I fredags

måtte jeg jo lige indenom Garnudsalg. Det var jo ingen omvej!

Jeg parkerede bilen på et nærliggende supermarkeds parkeringsplads og begav mig på vej. Ret hurtigt spottede jeg 2 brune bæreposer, der kom imod mig. Tydeligt tegn på, at jeg var på rette spor.

Efter endt indkøb og hyggesnak begav jeg mig tilbage til bilen. Nu holdt der en bil ved siden af min. Da føreren fik øje på mig – eller rettere på min brune papirspose – sprang hun ud af bilen. Hun var lidt i tvivl om, om hun kunne finde Garnudsalg. Vejen blev forklaret og så fik vi os ellers en rigtig hyggelig lille snak om garn, strik og lydbøger.

Fantastisk altså, at sådan en lille anonym sag:

kan være grundlag for en hyggelig snak mellem fremmede på en parkeringsplads i Gug.

Lidt dokumentation

Her kommer lige første færdige – poncho med manchetter:

Og som sædvanligt er farven ikke korrekt. Den er mørkere, dybere i farven og der er masser af smukt spil i den. Der skal et par sprælske knapper i venstre side af halsen, men de skal lige findes først.

Fakta:
Mønster:	Hendes Verden nr. 36, 2013
Garn:	201 gr. Supersoft og 143 gr. Blackhill Alpakka
Pinde:	4½
Ændringer:	Jeg har strikket den længere bagpå ved at lave forkortede rækker af passende længde. Det ser ud til at være lykkedes rigtig fint
Hit or sh*t:	Tror da bestemt, at den er et hit. Jeg har ikke prøvet den, for jeg er bange for, at den så ikke ender som julegave, men som min, min, min!

Nu har jeg så tilfældigvis (!) en fridag på fredag og jeg skal tilfældigvis (!) ind til yngste i Aalborg, så jeg kan da ikke helt afvise, at jeg kommer til at dreje omkring Garnudsalg.

Lige en status

Jeg har faktisk haft travlt med synålen, så:

• orange poncho er færdigstrikket, ender hæftet og vasket – overvejer lige om der evt. skal en lille halskant på
• den meget tykke i Mor Aase garn er helt færdig og klar til brug
• den brune julegaveponcho ligger til tørre og så mangler der lige 2 knapper
• den tykke tyrkise er vasket. Mangler knapper og elastik i halsen

Og hvad så? Jamen, pludselig er der bare ikke noget, der trækker, så jeg måtte tilbage til No. 26 i anden udgave. Jeg startede på den i foråret og fik så andre interesser, så den har ligget i en pose.

Nu er mønsteret på No. 26 altså ikke sådan lige til at hoppe til og fra, så jeg var (igen) meget glad for Knitcompanion, som jeg investerede i kort tid efter, at jeg fik min iPad. En rimeligt dyr app, men jeg synes, at den er hver en krone værd.

Knitcompanion havde pænt husket, hvor jeg var kommet til:

Jeg nåede at blive færdig med første forstykke denne weekend og klør nu på med det andet. Der er rigtigt meget at holde styr på og Annette Danielsen er jo en mester i meget lange beskrivelser, så også her er Knitcompanion en stor hjælp. Man kan nemlig gøre nøjagtig det samme med tekst som med et diagram – få en “lineal” på, så man ved, hvor langt man er kommet:

Sk… smart!

Billeder af alt det færdige følger, når lyset her i det Vesthimmerlandske tillader det!

God ny uge.

Allerede lørdag

var sjalet/tørklædet færdigstrikket og enderne hæftede:



Her ligger det i al sin uvaskede skønhed. Billederne yder det slet ikke retfærdighed!

Kommer jeg til at bruge det? Ved det ikke. Det vil i hvert fald kræve, at jeg finder en "monteringsvejledning" ;-) Har faktisk også overvejet at hive et billede i stuen ned og så knalde det her op i stedet. Jeg er sikker på, at min KH vil elske det! Eller måske at indkøbe en ekstra stol til stuen, hvor sjalet kan ligge tilfældigt henslængt!

Men altså


det kræver en kringlet og matematisk hjerne at regne det her ud. Jeg bøjer mig i støvet for Hr. West.


Og så har det da også været sjovt at strikke. Jeg droppede dog picot kanten og lukkede bare af på den gode gammeldaws maner.

Det bliver nok nødt til

at få en ende med turene i sommerhus. De sidste 3 gange jeg har været der, har jeg startet nyt strik op – på tykkere og tykkere pinde. Sidste weekend endte jeg på p 10:

2 tråde Mor Aase strømpegarn, så den bliver tyk, stor, varm og tung. Lige en sag man kan putte sig i på en kold vinterdag. Den skal nok blive god, men hold nu op hvor er det ikke nogen fryd at strikke på p 10. Godt nok vokser trøjen hurtigt, men det er nogle voldsomme bevægelser, der skal til for at forme en maske på p 10 og det kan mærkes i fingre, hænder og underarme. Pyt – den er næsten færdig.

Tilbage står så montering. Faktisk er ingen af de 3 projekter på tykke pinde monteret endnu, men det kommer vel. Om ikke andet, så når frosten for alvor sætter ind!

Clue 3 er også færdigstrikket og det har da kun gjort mysteriet endnu større. Er meget spændt på sidste clue i morgen.