Det der Le Mans gik jo ikke videre godt. Der sad jeg og var SÅ klar og så røg Tom Kristensen ud efter under 1 time :-( Jeg fik dog strikket og også set en del Le Mans, men det er ikke helt det samme, når Mr. Le Mans ikke er med! Tunikaen er næsten færdig. Jeg kastede mig faktisk ud i en del ændringer og er ikke helt sikker på, at den er lang nok. Det må en vask afgøre!
Ellers har jeg da vist glemt at vise denne:
1 stk. færdigt Topstykke. Den er ikke helt i øjet. Allerede da jeg slog op, havde jeg mine tvivl mht. pufærmerne. De er ikke videre voldsomme, men det er slet ikke mig. Halsudskæringen er meget vid, men det kan klares med en omgang fast- eller kædemasker.
Man skulle jo egentligt tro, at det blev frygteligt kedeligt at strikke med de mange, mange omgange glat, men jeg nød det faktisk og har da også kastet mig ud i et nyt. Jeg skrev til Bente Geil og hun foreslog at hækle en række kædemasker og derefter samle maskerne op. Det har jeg gjort og det ser ud til, at halskanten bliver fin.
For at undgå pufærmerne lod jeg simpelthen være med at tage masker ud og nøjedes med raglanudtagningerne og det ser også fint ud. Det kommer til at tage noget tid at få det færdigt, for:
Der er ikke meget strikke mojo her i øjeblikket!
Jeg savner at strikke, men der er ikke rigtigt noget, der fænger lige nu, så der bliver ikke ført mange masker over pindene! Forhåbentligt ændrer det sig meget snart.
God weekend.