Suk

Det der Le Mans gik jo ikke videre godt. Der sad jeg og var SÅ klar og så røg Tom Kristensen ud efter under 1 time :-( Jeg fik dog strikket og også set en del Le Mans, men det er ikke helt det samme, når Mr. Le Mans ikke er med! Tunikaen er næsten færdig. Jeg kastede mig faktisk ud i en del ændringer og er ikke helt sikker på, at den er lang nok. Det må en vask afgøre!

Ellers har jeg da vist glemt at vise denne:

1 stk. færdigt Topstykke. Den er ikke helt i øjet. Allerede da jeg slog op, havde jeg mine tvivl mht. pufærmerne. De er ikke videre voldsomme, men det er slet ikke mig. Halsudskæringen er meget vid, men det kan klares med en omgang fast- eller kædemasker.

Man skulle jo egentligt tro, at det blev frygteligt kedeligt at strikke med de mange, mange omgange glat, men jeg nød det faktisk og har da også kastet mig ud i et nyt. Jeg skrev til Bente Geil og hun foreslog at hækle en række kædemasker og derefter samle maskerne op. Det har jeg gjort og det ser ud til, at halskanten bliver fin.

For at undgå pufærmerne lod jeg simpelthen være med at tage masker ud og nøjedes med raglanudtagningerne og det ser også fint ud. Det kommer til at tage noget tid at få det færdigt, for:

Der er ikke meget strikke mojo her i øjeblikket!

Jeg savner at strikke, men der er ikke rigtigt noget, der fænger lige nu, så der bliver ikke ført mange masker over pindene! Forhåbentligt ændrer det sig meget snart.

God weekend.

Le Mans weekend

er en stor weekend for mig. Jeg elsker det simpelthen og ser så meget af det, som jeg kan holde mig vågen til.

Når det nu er så stor en weekend, så synes jeg altså godt, at jeg kan tillade mig at starte noget enkelt strik op. Jeg skal jo stirre på skærmen uden at blinke og så kan det ikke hjælpe, at strikketøjet er alt for kompliceret.

Sidste år strikkede jeg hele to ens tunikaer. De er blevet brugt flittigt. Den ene er i ren bomuld og den er ret så stiv i det. Den bliver lidt blødere i brug, men ikke meget. Den anden er i 50% bomuld og 50% akryl og er blød og lækker.

Jeg har overvejet, om jeg skulle kaste mig over en ny model fra Garnstudio/Drops i år:

Jeg har set den strikket og den er også rigtig fin, men jeg er alligevel kommet frem til, at jeg holder mig til den velkendte. Og dog – jeg kaster mig ud i et voldsomt eksperiment: Jeg udelader slidsen i bærestykket. Jo, jo lidt modig er man vel ind i mellem ;-)

Ved gennemgang af garnlageret viste det sig, at jeg allerede sidste år faktisk havde købt garn (det bløde) til endnu en tunika:

Opskrift, pinde og garn ligger klar. Nu venter jeg bare på, at starten går i morgen.

Rigtig god weekend.

P.S. Tak for tips til kommentarer. Det virker – nu kan jeg skrive kommentarer igen. Herligt!

Min mor (og min far)

kom forbi i lørdags. Normalt er min far altså ikke i parentes, men i denne historie er han – lidt.

Min mor strikker selv og skulle da lige se, hvad jeg har på pindene. Da jeg blev bidt af at strikke i min pure ungdom, tilbød mine forældre at betale garnet, men de ville ikke betale for nyt garn, før den trøje, jeg var i gang med, var helt færdig – dvs. syet sammen og ender hæftet!

Det sidder jo lidt i mig endnu, så da min mor kastede et blik på ZikZak og spurgte, om det ikke var en ide lige at få den færdig, så måtte jeg jo i gang ;-) Jeg manglede så også kun en enkelt sammenstrikning, et par korte sammensyninger under ærmerne, kanter og hæftning af ender. Det var da egentligt en hel – ikke så underligt, at den har fået lov at ligge!

Nej, grunden til, at jeg ikke havde fået lavet det sidste, var nok nærmere, at kanterne skulle sømmes til på vrangsiden og jeg må indrømme, at det havde jeg ikke den store lyst til at kaste mig ud i.

Men søndag eftermiddag, da jeg sad og solede mig på terrassen, blev min dårlige samvittighed alligevel så stor, at jeg fandt ZikZak frem. Jeg blev så enig med mig selv om, at en kant på tre retriller ville være fint for mig.

Og tænk sig færdig blev den. Her er den i al sin uvaskede skønhed (!)

Den er alletiders og min samvittighed er næsten ren som nyfaldet sne! Fakta boks hopper jeg lige over her, for det er jo et strikkekit fra Hanne Falkenberg. Og dog – jeg har taget færre masker op i halsen, da jeg syntes, at den så noget vid ud.

Og så kan jeg ikke komme ind og kommentere på andres blogge. Aner ikke, hvad der sket. Jeg kan kommentere på min egen, men på andres bliver jeg hele tiden dirigeret til blogger.com og selvom jeg logger ind der, hjælper det ikke noget!

