17 november 2008

Så skulle da også

en vis mand stå i det! Da jeg skulle strikke sjal til mellembarnets "madmor", måtte jeg lige omkring en af de lokale gårdbutikker efter et bundt garn. Da jeg nu var der, kunne jeg jo lige købe garn til en julegave samtidig. De har et pænt stort udvalg af Istex garn og opskrifter og jeg har i et stykke tid været på udkig efter en vest med rundt bærestykke med stjernebort.

De havde en opskrift på vest. Dog ikke med stjernebort, men jeg satte mig med papir og blyant og fik kreeret den bort, jeg ville have. Så vidt så godt. Nu har jeg strikket som en gal (ok så er det heller ikke værre - der strikkes på p 6, så det går hurtigt), for vesten skal prøves på mellembarnet, inden hun rejser på onsdag. Vesten er ikke til hende, men hun har den rette størrelse. Jeg er nu i gang med mønsterborten og kan konstatere, at jeg virkelig HADER at strikke med to farver. Jeg fandt ellers en rigtig god amerikanske side, der viste, hvordan man strikker med en farve på hver hånd.

Dét er faktisk rigtigt sjovt, men, men, men ingen træer vokser åbenbart ind i himlen, for kontrastfarven kan ses igennem, når jeg strikker på den måde. Nu står den på optrævling, mens jeg overvejer, om jeg skal gå tilbage til den forhadte ("normale") metode eller om jeg skal brodere borten på bagefter.

Det undrer mig, at jeg synes, at det er så forfærdeligt at strikke med to farver, for jeg har strikket meget, rigtigt meget hønsestrik i min gymnasietid og det syntes jeg da, var vældigt sjovt.

Forøvrigt er sjalet færdigt, enderne er hæftet, sjalet er vasket , spændt ud og nu også tørt. Billede følger.

3 kommentarer:

  1. Jeg har endnu til gode at kaste mig ud i to farver - gjorde det også meget i gymnasietiden, men måske "dutter" det ikke mere?

    SvarSlet
  2. Det gør det i hvert fald ikke for mig. Jeg er i gang på den gode gammeldaws maner (eller som jeg gjorde engang), men det hænger mig langt ud af halsen!

    SvarSlet
  3. Og jeg glæder mig til at se fotodokumentation af både sjal og vest ;-0

    SvarSlet