Viser opslag med etiketten Bogogstrik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bogogstrik. Vis alle opslag

20 april 2017

Tiden flyver

og manglende opdatering her, betyder ikke, at der ikke strikkes. Der strikkes på rigtigt mange ting. Jeg er afgjort ramt af en voldsom trang til at starte nyt op - og det gør jeg så. Det er sådan set fint nok, men nu har jeg gang i så meget, at det stresser, så jeg ender nok med at blive nødt til at tage en alvorlig samtale med mig selv ;-)

Bog:
Jeg har skiftet genre og kastet mig over Jens Henrik Jensens bøger om Oxen. Den første bevæger sig en hel del omkring Rebild, Rold og Nørlund Slot. Næsten i vores baghave så det er rigtigt sjovt at høre. Krimier, når de er bedst, så jeg er fanget og ender vel med at høre dem alle tre lige i rap.

Strik:
Stadig Birch, men jeg nærmer mig afslutningen. Selve opskriften er ikke noget at skrive hjem om. Jeg har set, at der er kurser om opskriftsskrivning på Craftsy, så det var måske et forslag til Marianne og Helga Isager. Med mine mange, maaaange års erfaring kan jeg godt gætte mig frem til, hvad der skal ske, men min veninde (som faktisk er en ganske habil strikker) har flere gange ringet i raseri - klar til at sætte ild til Birch OG pinde, fordi hun ikke fattede, hvad der skulle ske. Det er da ærgerligt for både strikker og designer.

17 marts 2017

Sidste uge

var fyldt til bristepunktet med gode oplevelser. Strikkeklub, strikkecafe, kursus i jaquardhækling, hyggeligt familietræf og så lige en herlig tur til Fiberfest i Ry. Lidt voldsomt på kun en uge, når der også er et job, der skal passes, men hyggeligt var det.

Turen til Ry startede med et stop i Viborg, hvor der blev indkøbt lækre grovboller med ost og skinke. Lige før Silkeborg holdt vi pænt ind til siden, rullede vinduerne lidt ned og nød den første fornemmelse af forår, mens vi spiste vores boller.

I Ry tog vi turen forbi de forskellige boder et par gange og så gik vi ellers til kursus i patentstrik i to farver. Jeg kan hilse og sige, at man skal holde tungen lige i munden, men det var sjovt. Så sjovt, at jeg måtte starte nyt op, da jeg kom hjem:

Bog:
Sunshine over Wildflower Cottage - ren chick lit, som det åbenbart så pænt hedder. Så meget letlæselig, at jeg har haft meget svært ved at koncentrere mig om at lytte. Ind i mellem er det meget rart med noget let, men den her er lige i overkanten. Om lidt har jeg krimier klar i stedet - tror jeg.

Strik:
På billedet en lille halsedisse i to farvet patent - bare fordi det skulle prøves. Jeg er ved at have gang i lidt for meget strik. Så meget, at selv jeg kan se, at jeg må til at holde lidt igen med at starte nyt op og i stedet forsøge at få lidt gjort færdigt :-) Måske kommer der en liste over igangværende projekter en af dagene. Jeg skal lige være klar til selv at se, hvor lang listen er.

Rigtig god weekend.

03 marts 2017

Planen var sådan set,

at jeg ville opdatere med bog og strik hver torsdag, men der sidder åbenbart en lille rebel i mig og siger, at det skal hun da bare slet ikke bestemme!

Men, men - bedre sent end aldrig, som de kloge siger:



Bog:
Murphy's Law - en fin lille krimi, som man ikke får onde drømme af. Det er første bind i en serie og ikke mindst på grund af den fantastiske oplæsning er jeg nok nødt til at høre flere af dem. Ikke lige nu, men ind i mellem er jeg sikker på, at der kan snige sig flere ind.

Strik:
Hov, hov hvor er Rummelig blevet af? Den er færdigstrikket. Venter på, at jeg får tid i dagslys til at montere den smule, der skal monteres. Ikke meget, så det burde gå hurtigt. Jeg har kastet mig over Frida igen. Den skal ikke få skovlen under mig! Det kommer nok til at tage lidt tid, for jeg har lidt for nemt ved at lade mig føre på afveje i øjeblikket.

Rigtig god weekend.

21 februar 2017

Hm, sidste uges bog og strik

kommer da bare - lettere forsinket - her:


Bog:
Sleeper's Castle er færdiglæst og så gik jeg direkte over i lidt mere let læsning nemlig Jill Mansells Fast Friends. Her er begejstringen til at overse, men jeg får den læst færdig! Og så kom en ven af en ven pludselig med The Year of Living Danishly. Den lover så til gengæld godt.