Så lykkedes det

at få taget et billede.

For nogle år siden kom en ikke-strikkende veninde og spurgte noget så pænt, om jeg ville strikke et sjal til hende. Hun var/er kommet i den alder, hvor hedeturene raserer og det ville jo være så nemt med et sjal. Af og på - af og på - af og på osv.

Normalt tilbyder jeg at lære spørgeren at strikke, men lige netop denne veninde kan åbenbart bløde mig op. Jeg hev noget frygteligt akrylgarn frem og nej – det er sådan set ikke akryldelen, jeg har noget imod, men selv garnet. Det er med små løkker og jeg skal da lige love for, at jeg måtte kæmpe både med garnet og mig selv for at få det færdigt. Ene ret, slå tre m op, tag ud i den ene side til midten er nået og tag så ind igen. Ganske simpelt og på p 7 så det skulle da være til at overkomme, men sjovt var det ikke at strikke.

For et par uger siden stod hun der igen. Hun havde slidt det “gamle” sjal op og da hun tit og ofte har fortalt mig, hvor glad hun er/var for sjalet, kunne jeg ikke sige nej. Desværre havde jeg også mere garn, så i gang måtte jeg. Det kom jeg også, men måtte så kaste håndklædet i ringen.

Det garn GIDER jeg simpelthen ikke slås med igen.

I stedet fandt jeg noget andet garn, som jeg var blevet overfaldet af i Aldi på et tidspunkt. Et halvt Prinsesjal kom på pindene og se det var jo langt sjovere at strikke. Efter at jeg strikkede det første gang, lavede jeg et diagram og det har gjort det meget, meget nemmere for mig at strikke det. Min hjerne kan simpelthen ikke klare hulmønster på skrift. Til gengæld kører det derudaf med diagram og sådan er vi jo heldigvis forskellige.

Jeg beklager den meget forringede billedkvalitet. Sjalet er hvidt og jeg troede faktisk, at jeg havde taget et tæskegodt billede! Sjalet er afleveret, så bedre bliver det ikke.

Fakta:
Mønster:	Det halve Prinsesjal. Jeg var lidt bange for at løbe tør for garn, så jeg strikkede “kun” ca. 46 p af Feather and Fan (kan pludselig ikke huske, hvad det hedder?). Tog lidt m ud, så maskeantal passede til yderborten. Og så lige en besked til mig selv: Der skal være ca. 4 nøgler tilbage til yderborten. Kanske én kom til at købe garnet i lilla også og et sjal kan man vel altid bruge!
Garn:	525 gr. Complesso. 80% akryl, 20% uld. 50 gr. = 110 m.
Pind:	7
Mål:	Fik jeg ikke lige taget, men det er STORT.
Hit or sh*t?:	Stort hit.

Uha som tiden går….

og bloggen bliver forsømt.

Bliver der så heller ikke strikket? Jo da

Bliver der så gjort noget færdigt? Njah, altså lidt måske

Bliver der så startet nyt op? Ja for Søren da, mon ikke!

Jeps, der bliver startet rigtigt meget op og ikke gjort nær så meget færdigt. Når vejret tillader det, skal jeg finde kameraet frem og få taget billeder.

Rigtig god weekend. Vejret indbyder da ikke til meget andet end lænestol, strikketøj og en enkelt kop kaffe ind i mellem.

ZikZak igen

Og så skal der da lige vises et billede af ZikZak – ikke at det siger ret meget om, hvad der foregår:

Det skal ikke være nogen hemmelighed (det er det vist heller ikke), at jeg er ret vild med Hanne Falkenbergs designs. Hun tænker tit så helt, helt anderledes i udformningen og ZikZak er da virkelig en matematisk udregning af format. Jeg bøjer mig altså i støvet!

Jeg kastede mig ud i at læse opskriften til enden og det ved jeg jo godt, at man som regel ikke får noget ud af, når det er en Hanne Falkenberg opskrift. Og ganske rigtigt. På et tidspunkt blev min hjerne nærmest grødagtig (træg og tung) i forsøget på at forestille mig, hvordan tingene skulle foregå. Heldigvis ved jeg jo så også, at det bare gælder om at gøre, som der står skrevet, så ender det godt.

Jeg klør på

ZikZak er på pindene

og de gløder. Så meget at jeg allerede har måttet trævle op 2 gange! Én gang fordi jeg ikke kunne læse opskriften (som ellers er meget klar i spyttet!) ordentligt og én gang, fordi jeg åbenbart ikke kan tælle til 4. Pyt jeg er tilbage på rette spor.

Så slog det mig, at jeg da aldrig har fået vist den færdige Annette Danielsen kjole:

Jeg er ret så ked af det billede, for kjolen ser jo gevaldigt underlig ud. Bred og uformelig – det er den slet ikke IRL. På billedet hænger den på en bøjle og det er jo ikke det smarteste at gøre ved en strikket kjole. Faktisk er den så fin og så hurtigt strikket, at jeg slet ikke kan udelukke, at der kommer en mere på pindene.