30 september 2008

Jeg overgiver mig

Der er nu fundet strømper frem, tændt for varmen på badeværelset og diverse strikketrøjer er hevet ud af skabet og taget i brug!

Hemmeligt julegavestrik er startet op. MS4 strikkes der fortsat på. Der skal strikkes to ens stykker, som til sidst samles på midten. Jeg har liiidt svært ved at få strikket stykke 2.

Og så det lovede billede af Juno Regina.

26 september 2008

Rastløs

Jeg har ikke overblik over, hvor mange igangværende strikketøj jeg har og jeg har heller ikke lyst til at kigge efter! Jeg har bare sådan en lyst til at gå i gang med noget nyt. Er faktisk startet op på en sag på p 5, men de tykke pinde gider jeg simpelthen ikke, så det bliver trævlet op.

Ha! Julen nærmer sig med alt for hurtige skridt, så er det vel ok at gå i gang med gaver, ikke? Jo da!

24 september 2008

Uenighed

Juno Regina ligger stadig spændt ud, da ham her:



ikke er helt enig med mig i, at tørklædet er mit og skal tages i brug. Hans mening er vist, at det tørklæde allerede ER taget i brug. Han bliver klogere, gør han.

22 september 2008

Og der blev vasket

Hold da op, hvor var jeg flittig i går. Serafia blev vasket og klappet i facon. Da jeg nu var i gang, blev Juno Regina også lige vasket og spændt ud. Billeder følger, når det er helt tørt.

Og så har jeg da helt glemt at fortælle, at jeg har været til et fint lille foredrag med Marianne Isager. Hun må have hørt noget brok om mangelfulde opskrifter, for hun fortalte (med et glimt i øjet), at hun tidligere altid har sendt sine opskrifter til gennemstrikning hos dygtige strikkere, men at hun nu sender dem til "strikkenovicer", for her er hun sikker på at få en opringning, når opskriften er uforståelig. De dygtige strikkere gætter sig til, hvad hun mener. Så der er håb forude :-)

21 september 2008

Serafia !!

Serafia II er færdig. Enderne er endda hæftet. Der mangler lige en vask, men eftersom jeg altid vasker i maskine på uldprogram, så er det jo ikke noget at snakke om. Køn er den ikke, som den hænger der, men når først den kommer på en krop, er den alletiders. Farven er også langtfra rigtig. Her ser den blå ud, men den er faktisk grøn/turkis. Én er vældig tilfreds med sig selv!

Og så kom der lige en MMS fra mellembarnet. Omgivelserne er noget anderledes, end hun er vant til her i Himmerland, men hold da op hvor er der smukt.



18 september 2008

Kamera

Efter lokken, trusler og til sidst bestikkelse lykkedes det mig at låne ældstebarnets GAMLE kamera. Det er faktisk også ham, der er ansvarlig for indkøb af et nyt kamera, men hurtig har han da vist kun været en eneste gang i sit liv - nemlig da han blev født knap 3 uger for tidligt! Nu mangler jeg så bare et godt lyst sted at tage billeder. Ville det være for meget at forlange af KH, at vi sælger huset og bygger et 8-kantet med lysindfald hele vejen rundt og fra taget også????

Serafia er næsten færdig. Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg denne gang ville strikke lige efter opskriften, men efter at have tænkt lidt over det har jeg alligevel besluttet mig for, at min nakke gerne vil være dækket af uld på en kold dag. Af en eller anden grund kan jeg ikke få mønsteret til at passe helt denne gang, men..... færdig(strikket) bliver den i aften.

Ellers strikkes der (bl.a.) Mystery Stole IIII og her skal der altså perler på. Seriøst mange perler! Sådan ca. 1000 stk. Perlerne sættes på med en hæklenål så tynd, at jeg - selv med briller på - ikke kan se spidsen, men er nødt til forsigtigt at føle mig frem. Og forsigtigt skal det foregå, for hæklenålen er sylespids. Nå, men efter de første 300 perler er teknikken ved at være på plads og clue 2 er færdigstrikket første gang.


Og så lige et forsøg på et nærbillede af den ene side:

04 september 2008

Nu med billeder - sådan da

Tjah - nu er det med hiv og sving lykkedes at få fabrikeret lidt billeder. Kvaliteten er ikke SÅ god, men da de er taget med en mobiltelefon, så kan man vel ikke forlange mere :-)

Sidste weekend sad jeg og kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle strikke. Der var ikke noget af det igangværende, jeg gad og så kom jeg pludselig i tanke om mine gæster i juli. Det lille strikkekit blev fundet frem og disse strikket. De var sjove og hurtige at strikke og montere:


Da de var færdige, manglede jeg så stadig noget at gå i gang med, så jeg fandt opskriften på Serafia frem. Gravede mig ned til noget Duo, som oprindeligt var indkøbt til "Slå om" og slog op. Det er altså en herlig lille sag at strikke og det går hurtigt:


Og efter Serafia - se det ved jeg skam godt, men derom senere.