30 juni 2010

Lige nu

har jeg det som prinsessen i Klods Hans. Jeg tager det ene opstartede strikketøj efter det andet op af strikkekurv(ene), kigger på det og tænker “Duer ikke – næste”. Der er ikke noget af det, som jeg har lyst til at strikke på.

Så tager jeg en tur på nettet og finder stadig ikke noget, der “fænger”.

Det er dog lykkedes mig at få strikket endnu en tunika fra Drops. Billede og faktaboks følger, når jeg lige har fået samlet energi til at tage et billede.

18 juni 2010

Og hvad sker der

så her? Ikke ret meget rent strikkemæssigt. Det (mildt sagt) lunefulde sommervejr fik mig dog lige til at bestille lidt uld:

page Hm, billederne blevet taget på terrassen i det absolut sidste sollys.

Meget hurtig ekspedition fra Færøerne så garn + mønstre ankom sidste lørdag og jeg havde skam fundet på en masse gode undskyldninger for at starte endnu et projekt op. Der var jo både Le Mans og Formel 1, så kunne man vel nok lige få strikket noget uldent.

Mærkeligt nok tog min gode opdragelse over og jeg har faktisk holdt mig til Ballonkjolen. MEN den bliver tung – ikke kun tung, men rigtigt tung. Jeg har fået strikket 2 af de nederste felter og nu har jeg så kastet mig over bærestykket for at se, om tyngden gør, at den ender som en hellang kjole!

Faktisk har jeg ikke strikket så meget de sidste par dage. Haven lokker og da det ikke sker så tit, at jeg har lyst til at gå i haven, har jeg ladet mig lokke. I går blev jeg dog alligevel enig med mig selv om, at jeg lige ville tage et par pinde – OG så havde jeg faktisk ret så ondt i højre hånd/arm.

Forhåbentligt er det pga. haven og ikke bomuldsgarnet. Jeg har ikke strikket i bomuld i mange år, fordi det har været for hårdt ved mine hænder/arme, men med Addi og Knit Picks strikkepinde er det gået overraskende godt. Jeg har strikket rigtigt meget i bomuld i år og måske har jeg været lidt for frisk!

I næste uge bliver yngste Bukkebruse student, så den kommer til at stå på en masse festivitas og ikke meget strik. Forhåbentligt hjælper det så på hånd/arm. Alternativt ville en smule varmt sommervejr da heller ikke være at kimse ad!

God weekend.

07 juni 2010

Nu var Pinsen jo ikke

den varmeste Pinse i mands minde. Jeg havde heldigvis været forudseende nok til at tage dette sjal med i sommerhuset:

½ prinsesjal1 Det er kæmpestort og dejligt varmt. Farven er nærmest mintgrøn og ikke turkis som på billedet. Da jeg bestilte garnet, troede jeg, at det var turkisblåt, men det var altså meget mere grønt og jeg er ikke vild med farven, men varmen…….

Vel hjemkommet fra sommerhuset blev jeg enig med mig selv om, at det da var på tide at strikke et sjal mere. For en del år siden havde min mor mohairgarn med hjem fra en ferie. Både min mor og min søster har strikket sjal/stola af garnet og nu var/er det så min tur :-).

For endnu flere år siden fandt vi en sjalsopskrift i et ugeblad. Min søster strikkede en hel del sjaler efter opskriften og mønsteret forsvandt på et tidspunkt. Da min søster har strikket så mange gange efter det mønster, kunne hun det udenad, så vi fik lavet en opskrift. Den fandt jeg frem og strikkede en hel aften med 1 tråd på p 3½. Uha, som det blev fint og fnuglet.

