30 januar 2013

Nu bliver det nok lidt kedeligt,

for der er ikke meget sjov ved et foto af Afrodite. Den ser noget speciel ud, men jeg har jo prøvet den før, så jeg ved, at resultatet bliver godt.

IMG_0780

Ribben er strikket endnu længere end sidst, hvilket ikke får den til at se mere “normal” ud ;-) Jeg nærmer mig i rask trav ærmerne og så skal det nok blive sjovt. Jeg vil have ærmerne en anelse længere og noget smallere, så regnemaskinen skal findes frem og så må man håbe, at jeg kan huske at bruge den rigtigt!

Håndboldkamp – den taler vi ikke om. Det var ikke min skyld. Jeg havde fundet det rigtige strikketøj frem – det der fik dem til at vinde mod Kroatien, men det kunne så desværre ikke slå Spanien. Op på hesten igen!

25 januar 2013

Flere sokker

er det blevet til. Endnu et rødt par. Garnet er som sagt meget hårdt at strikke med, så jeg fandt mine firkantede pinde frem for at se, om det ville hjælpe på det. Og det gjorde det faktisk. Det var ikke helt så slemt at strikke med de pinde ;-) For ekstra variation strikkede jeg også begge strømper på en gang.



Ifølge opskriften skal man have flere masker på skaftet end på foden. Det gjorde jeg så også pligtskyldigst på det første par. Forstår ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt, så det har jeg ikke gjort denne gang.

Og så lige en husker til mig selv: 44 m, 40 omg rib, 3 omg glat, hæl, 40 omg glat på foden, tå slut ved 16 m - hm, tror jeg nok. Mens jeg strikkede, var jeg helt sikker på, at det kunne jeg sagtens huske, men nu?

God håndboldkamp - jeg er klar til at støtte med turbostrik - med mindre det bliver for spændende, så går vi nok over til neglebidning ;-)

23 januar 2013

Min svigerinde

kan ikke klage over, at hun ikke har fået strik i år (det gør hun nu heller ikke).

Først fik hun denne:

IMG_0777

Mønsteret købt her. Hurtigt og nemt. Mønsteret bliver sendt pr. email. Farverne er ikke helt som i virkeligheden. Den vejer sølle 240 gr. Den er strikket en stribe længere end efter opskriften og så har jeg strikket en ribkant i halsen for, at den ikke skulle blive vid.

Så fik hun:

IMG_0778

Sokker strikket i Mor Aase garn på p 4. Hårdt at strikke i, men som Lisbeth var sød at skrive i kommentarerne sidst, så bliver de dejligt bløde efter vask. Faktisk har jeg allerede strikket et par mere med nogle små ændringer.

Til slut fik hun så:

IMG_0779

Hanne Falkenberg pulsvarmere. Hurtigt strikket og meget behagelige at have på.

Ellers bliver der så igen strikket på Afrodite her. Strikkepindene er spidsede og klar til håndboldkampen i aften!

12 januar 2013

Bedst som jeg var

kommet godt i gang med Afrodite, slog det mig, at min svigerinde har fødselsdag i næste uge og hun ønsker sig strik. Jamen, det skal hun da få - især fordi, at hun har opdraget sine drenge til at tro, at Tante Mette kan strikke, hvad som helst og at det er helt fantastisk ;-)

For en tid siden havde Rema1000 tilbud på Mor Åse sokkegarn og jeg fik købt til lager. De har også haft det på tilbud denne uge og det kan da godt være, at der røg endnu en farve på lager?

Så gik jagten ind på en opskrift. Jeg kunne jo nok selv have regnet den ud, men jeg gad ikke. Faktisk gik jeg så langt, at jeg lavede en strikkeprøve!

Et tilfældigt møde med "min" bagerjomfru (nok så meget sagt, men hun arbejder i hvert fald hos bageren), fik mig på sporet af et tillæg til Hendes Verden:


Garnet er ikke videre behageligt at strikke med, så jeg håber, at det bliver blødere efter vask. Og så så jeg da lige, at garnet faktisk er produceret af Sandnes. Der kan man bare se.