Strik:
De grå vendestrikbukser ligger i kurven, for jeg fandt lige et mønster til p 5 og faldt for muligheden for at blive hurtigt færdig :-) Bukserne er afleveret og passer perfekt, så jeg overvejer lige, om jeg ikke skulle strikke et par mere til den lille prinsesse.

Fakta:

Mønster: Blebukser fra bogen Blød begyndelse
Garn: Mor Aase
Pind: Nr. 5
Ændringer: Jeg har lavet ind- og udtagninger bagpå, så der bliver bedre plads til bleen. Den ide fik jeg fra Vendestrik bogen. Det fungerer fint.
Hit eller sh*t: Ifølge farmoderen et klart hit.

09 februar 2017

Der bliver en lille pause

i strikningen af Rummelig. Jeg har fået en forsigtig forespørgsel på blebukser. Jeg strikkede to par til en lille ny verdensborger (pige) i august. De har været brugt flittigt, da det åbenbart er et hit med blebukser udenpå strømpebukser. Når nu jeg ved, hvor meget de første par er blevet brugt, så strikker jeg gerne lidt flere. Jeg gider bare ikke strikke de samme igen, så jeg måtte kigge mig lidt omkring. Valget faldt på vendestrik.


Bog:
Jeg er færdig med Death by Cashmere. Den ryger i kategorien "Hyggelæsning". Den er første bind i en serie og jeg får nu nok læst flere af dem, bare ikke lige nu. I stedet er jeg nu i gang med Sleeper´s Castle af Barbara Erskine. Hendes første bøger slugte jeg, så kom der en periode, hvor jeg ikke var videre imponeret. Denne nærmer sig stilen fra de første bøger og det er bestemt et plus.



Strik:
Rummelig er godt på vej. Første ærme er færdigt og andet startet op. Nu kommer jeg så til at veksle lidt med vendebukserne fra Vendestrik bukser.

Jeg er langt, langt bagud med at få læst blogs. Det skal der gøres noget ved, for jeg hygger mig med de blogs. Det bliver ikke denne weekend, for jeg pakker nogle ekstra uldtrøjer og drager i sommerhus med en veninde. Det betyder: hygge, god mad, lidt rødvin, bukser med elastik i taljen, morgenhår hele dagen, masser af strik, gåture og ingen internet.

God weekend.

03 februar 2017

Hov for den

jeg tog pænt billede til bog/strik onsdag morgen og så glemte jeg lykkeligt alt om, at det jo ikke kommer på bloggen af sig selv!


Ikke nemt at se bogen, så jeg prøvede lige igen. Lidt bedre, men det er åbenbart ikke så nemt at tage billede af en skærm.


Bog:
Jeg er færdig med Sandheden om Harry Quebert sagen. Ret god bog, men lidt for langtrukken. Nu er jeg så i gang med en strikkekrimi. Jeg får af og til e-mails om strikkekrimierne, men har indtil nu ikke set dem som lydbøger. Ved et tilfælde faldt jeg over Death by Cashmere. Det er ikke Agatha Christie, men ganske hyggelig.

Strik:
Jeg strikker stadig på de 40 cm glat. Det føles lidt som om, at jeg har siddet fast i det der sorte hul, hvor man strikker og strikker og strikker og strikketøjet vokser bare ikke synderligt. Men, men, men jeg er nu på 38 cm, så med lidt held kommer der ærmer på pindene i løbet af weekenden. Faktisk hører jeg i øjeblikket mest lydbog, når jeg laver mad og så har jeg en karklud på pindene, som ligger i køkkenet. Mens ting kommer i kog eller bliver stegt, kan man godt lige nå et par pinde. Det er ikke helt så nemt, når salaten skal snittes!

God weekend.

- Posted using BlogPress from my iPad

18 januar 2017

Aaarrrggg - indsæt mange bandeord her

Det her bliver så ikke om igangværende strik og bog, men nærmere om ikke igangværende strik - og bog:


Kan du se det? Jeg fatter det ikke! Den største grund til, at jeg investerede i Frida, er det fine zig zag mønster på ryggen. Det var det, der fangede mig fra start og det er det, der hele tiden har ligget og rumsteret i mit hoved, så jeg har hele tiden vidst, at der skulle laves ind- og udtagninger for at få effekten og alligevel.......

Begge ærmer er strikket på, men nu er Frida sendt til tælling. Jeg er stadig vild med den, men det bliver ikke lige nu, at jeg starter forfra.

På bogfronten er det stadig Harry Quebert sagen, der spilles. I denne tid lytter jeg nærmest kun, når jeg laver mad, så det kommer til at tage lidt tid. Bogen er ellers ganske udmærket.

Nu vil jeg tage på arbejde, fordybe mig i det, glemme alt om Frida og finde ud af, hvad jeg så gør.