Midt nat vågnede jeg så nærmest med svedeture og hjertebanken, for det havde pludselig slået mig, at det jo slet ikke var et fint lille sjal, jeg ville have, men et stort, varm, vamset et af slagsen. Ergo gik jeg næste aften i gang med 2 tråde og p 5. DET bliver godt:

IMG_0507Farven er flaskegrøn ikke lyseblå, som den vel nærmest ser ud på billedet. Nu strikker jeg – når jeg ikke lige strikker på noget af alt det andet – på sjalet og jeg bliver ved til det er kæmpestort ;-)

05 juni 2010

Pinsen fortsat

Lene spørger, hvordan man kan starte lavendelfarvet strik op, når man får leveret råhvidt garn. Godt spørgsmål Lene :-) Jeg startede op med resterne fra Drops modellen, men eftersom det er på tynde pinde igen og jeg jo havde fået det råhvide garn leveret, så gik der endnu en start:

IMG_0508Ikke nemt at se, men det er Ballonkjolen igen. Denne gang i bomuldsgarnet fra Aldi. Bliver det så godt? Jeg ved det faktisk ikke, så jeg vælger at overhøre den indre tvivl og klø på!

Og så lige et svar til “Meget imponeret fan”, som kommenterede det sidste indlæg. Hvis du gransker dit 19-årige hjerte min dreng, så ved du jo godt, at bøffer er din fars speciale ;-)

04 juni 2010

Pinsen

blev tilbragt i sommerhuset. Jeg tog afsted bevæbnet til tænderne med strikketøj – troede jeg. Yothaka’s tunika nr. ? var/er sådan set færdig. Mangler lige at få hæftet ender og hæklet kant. Det fik jeg så ikke gjort.

Til gengæld gik jeg glad i gang med denne:

Tunika Billede lånt fra Drops

Jeg har haft opskriften liggende længe og købte allerede sidste år garn til den. Ikke det originale garn, men løbelængden var regnet ud og der skulle da være garn nok. Ikke længe efter at starten var gået, fik jeg fornemmelsen af, at der ikke var garn nok. Stoppede det mig så? Nej da jeg fortsatte ufortrødent! Da jeg nåede hertil:

IMG_0510gik 2 ting op for mig. Der var IKKE garn nok og modellen viste sig at være med lange stropper. SÅ stoppede jeg.

Vi er nu nået til meget sent lørdag aften og jeg var løbet tør for garn. Heldigvis ligger vores sommerhus ikke langt fra vores hjem, så søndag morgen overbevidste jeg min KH om, at han var nødt til at køre hjem efter avisen!

Dernæste ringede jeg til yngste på 19 år. De, der har børn i den “rigtige” alder, kan måske huske en børneudsendelse, hvor en seer via telefon dirigerede en person rundt i et lagerlokale for at finde diverse gevinster. Hos os foregik det lidt på samme måde:

Moi: “ Hej, kan du ikke lige finde et par ting til mig?”

Sønnike: “ Jo da, mor”

Moi: “Ok – du starter på kontoret. På en af hylderne – til venstre tror jeg – står der en bog af Anette Danielsen”

Sønnike: “Mumle, mumle hm (der pusles) – ok, her er den”

Moi: “Fint, så går du op på mellemstes værelse. I skabet til højre på hylde 6 (man har vel styr på sit garnlager!) hiver du den store kasse ud og finder det beige/råhvide bomuldsgarn”

Her udspillede der sig så lige en længere samtale om, hvad farve beige/råhvid er og hvad bomuldsgarn er. Efter lidt tid:

Sønnike: “Ok, jeg har det. Øjeblik – jeg skal lige have kassen sat tilbage på plads”

Her blev moderen så lidt mundlam. Kassen på plads? Var han syg? Han plejer da ikke sådan at sætte ting på plads uden en mild påmindelse!

Sønnike: “Klar!”

Moi: “ Så går du op på det gamle kontor………….”

Sådan fortsatte det et stykke tid, indtil min KH noget bleg begynde at overveje, om han skulle ud at leje en trailer.

Nå men, Sønnike fandt det hele og jeg fik i stedet bl.a. startet op på denne:

IMG_0509

Fortsættelse følger……