God weekend. Jeg vil drage til babytræf. Babyerne er nu 22 år :-)

09 januar 2013

Med hiv og sving

klarede jeg mig igennem weekenden, der mere eller mindre udspillede sig som følger:

Fredag:

Ville glæde mændene i huset, så der blev lavet langtidsstegt flæskesteg. Pga. arbejde fik den lidt længere end beregnet, så da jeg endelig nåede frem til den, var den godt mør. Troede lige, at jeg kunne “gafle” den med en stegegaffel – det kunne jeg også, men den gled af med det resultat, at min elskede Afrodite blev pladret til i fedt!!! Grrrr…. Jeg forsøgte at redde den, men det blev ikke helt godt. Nå, men jeg er jo heldigvis i gang med en ny:

IMG_0774

Lørdag:

Op på arbejde og rydde hus inden gæster ankom til frokost. 60-års fødselsdag kl. 17.30. Hjemme igen 01.30. Putte gæster og KH. Så skulle jeg lige falde lidt ned og endte med at gå en tur til affaldscontaineren. På vej derud tabte jeg noget, satte mig på hug for at samle op, glemte at jeg var påmonteret højhælede sko, så jeg endte med at gå på maven. I farten ramte jeg også sneskovlen. KH vågnede, troede at nogen var ved at stjæle vores gæsters dyre Mercedes, så han forsøgte at vække mig (som jo af gode grunde IKKE var i sengen!) og for at gøre en lang historie kort, så er jeg da glad for, at han ikke lige havde et baseball bat ved hånden, for så tror jeg, at jeg var endt med hovedpine!!! Endte i stedet med hudafskrabninger på hænderne og et knæ, der i dag har den smukkeste grønne farve.

Søndag:

Tidligt op. Sende gæster afsted. Arbejde. Hjem og sove i stolen!

Mandag:

Arbejde. Til strik hos Laila, hvor det lykkedes mig at sende hendes kaffekop direkte ned i hendes strikketøj! Og ja, der var kaffe i koppen og nej kaffen var ikke i koppen efter faldet men i strikketøjet. Til gengæld gik koppen ikke i stykker (man skal jo være glad for de små mirakler!). Jeg mener dog, at Laila delvist er skyld i miseren, da hun forvirrede mig ved at stille 2 lækre cones garn lige foran kaffekoppen. Man kan da ikke tænke klart, når man sidder og bliver forført af lækkert garn, vel?

Jeg har forsøgt at tage billede af iPad sækkestolen, men det er i øjeblikket aldrig lyst her hos os. Mit bedste forsøg er:

IMG_0770

Til gengæld har jeg fundet linket til mønsteret, som kommer her. Med mit held virker det nok ikke…..

03 januar 2013

Det er da vist

ved at være på tide at få sagt Glædelig Jul og rigtigt Godt Nytår - bedre sent end aldrig.

Her er december en meget arbejdstung måned, så energien forsvandt lige så stille, men det lykkedes mig da at få hæklet 2 par grydelapper og syet 3 iPad sækkestole. Meget morsom omgang at få fyldt kugler i de sækkestole. Ældste og jeg havde nærmest grineflip undervejs og det kan altså ikke anbefales, når der er Krøyer kugler i fri dressur! Men sjovt var det.

Billeder er der ingen af. Når jeg er hjemme, er der ingen lys, så det må vente lidt.

Kroppen på Dydsmønster er langt om længe færdig og jeg er i gang med ærmet, men det holder hårdt. Jeg er simpelthen "nødt" til at starte noget enkelt op, så der er vasket garn til en Afrodite mere ;-)

Og så skal jeg også lige have fundet lidt tid til at få læst blogs. Jeg er langt bagefter og det dur ikke!