Tiden flyver afsted

og jeg halser efter. Når ikke en brøkdel af det, jeg gerne ville, men sådan er det jo ind i mellem.

Efterår er færdig, men endnu ikke fotograferet. Jeg tog dog et billede, inden den var helt færdig for at vise, hvor skævt den trækker/trak:

Jeg satser på, at det er fordi, at dominofirkanterne skal trækkes i facon.

Strømper? Der var ikke nogen, der sagde strømper, vel? 3 ud af 4 er færdige, men da den 3. var færdig, så jeg det åbenbart som et tegn på, at jeg nu ikke behøver at strikke 20 p på strømper hver aften. Det bliver jeg nok nødt til at lave om på, for ellers får den stakkels ungersvend da aldrig sine strømper.

Til gengæld har jeg (uden overhovedet at skele til den halvfærdige Thursdag) startet nyt projekt op!

Strikkehæftning

er en rigtig god teknik at kunne, når man strikker dominostrik:

Det er ikke nemt at se, hvor mange ender der er, men der er mange. Noget nær alle er strikkehæftede, så det er bare at finde saksen frem og gå i gang – med omtanke vel at mærke, for der er nogle enkelte, der ikke er hæftede.

Der er strikket kanter på første del og andel del er godt på vej, så jeg klør på.

Rigtig god weekend.

“Operationen” lykkedes,

men endte med en arbejdsskade. Selv med 20 pinde på strømpen om dagen, endte jeg med et heftigt krampeanfald i venstre tommelfinger. Føj for den!

Men, men, men man giver jo ikke op, vel? De grønne strømper er færdige og jeg har straks kastet mig over det sidste par til nevøen.

Denne gang bruger jeg de firkantede pinde og har ikke haft krampe siden, så mon ikke det går.

Min dårlige samvittighed

er strømperne til min nevø. Der er ikke meget lyststrik i de strømper og garnet fra Brugsen er hårdt ved mine hænder. Til gengæld ved jeg jo så, at de nærmest er uopslidelige.

For at få bugt med den dårlige samvittighed har jeg besluttet at strikke 20 p på strømper hver dag (hvis jeg husker det!). Det burde da være til at overkomme!

Første par er undervejs:

God søndag.