25 juni 2017

Sommergæsterne

begynder så småt at melde deres ankomst, så det var nødvendigt med en oprydning på mit værelse. Hvordan er det, at det går til, at det kreative (vælger jeg at kalde det) rod indtager sådan et værelse i løbet af ingen tid?

Jeg tog mig selv hårdt i nakken og gik i gang. H.o.l.d nu op. Jeg må bare sige, at jeg bestemt har brug for mere garn, men jeg har ikke plads. Ikke noget godt udgangspunkt, når min søsters og min årlige tur til Garnudsalg står for døren! (Og nej Mor, jeg fik ikke sorteret m.m. - alt blev bare stoppet ind, så jeg må anbefale gæsterne ikke at forsøge at åbne skabene).

Lige nu tror jeg, at jeg har slået min egen rekord mht. igangværende projekter og jeg har såmænd også mistet overblikket. En dag må jeg igennem dem og sortere godt ud i dem.

Det har så ikke stoppet mig, for jeg har da startet op på 2 mere:


Jeg har længe haft lyst til en tynd, let og lækker sommertrøje til de kølige aftener - ja, lige nu kan sådan en trøje vist ikke gøre det, men sommeren må da komme! Så jeg har kastet mig ud i en ganske enkel raglantrøje i det lækreste tynde Silk Kid Mohair fra Garnudsalg. Jeg var forberedt på, at det ville være svært at strikke i alene, men det går faktisk fint.

Den anden er Penguono af den farverige Stephen West. Det var en fest at vælge farver, men nu er jeg alligevel i tvivl, så den hviler.

På bogfronten lytter jeg i øjeblikket til The Perfume Collector af Kathleen Tessaro, men jeg må indrømme, at med det triste vejr vi har i øjeblikket, sker det alt for let, at jeg falder i TV-kigning i stedet for at lytte til en god bog.

Og a pro pos TV-kigning så vil jeg nu med god samvittighed sætte mig og se Formel 1.

Rigtig god søndag.

10 juni 2017

Helten i mit liv

ja, jeg var sådan set ikke klar over, at jeg havde en, men i går blev jeg klogere.

Da jeg kom drønende ind i vores køkken/alrum i går morges, hørte jeg en lyd. Jeg bremsede op og lyttede lidt og lyden kom igen - fra vores pejseindsats.


Jeg sneg mig hen og kiggede ind - lige ind i øjnene på en lille forskræmt fugl! Fuld galop ind for at vække helten, som er født og opvokset på landet, hvilket har givet ham et lidt andet forhold til dyr end mit.

Helten: Rolig nu - er på vej. Rul gardinerne for de 2 vinduer. Fjern alt i vindueskarmen på det sidste vindue.

Tjek, tjek. Hvorpå helten smækkede vinduet op på vid gab, lukkede alle døre, greb et håndklæde (er ikke lige klar over, hvad det skulle bruges til), lukkede døren til indsatsen op, kiggede fuglen dybt i øjnene og med fast stemme sagde:

Så kan du godt flyve ud!

Og det gjorde den! Jamen, jeg var vildt imponeret. Havde det vel nærmest som en 12-årig Justin Bieber fan, der pludselig står ansigt til ansigt med idolet. Det er ret godt gået af Helten eftersom, vi har været gift i over 30 år :-) Jeg tror nu også, at han selv var en anelse imponeret, men det får jeg ham aldrig til at indrømme ;-)

Strik:

På strikkefronten har jeg givet mig selv frit spil, så i øjeblikket strikkes der i bomuld. Hård kost for fingrene. Jeg lagde ud med at bruge de lækre Knit Pro pinde i træ, men de er så mørke, at jeg ikke kan se at strikke med det mørkeblå garn.


Så jeg er tilbage på metalpindene. Det går, men jeg holder mange pauser.

Bøger:

Jeg holder pause med The Wheel of Time. Første bog er på 30 timer. Den er spændende og godt fortalt og skal nok blive hørt færdig, men jeg fik trang til endnu en krimi, så lige nu lytter jeg til Emelie Schepps første bog om Jana Berzelius: Mærket for Livet.

Forøvrigt har ereolen og netlydbog en Facebook side, som klart kan anbefales. De er ret gode til at komme med forslag til bøger i forskellige genrer, så mangler man lidt inspiration, er der hjælp at hente hos dem.

Rigtig god weekend.