Ingen billeder i denne omgang. Mit kamera er taget med ældstebarnet på ferie i Sydfrankrig og jeg er da slet ikke misundelig!
Jeg har længe ventet på dette
mønster og da det endelig kom i går, var jeg klar med PayPal. Jeg har lige garnet, der passer: Coral. Det blev oprindeligt indkøbt til sidste års Webstrik
projekt. Jeg startede op i aftes, men det trækker skævt! Jeg er i tvivl om, om det er garnet eller simpelthen mønsteret, der gør det, så i aften må det blive en om'er.
Tovværk synger næsten på sidste vers. Jeg mangler "kun" sidste strimmel på ryggen og det sidste ærme, så den skulle nok blive færdig, inden vi for alvor får brug for strikketrøjer igen.
Jeg er blevet tag'et af
Jette og
Gitte, så her kommer de 8 (som det faktisk ikke har været så nemt at komme på):
1. Min håndarbejdslærerinde meddelte mine forældre, at jeg aldrig kom til at lave noget med mine hænder - hun tog gevaldigt fejl.
2. Da jeg endelig kom i gang med håndarbejde, tilbød mine forældre at betale for garn, så længe jeg boede hjemme - på den betingelse at tingene blev gjort færdige, inden der blev startet på nyt. Det gik også fint, men siden er det gået
stærkt noget ned ad bakke.
3. Jeg har fået mine 3 børn, inden jeg blev 30. Det er jeg glad for i dag, for det kræver sin forælder med alt det natkørsel, der følger med teenagebørn.
4. Madlavning interesserer mig ikke. Det er en daglig plage og jeg misunder dem, der nyder at lave mad. Jeg arbejdede på et tidspunkt sammen med en fyr, der var vild med madlavning og som altid havde rester med i madpakken. Jeg var dybt imponeret!
5. Efter gymnasiet var jeg au pair i Wien i et år (ingen madlavning). Fantastisk år i en fantastisk by. Jeg har ikke været der siden, men truer hvert år med, at nu skal det være.
6. Jeg er udpræget B-menneske.
7. Jeg er vild med film som Ringenes Herre, Harry Potter, X-Men, Pirates of the... osv. Da børnene var yngre, scorede jeg billige points hos kammeraterne, fordi jeg som regel var klar til at fylde bilen og tage dem med i biografen i Aalborg.
8. Jeg har altid en lydbog i øret, når jeg er i gang med praktiske ting. Her vil jeg så gerne lige advare om forsigtighed, hvis man lytter til lydbog og klipper planter ned samtidig. Hold ledningen fra de dersens ørepropper LANGT VÆK FRA SAKSEN!