24 marts 2006

4 af lidt af hvert

Susanne har sendt en stafet videre til mig, så jeg har tænkt en hel del og her kommer resultaterne af min tankevirksomhed:

4 jobs du har haft

I gymnasietiden havde jeg i 3 år sommerferiejob i receptionen på en stor campingplads i Øster Hurup. Et sjovt, sjovt job der gjorde en masse godt for mit tyske og dagene gik i en helt fast rutine: 24-timers arbejde/vagt, diskotek, sove rusen ud, diskotek, sove rusen ud - og så startede 3-døgns rytmen ellers forfra!

Au pair i Wien. Uha som jeg ind i mellem savner den smukke, smukke by. Det var et rigtigt sjovt år og igen var det godt for mit tyske og for...... ja, lad mig nøjes med at sige, at min "mor" i Wien startede mit ophold op med at give mig et bykort, hvor de bedste små værtshuse var tegnet ind! Jeg drak ikke vin flere år efter, kunne simpelthen ikke få det ned.

Efter endt uddannelse fik jeg mit første "rigtige" job som korrespondent. Ikke videre ophidsende, men jeg havde nogle gode kolleger, som jeg stadig har forbindelse med.

Bogholder på et hotel. Nogle herlige år for jeg holder meget af stemningen sådan et sted. Glade (og sure) mennesker, den svage raslen af potter og pander fra køkkenet, de forjættende dufte ved middagstid - og muligheden for at starte dagen med at hente friskbagt brød og friskbrygget kaffe i køkkenet!

4 film du kunne se igen og igen

Stolthed og fordom - godtnok ikke den nye filmversion, men TV-serien. Vi har den på DVD og min datter og jeg har set den flere (mange) gange. Den nye film har jeg også set, men den når ikke serien til sokkeholderne.

Ringenes Herre - alle 3. Fantastiske film.

Topgun - ved ikke hvorfor. Jeg bryder mig ikke om Tom Cruise, men de der jagerfly - måske fordi jeg voksede op i nærheden af en flyvestation med evige overflyvninger af jagerfly.

Og så kan jeg ikke lige komme i tanke om flere.

4 steder du har boet

Nørhalne - et fint sted at vokse op. Masser af store træer at klatre i, mulighed for at køre vildt hurtigt på rulleskøjter på stille villaveje uden at risikere at blive kørt ned, solrige søndage hvor samtlige beboere på vejen pakkede bilen med børn, madpakke og husdyr og kørte i samlet flok til stranden.

Wien - en herskabslejlighed på 4. sal inde i midtbyen. Som sagt - jeg elskede det og var tæt på at blive, indtil min nordjyske sindighed fik mig overbevist om, at det var bedre at tage hjem og få en uddannelse.

Dalgasgade, Aalborg - gammel, gammel lejlighed oppe under loftet med toilet på bagtrappen én etage nede, ingen bad men til at betale for en studerende.

Stationsbygning - stationen var nedlagt, men der kom et enkelt tog forbi hver morgen og togførerne var så søde at sætte farten ned og bruge hornet hver morgen for at glæde vores dengang 3-årige søn, som var vildt benovet.

4 TV-Shows du kan li'

Hm, der må jeg melde pas med mindre "Venner" kan kaldes et TV-Show?

4 steder du har været på ferie

Norge - rigtig mange gange som barn. Husker især, når vi var der om vinteren og min far måtte tømme toiletspanden, inden vi rejste hjem. Das'et var i et uopvarmet skur udenfor og indholdet skulle være flydende, for at spanden kunne tømmes. Det involverede kogende vand og sammenbidte miner (min fars!). Billedet af min far på ski ned ad bakke med toiletspand (med flydende indhold) i den ene hånd står stadig tydeligt for mig. Og jeg husker også det der lillebitte håb om, at han - bare én gang - ville vælte. Det skete nu aldrig.

Mallorca - også som barn med forældre og bedsteforældrene. Sjove og hyggelige ture.

Sydfrankrig - varme, solrige campingferier med ungerne.

Hulsig - en herlig uge på ældstebarnets anmodning. Skønt med en uges afslapning med 1 voksent barn og 2 næsten voksne børn.

4 websites du dagligt besøger/bruger

Masser af blogs - hurra for Bloglines

DR

Banken - via mit arbejde

Der er mange andre - men hver dag?

4 favoritretter

Jeg spiser næsten hvad som helst med stor fornøjelse (elsker f.eks. stegt lever) - bare jeg ikke selv skal lave det. Madlavning er ikke noget, jeg morer mig med - desværre. Jeg er så misundelig på dem, der ryster den ene lækre ret ud af ærmet efter den anden.

4 steder du godt gad at være

Sommerhuset en sommerdag på terrassen - ok, det er også i orden med en vinterdag foran brændeovnen.

Wien - nu må jeg snart tage mig sammen til at lokke familien med på en tur derned.

Koncert med Queen - nåede desværre kun at opleve dem live én gang - men sikken en oplevelse.

New Zealand - her spiller Ringenes Herre ind.

4 nye blogge du vil tagge

Vender jeg lige tilbage med.




1 kommentar:

  1. Hey, jeg har også boet i Wien :o)
    Fandt dog ikke så mange værtshuse, en skam jeg ikke kendte dig! Har du prøvet at spise i det store hvide palæ med alle skulpturerne i haven ude ved den store kirkegård?
    Jeg fik også helt lyst til at tage familien med derned.
    kh Linda

    SvarSlet