22 juli 2014

Det er altså lige før,

at jeg kaster strikkepindene i ringen. Man må ikke klage over det gode vejr. Jeg ved det godt, men helt ærligt……

Når det nu ikke går at strikke ret længe ad gangen, så har jeg kigget lidt på billeder og denne er forlængst færdig og taget i brug (ja, altså lige nu er den pakket væk). Den ser lidt underlig ud på billedet, men jeg glemte, at der var strikket venderækker på skuldrene og så går det ikke at bruge blocking boardet. Den blev vasket om senere:

IMG_0023

Fakta:

  • Mønster: Efterår af Marianne Isager
  • Garn: Ca 350 gr. Blackhill Højlandsuld
  • Pind: 3 mm
  • Ændringer: Jeg lavede en hel del om på halsen og håber, at jeg har skrevet ændringerne ned et eller andet sted, for der er andre fine trøjer i den lille bog, der er strikket over samme grundmodel og jeg kunne sagtens finde på at strikke en af dem.

Hold varmen!

18 juli 2014

For andet år i træk

har vi taget en uges ferie i sommerhuset sammen med mine forældre, min søster og de af mine forfløjne børn, som er i landet. Nøj, hvor hyggeligt, men sådan en uge går alt, alt for hurtigt.

Ligeledes for andet år i træk indledte min søster og jeg ugen med et besøg hos Garnudsalg. Skal da lige love for, at Lisette havde hænderne fulde, for der var mange i butikken den dag. Det forhindrede nu ikke os i at få købt ind ;-) (Og Lisette tog det med ophøjet ro – godt gået).

Dette års “høst”:

IMG_0160

Jeg er langt bagefter med at vise færdigt strik. Skal lige have taget billeder, så kommer de. OG så skal jeg også på en blogrundtur. Der er så godt som aldrig mulighed for internet i sommerhuset, så jeg er langt bagefter!

God weekend.

07 juli 2014

Jeg kæmper

for at høre efter den lille stemme, der konstant lyder i mit øre: Du skal have den her færdig, før du begynder med Fanatrøjen. Du skal have….. og det fortsætter og fortsætter.

IMG_0158

Jeg har valgt at strikke ærmerne direkte på og dermed slippe for at sy dem på til sidst. Virkeligt smart at sidde med sådan en omgang uld i skødet i denne varme!

Presset er stort for på torsdag kommer min søster og mine forældre og indtager vores sommerhus og så skal der jo nok strikkes på No. 16.

Bomuldstrøjen mangler en knap, så jeg må på jagt – men det tager jo tid fra strikketøjet, så… ;-)

04 juli 2014

For et par måneder siden

fik jeg mig forvildet ind på Koftagruppa på Facebook. Hold da helt op nogle fantastiske trøjer, de laver. Jeg bøjer mig altså i støvet!

Nu er jeg jo ikke vild med det dersens flerfarvestrik, men man bliver jo lidt påvirket af alle de smukke trøjer. Efter en hel del kiggen her, der og allevegne er der nu indkøbt garn til Fanatrøjen. Der er ikke over-vældende meget mønster på, så jeg satser på, at det går!

IMG_0149

Der er indkøbt Kauni garn. I et lyst øjeblik blev jeg enig med mig selv om, at der nok ikke er nogen grund til at gå efter den dyreste garnløsning ;-) På Koftegruppa er der nu også en del, der er glade for Kauni garnet, så jeg satser.

Har lige et par hængepartier, der skal være færdige, før jeg kaster mig ud i det – tror jeg nok, måske, man kan da også lige lave en strikkeprøve!

Rigtig god weekend.

02 juli 2014

Tiden flyver

og det var nu ikke meningen, at der skulle gå så lang tid mellem indlæg her. Der bliver godt nok strikket, men der bliver jo også brugt tid på så meget andet, når der er så mange lyse timer i døgnet.

Der er godt gang i kludestrikning/-hækling rundt omkring på nettet, så jeg tænkte, at jeg da hellere måtte prøve også:

IMG_0148

De er hæklede i halve stangmasker – og endte i 2 forskellige størrelser. Målet var at bruge 1 ngl. af Brugsens bomuldsgarn på 1 klud. Ved at starte med 81 lm og hæklenål nr. 2½ lykkedes det. Metoden med de halve stangmasker gør, at det hæklede får en smule patenteffekt og det regner jeg med, er en fordel.

De er ikke taget i brug endnu, så jeg ved endnu ikke, om jeg bliver nødt til at starte en produktion af dem ;-)

Bomuldstrøjen ligger nu til tørre. Et helvede at strikke, men mere om det senere.