Mit hjerte sprang lige et lille slag over, for i min pure ungdom arbejdede jeg flere somre på Toft Camping i Øster Hurup. Dengang var det helt vilde at strikke ponchoer af pladegarn, så vi valdfartede til et gårdudsalg og købte ind. Og den tråd sprang og sprang og sprang og...... Pladegarn er jo let nok at splejse, men det er voldsomt irriterende at skulle gøre det om og om igen.
Man skal jo se sin frygt i øjnene, så i gang gik jeg:
Kroppen er færdigstrikket og jeg er i gang med første ærme. Jeg strikker magic loop, hvor jeg plejer at stramme første maske ret meget, men selv det får ikke garnet til at gå over. Faktisk er garnet kun sprunget én gang og det var fordi, at jeg smed med det!
Summasummarum - jeg hygger mig med pladegarnet. Sidder da faktisk og overvejer, om jeg måske skulle lave en til mig selv. Jeg er i hvert fald nødt til lige at lave en prøve med kun en tråd garn. Det er nok lidt mere sart, men prøves skal det da.
Bog:
Jeg fortsætter med historien om Oxen. Bog 2 endte så spændende, at bog nr. 3 ikke kunne vente. Det gør nu heller ikke noget, for det er god underholdning. Jeg får ikke hørt så meget bog i øjeblikket. Om vinteren falder jeg nemmere i "fjernsynsfælden", men når det (forhåbentligt) snart bliver rigtigt forår, så gider jeg ikke sidde inde foran TVet og så bliver der hørt meget mere lydbog.
Det er Formel 1 weekend og jeg håber, at jeg kan tage mig sammen til at få Birch syet færdig, mens jeg sidder og nyder hurtige biler. MEN jeg ved også, at jeg får startet endnu et strikketøj op i løbet af weekenden. Og det endda et strikketøj som jeg ikke havde drømt om, at jeg skulle i gang med, men som pludseligt er det eneste saligtgørende. Sådan går det ind i mellem.
Rigtig god weekend.