12 juni 2013

Nå men

nu vi er i gang med tilståelserne, så bragte jeg lidt mere med hjem fra Aarhus turen:

IMG_0186

Jeg synes virkelig godt om Else Schjellerups modeller, men Dunlin….. Jeg tror, at jeg har kæmpet mig igennem 2 modeller i Dunlin garnet. De øvrige modeller jeg har købt, har jeg ikke strikket i Dunlin, men sendt garnet videre i systemet og strikket af noget andet.

Nu havde jeg bestemt mig for at give garnet en sidste chance på mine firkantede træpinde og havde da både fået hevet garnvinde og krydsnøgleapparat frem, men….

IMG_0191

Dunlin ligger nu i skabet og jeg satser stadig på, at jeg på et tidspunkt får det afprøvet på de firkantede. Måske….

Monteringsfeen var forbi i aftes, så både den orange og Knapnok ligger nu og tørrer!

10 juni 2013

Forrige fredag

tog jeg en tur til Aarhus til mellemste. Planen var egentligt, at vi ville i biografen og se Ironman, men vejret var alt, alt for godt, så vi tog en bytur i stedet.

Byture er normalt ikke lige mig, gider ikke at shoppe, men med mellemste som medsammensvoren er det nu gevaldigt hyggeligt. Vi er rigtigt gode til at få indlagt kaffepauser og så er hun fænomonal til at stå i en garnbutik og kigge mig dybt i øjnene, mens hun siger “Så køb det dog Mor!” – og jeg vil jo så nødig skuffe barnet, så:

IMG_0188

Forøvrigt har jeg hende mistænkt for at sige det, for at vi kan komme hurtigere ud igen, men det er endnu ikke bevist Smiley, der blinker

Tak for gættene på, hvad der er på pindene lige nu. Det er ikke en Marianne Isager. Den er næsten færdig - mangler kun lige en halskant samt lidt fransk vask og strygning, så skal jeg nok afsløre, hvad det er!

07 juni 2013

Og hvad er

så på pindene lige nu. Jo, det er dette såmænd:

IMG_0182

Og jeg kæmper, kæmper, kæmper for det er frygtelige kedeligt at strikke, men jeg kan så småt begynde at se lyset for enden af tunnelen.

NU vil jeg pakke et par tasker og snige mig i sommerhuset. Kan da godt være, at jeg er gået lidt over gevind med pakning af garn m.m., men man skulle jo nødig løbe tør!

Rigtig god weekend.

02 juni 2013

Inden det blev lidt lunt

nåede jeg også lige at strikke denne:

IMG_0178

Den ser noget underlig ud, som den ligger der og nærmest ligner et indianertelt! Men kig engang her.

Faconen er faktisk rigtig fin. Farverne er jeg ikke vild med, så den ender nok i gavekassen engang og det kan da godt være, at jeg har garn på lager til en blå udgave?!?

Ponchoen er strikket på p 6 og 10. Ikke favoritpinde at strikke på, men det går jo meget, meget hurtigt, så det var faktisk ok.

Rigtig god søndag.

31 maj 2013

Maj strømper

Lige på falderebet:




27 maj 2013

Jamen

Hvor bliver tiden af? Sidste indlæg herfra var den 7. maj – det er jo snart en måned siden, så det må jeg hellere få rettet op på.

Det vildeste, der er sket siden sidst, er en 2-dages tur til hovedstaden med indlagt koncert med Bruce Springsteen. Og ja, lyden er dårlig i Parken, men den herre er jo en erfaren én af slagsen, så han kan starte en fest alligevel – og det gjorde han. Så meget, at min veninde (som ikke havde oplevet ham før) bagefter meddelte, at der lige var hendes 3 fødsler, men så kom den her oplevelse altså også ind på en klar 4. plads :-)

Der bliver skam strikket og denne har sådan set været færdig længe:

IMG_0179

Fakta:  
Mønster: Anette Danielsen Nr. 26
Garn: 530 gr. (inkl. knapper) Supersoft fra lager – Marianne Svit
Pind: Iflg. opskrift
Ændringer: Jeg har strikket den kortere. Ville have været rart med målskitser. Den blev en anelse kortere, end jeg gerne ville have haft den, men det går. Skulle jeg strikke den igen, ville den blive lidt længere – og det kan sagtens være, at den bliver strikket igen.
Hit or sh*t?: Helt klart et hit.

Knapperne var lidt et problem. Der er ikke det store udvalg her i byen, så jeg endte med disse:

IMG_0180

07 maj 2013

Cardigan trangen

er overvældende her hos mig i øjeblikket. Kan da godt være, at det hænger sammen med vejret. Det ene øjeblik er det rart med noget lunt – det næste er det for varmt!

Jeg fandt garn og pinde frem til en Knapnok, men lige som jeg skulle til at slå op, kom foråret og så blev farven (som ellers er en favoritfarve) pludselig alt for mørk og kedelig, så….:

IMG_0170

I stedet blev der slået op i smuk turkisblå uld/silke. Jeg er gevaldigt godt tilfreds med det valg, for jeg er ikke udelt vild med Geilsk Tweed. Garnet er lækkert at røre ved, men der er utrolig stor forskel på tykkelsen. Som gående fra sytrådstykkelse til tykkelse passende til en p 3½.

Der er flere cardiganer på tegnebrættet og det har så betydet, at jeg har været nødt (!) til at bestille lidt garn ;-)