Jamen

ponchoen var færdig sidste weekend og den har ikke været af mig siden – næsten!

Ikke nemt at se den på dette billede, men i øjeblikket er der så godt som aldrig dagslys hos os. Den ser skæv ud, men det er den ikke. Må være vinkelen billedet er taget i.

Og nøjagtig som med fødsler skete der det, at jeg straks efter at have fået ponchoen på første gang, glemte alt om alle strabadserne med vrangmaskerne og sprang på garnskabet for at se, om jeg da ikke havde noget garn, der kunne bruges.

Så nu er jeg da i gang med ærmet på endnu en poncho. Jeg har overvejet, om jeg skulle strikke retriller i stedet for glat, men jeg kan godt lide letheden i det glatstrikkede, så jeg må lide for det endnu engang – og det gør jeg så ;-)

Jeg er langt, langt bagud med at læse blogs, men håber på, at jeg får lidt tid, så jeg kan snige mig til at få læst op – man skulle jo nødig gå glip af noget!

Rigtig god søndag.

Jeg har det

som en travhest, der kan se målstregen. Dampen står mig ud af ørerne og blodet springer (næsten) fra fingrene, for jeg mangler kun 8 p glatstrik (= 4 lange vrangpinde), før jeg er ved ærmet. Ærmet er kun en smule ribstrik, så det tæller ikke med :-)

Der bliver ingen aftensmad i aften. Det er direkte hjem og gribe strikkepindene!

Spidskompetence

er sendt til tælling.

Min far kom forbi og jeg tog en rask beslutning, så nu ser Spidskompetence sådan ud:

Efter optrævling kørte jeg garnet op på krydsnøgleapparatet og smed det i vaskemaskinen. Det har stået til tørre på en radiator i næsten en uge. Garnet ligger dobbelt, så måske bliver det engang til Spidskompetence – eller en anden model strikket med 2 tråde.

Ponchoen gror langsomt men sikkert. Jeg holder ved, selvom den stadig er frygteligt kedelig at strikke og der lige nu er rigtigt mange andre ting, jeg gerne vil starte på. Cardigan skal nu også være færdig, inden der findes på nyt.

Jeg starter ikke på nyt, jeg starter ikke på nyt, jeg starter……..

God weekend.

Der strikkes

på ponchoen. Og hold da lige op, hvor er den kedelig at strikke. Men den bliver så blød, let og lækker, at jeg klør på. Faktisk – for lige at pine mig selv – har jeg regnet ud, at i de glatstrikkede dele skal der strikkes 19.536 vrangmasker. Dertil kommer så de ribstrikkede dele!!! Og hvorfor i alverden har jeg så brugt tid på at regne det ud?

Fordi jeg kedede mig ;-)

For ligesom at understrege hvor kedelig ponchoen er at strikke, kan jeg da lige vise, hvad jeg brugte mine få fritimer søndag på:

Tunikaen ligger til tørre på et par assorterede håndklæder, så det ser ikke alt for smart ud. Starten på den gik d. 29.08.2009 og den var forholdsvis hurtigt strikket. Det eneste, der har manglet, har været sammensyning og halskant, men det tager altså tid for mig at tage mig sammen – især når der skal syes ærmer med kuppel i!

Nu er det gjort og så fortsætter jeg på ponchoen.

Jeg må vel hellere

vise, hvad det blev til i mandags. Faktisk ikke så meget forskelligt – men store cones ;-)

Farverne er helt i hegnet ikke helt gode. Den blå er mørkere og conen (hedder det mon det?) nederst til venstre er lysebrun ikke fersken, som det ser ud til her. Den blå cone vejer omkring 1 kg eller lidt mere. Det er meget, men jeg mangler blå trøjer, så garnet skal nok blive brugt – med tiden.

Ups da, jeg er allerede kommet til at slå op til en poncho. En kombination af mohairgarnet og den blå Blackhill. Og jeg skal da lige hilse og sige, at der er rigtigt lange vrangpinde, så det kommer til at trække tænder ud. Men, men, men den vil bare være rigtig god at bruge på arbejde, så det er vel OK?

Cardiganen er ikke glemt. Den får et par pinde ind i mellem og jeg nærmer mig ærmegabet.