det er kedeligt! Men jeg har brugt min fødselsdagsgave fra mine forældre, så der står nyt garn og venter. Jeg har dog besluttet, at denne vest skal være færdig først.

Godt, at det regner i dag, ungerne er spredt for alle vinde, lydbøgerne ligger klar, så nu vil jeg gå i gang med den forb.... glatstrik.

28 april 2008

Super Karla

Jeg har fået taget billede af Super Karla. Det viser ikke meget andet end farven og at der ER blevet strikket på det :-)


Jeg nærmer mig afslutningen af første forstykke, men Karla har ligget lidt stille, for jeg er igen-igen blevet ramt af akut startitis! Men det må vente.

Da jeg var i gang med at fotografere i haven, mødte jeg denne. Og på trods af, at jeg aldrig fik den taget ind, men lod den stå ude i sne og frost, så ser den nu sådan ud:

17 april 2008

Hold da helt op

Tak for hilsenerne Dorthe.

Det er da den værste omgang influenza, jeg kan huske, at jeg har mødt. Absolut ingen energi. Ingen strikketøj. Dage, som jeg har slæbt mig igennem for at lande på sofaen og gå ud som et lys. Sove indtil KH vækkede mig for at sende mig i seng. Runde badeværelset, i seng og sove som en sten til det hele startede forfra dagen efter.

Tirsdag var jeg hos min zoneterapeut og onsdag vågnede jeg udhvilet op. Så udhvilet, at jeg faktisk fik strikket i aftes - jahoooo og er færdig med trekant nr. 29 på Super Karla.

Nu har jeg jo haft gevaldigt ondt af mig selv og dét, der som regel altid hjælper, er at strikke Hanne Falkenberg. Jeg løb ind i en vildtfremmed dame i en Mariager og straks var jeg fyr og flamme. Jeg tror, at det var mit allerførste strikkekit fra HF i denne farve. Hm, jeg synes nu, at min blå er lysere, men det er jo også en ret så gammel sag, så det kan jo være blevet lavet om. Jeg har ikke brugt den ret meget (billede følger) - farverne er lidt for vilde.

Optændt af en hellig ild sprang jeg i kælderen og gravede noget Shetlandsuld frem. Denne gang gider jeg ikke at strikke med plaster på fingrene, så jeg vandt fed op og smed dem i vaskemaskinen på uldprogram og ud kom det lækreste uld. Det er som magi at se, hvor stor en forskel en vask gør. Garnet skal lige være tørt og så er jeg klar.

Der skal pakkes til sommerhus. KH og jeg smutter i dag og lader ungerne om at passe hus og kat. De er begejstrede!

10 april 2008

Puhha

Jeg har været/er ramt af den mest ondsindede influenza. Det er år og dag siden, at jeg sidst har måttet krybe til køjs pga. influenza, men denne gang var der ingen vej udenom. Det medførte så også, at jeg ikke kom med til en barnedåb, som jeg havde glædet mig meget til. Men som min KH så sødt siger, så er der jo ingenting, der er så skidt, at det ikke er godt for noget - nu kan det nyindkøbte tøj jo bare leveres tilbage! As if!

Influenzaen har også gjort, at jeg ikke har fået strikket alverden. Jeg er på firkant nr. 26 på Super Karla Ponchoen - billede følger snarest.

27 marts 2008

Gevinst

Jeg har VUNDET! Det sker så godt som aldrig (kan hænge sammen med, at jeg sjældent deltager i konkurrencer), men på et tidspunkt kom jeg via Dorthes blog ind på hjemmesiden for Ken Follets efterfølger til Jordens Søjler. Et eller andet fik mig til at besvare et par spørgsmål i en konkurrence på siden og jeg glemte så lykkeligt alt om det. Et par dage før Påske lå der så pludselig en mail fra forlaget om, at jeg havde vundet disse.


Jeg var helt høj i flere dage ;-)

Og nu til noget helt andet. Sukkertrøjen er færdigstrikket, monteret og vasket. Knapperne mangler. Jeg troede faktisk ikke, at vores lille by kunne tilbyde noget som helst i knapper, men opdagede så i dag, at det kan den faktisk godt, så med lidt held bliver knapperne indkøbt i morgen.

Dette er mit andet forsøg på at strikke Sukkertrøjen. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor jeg droppede den første gang. Denne gang har det i hvert fald været en fornøjelse at strikke den og jeg kunne sagtens finde på at strikke én mere, men i så fald skal det være med vasket garn! Her er trøjen endnu ikke vasket.


Og så er jeg jo gået i gang med Super Karla Poncho'en. En stille påskeferie i sommerhuset er perfekt til et nyt strikketøj. Jeg har mistet overblikket, men er på firkant nr. 18 eller 19. Billede følger senere.

12 marts 2008

Hm...

Sådan en weekend i sommerhus med ren afslapning hjælper både på velvære og strikketøj. Juno Regina er færdig.



Jeg mangler dog at få det vasket og så skal der et hav af nåle til for at få faconen rigtig. Det skulle gerne blive ca. 180 - 200 cm langt og der skal lige findes et sted, hvor vi har plads. Ellers bliver det en dejlig lun forårsdag på græsplænen.

Nå, men iflg. denne her må jeg gerne købe garn til et enkelt projekt - og det har jeg da gjort! Dominocardiganen fra Garnstudio lokker stadig, så jeg lavede en søgning på Internettet. Jeg ville allerhelst strikke den i det "rigtige" garn, men ved, at jeg aldrig vil få den færdig i bomuldsgarn, så jeg ledte efter et 6-trådet strømpegarn.

Jeg fandt garn til rimelige penge i Tyskland, men et billede på skærmen siger jo ikke alt, så da garnet kom, viste det sig, at farveforløbene er meget korte. Nu skal jeg så blive enig med mig selv om, om jeg synes, at det bliver for uroligt?? Og om jeg så skal strikke 10 par tykke sokker i stedet for - not!


I mellemtiden er der så også kommet en KAL på tale i Webstrik og den er jeg da helt med på - garn har jeg jo på lager ;-)

07 marts 2008

FO

Så er der pludseligt gået 14 dage igen. Der er skam sket ting og sager. Denne er færdig:


Efter vask er den blevet lidt slasket i det, så den ryger med i sommerhuset i eftermiddag. Den er endnu ikke vejet, men den er ret tung, hvilket bare igen bekræfter for mig, at jeg ikke er til tykke, tunge trøjer.

Mit (pænt store) lager består mest af Shetlandsuld og New Zealandsk Lammeuld. Den tykkelse passer mig meget bedre og jeg nyder da også at være tilbage til Sukkertrøjen. Ryg/forstykker er færdige og første ærme er godt på vej.

Nu vil jeg pakke bilen og køre på årets første weekend i sommerhuset.

God weekend.