Da jeg kom hjem fredag aften

og havde sundet mig lidt ovenpå mit sure opstød, tænkte jeg mig lidt om (ja, ja, det sker rent faktisk!).

Helt ærligt, sagde jeg til mig selv, du har strikket i flere år, end du har lyst til at tænke på. Hvor svært kan det være at strikke en ottekant?

Frem kom dette:


Ja, dvs. billedet er taget lidt senere på aftenen ;-) Da var kaffen drukket og starten på ponchoen gået.

Jeg fandt en kvadreret blok, tegnede en ottekant og gik i gang med at tage beslutninger om, hvilken vej der skal strikkes, hvor bred og lang den skal være osv.

Så blev der fabrikeret indtil flere strikkeprøver for at finde farve og pind. Da det var gjort, gik jeg i gang med regnemaskinen. Faktisk er det jo ikke så svært (og nu skal jeg så nok blive ramt af Nemesis på et tidspunkt). Jeg startede med at måle mit vingefang og trak lidt fra, så "ærmerne" ikke bliver for lange. Regnede maskeantal ud. Besluttede mig for længden. Regnede antal pinde ud og ud fra de tal regnede jeg mig frem til, hvor mange masker jeg skal starte med. Den bliver en smule oval, da jeg gerne vil have lidt længde på, men mon ikke det går.

Jeg var også inde og overveje, om den skulle strikkes fra ærme til ærme eller fra midt bag/for. Jeg endte med at starte midt bag. Retstrik har det jo med at blive længere i brug, så det er bedre, at den bliver længere end videre.

Midt bag blev det altså. Også fordi jeg ikke har besluttet, om den skal være åben eller lukket foran.

Ann Buds bog skal jeg bruge, når jeg når til halsen. Mon ikke hun kan levere halsudskæringen til mig, så jeg er fri for selv at skulle regne den ud?

Rigtig god 2. søndag i Advent.