07 september 2006

Nyt projekt

Den kommende weekend indebærer en del bilkørsel, så jeg blev simpelthen nødt til at starte et nyt strikketøj op. Skakmat i Kid Silk Haze. Garn og opskrift er indkøbt af min søster hos Wilfert's i København. Skakmat er designet af Dana og dette er mit andet Skakmat. Jeg nyder at strikke det, men man skal lige vænne sig til at strikke sytråd det ultratynde garn på p 5.

Ryggen til Laura er strikket. Tjah, her skal der vist en del vand og knappenåle til, før den kommer til at ligne en ryg. Jeg synes, at Tvinni'en virker hård og håber på, at vask gør den blødere.

Sidste billede er af håndklædet. Det kommer til at tage sin tid at strikke det, for det uelastiske bomuld er hårdt ved mine fingre. I øjeblikket satser jeg på at strikke 8 pinde om dagen, for mange bække små osv.


Og så er der selvfølgelig lige Rib Rab. Den er også i bomuld og selvom jeg synes, at jeg har strikket og strikket vokser den ikke alverden, så den har nu ligget i skammekrogen i et godt stykke tid. Jeg overvejer at tilmelde den til UFO KAL EFTERÅR 2006, men det forpligter jo, så.....

29 august 2006

FO

ja, for søren. En weekend i sommerhus med min søster hjalp gevaldigt på Mystery Stole 2006, som nu er færdig:


Den er vasket og blev derefter bare hængt til tørre over tørresnoren. Takkerne forneden blev trukket i facon ved hjælp af klemmer og nu er den så klar.

Boleroen til min datter er også færdig OG monteret. Det bliver aldrig min livret at montere og da slet ikke i sort garn, men jeg fik mig kæmpet igennem det:


Og hvad så nu? Jeg er gået i gang med Laura i Tvinni i stedet for Højlandsgarnet. Det er godtnok tyndt garn til p 3½, men jeg synes, at det bliver helt fint. Billede følger, når jeg er kommet godt i gang.

Så fik jeg pludselig lyst til at strikke gæstehåndklæder og da min søster og jeg lige var en tur omkring Grønhøj Garnlager købte jeg lidt blødt bomuld, som jeg er meget spændt på at mærke efter vask. Det kommer nu til at vare lidt, inden jeg når til at vaske det. Håndklædet strikkes på p 2½, så .......

17 august 2006

Nyt på pindene

Studio II er færdig. Strikket færdig, syet sammen og alle ender hæftet! Billede kommer måske, men det ligner til forveksling billedet fra sidste post.

Mystery Stole 2006 er færdigstrikket - ja, altså den ene side. Her har jeg også forsøgt mig med et billede, men så længe det ikke er vasket og spændt op (tak,
Dana), er mønsteret svært at se. Jeg mangler så Clue 5, 6 og kant på side 2, men jeg gider helt ærligt ikke lige nu. Her håber jeg så, at min søster ikke læser med.

Jeg mangler jo sådan set ikke ting at gå i gang med, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der trækker mest, så i mellemtiden er jeg gået i gang med denne til min datter:

Hun har snakket om endnu en bolero længe, men nu har jeg ventet så længe med at komme i gang, at det er på sin plads med lange ærmer. Jeg strikker den i 1 tråd mohair og 1 tråd strømpegarn af Brugsens det bedste. Farven er sort og det er ikke nemt at se, hvad der sker, men jeg tror, at jeg har styr på det. Her følger også billede senere, for jeg er kun lige gået i gang og sort garn giver ikke de bedste billeder.

God weekend.

07 august 2006

Altså

nu har jeg lige siddet og skrevet en post, som Blogger åbenbart har "ædt". Vi prøver igen.

Der har ikke været meget at vise - bare mere af det samme, men nu sker der pludseligt noget med Studio II. Forstykket er strikket igen og efter sammenstrikning af for- og bagstykke er trøjen jo næsten færdig. Lige nu mangler jeg kun den 4. ærmetrekant og kanter på ærmer og i halsen:


Beklager det halvdårlige billede. Det skulle gå stærkt.

MS2006 går også fint. Vi er nu på Clue 5 ud af 6. Clue 2, 3 og 4 var meget ens, men nu gøres der vist klar til den store finale:


Farven er helt hen i vejret. Stolaen er faktisk grøn, meget grøn. En farve jeg ikke helt har forliget mig med endnu, men det kommer forhåbentligt. Sidste Clue kommer på fredag, så med lidt held er den færdig i løbet af næste uge.

Mountain Lace Scarf bliver en om'er. Jeg bryder mig ikke om mønsteret i mohair, så det må strikkes i et andet garn. Sidste år var "ta' med" strikketøjet sokker - i år bliver det vist tørklæder/små sjaler. Jeg fik garn til Skakmat i julegave og jeg tror, at det kommer på pindene, når stolaen er færdig.

24 juli 2006

For f..... da også

her sad jeg og strikkede til kl. 3 natten mellem fredag og lørdag for at nå op til halsdelingen på Studio II. Glad og fro stod jeg op lørdag morgen - klar til at dele og blive færdig med det store stykke. Tælle, tælle masker, hva' dytten var nu det? Der manglede 10 m. Jeg havde simpelthen slået 10 m for lidt op fra begyndelsen. Så sku' da osse!!!!! Jeg har trævlet op og faktisk også slået op igen, men der er ikke den store lyst til at strikke de laaaange omgange lige nu.

Og så dagens positive. Jeg har fundet ud af, hvorfor halsudskæringen på Green Gable blev for stram - eller nærmere ikke bådformet. Man skal slå op med backward loop teknik for at få bådudskæringen. Det er da lige før, jeg har mod på at strikke den igen! Lige før, altså.

19 juli 2006

Det skal ikke være nogen hemmelighed

at jeg er ret vild med mange af Hanne Falkenbergs designs, så jeg kigger jævnligt forbi hendes hjemmeside for at se, om der skulle være kommet en ny model.

Denne gang var en "gammel" model kommet i en ny farvekombination:


Og så gik der pludselig et lys op for mig. Den trøje købte jeg da vist et kit til for en hel del år siden. Gad vide, hvor garnet er - og hvorfor har jeg aldrig fået den strikket? Efter solnedgang og et godt dyk i temperaturen gik jeg på jagt i mine garngemmer og fandt:


Farverne er ikke så gode på billedet. Den lyse er lilla og den mørke er sort. Jeg bruger så godt som aldrig sort, men da jeg "fandt" Hanne Falkenberg blev jeg så vild med Pyramide, at jeg bare måtte eje den - først og fremmest pga. konstruktionen. Dengang var den ikke i mange farvekombinationer, så valget faldt på den sort/lilla. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg aldrig fik den strikket - men jeg vil tro, at det er pga. det sorte garn.

Under min jagt på Pyramide fandt jeg også denne:


En næsten færdig
Diva - hvorfor er jeg gået i stå med den? Tjah, det kan jeg heller ikke huske. Da jeg købte den, var den heller ikke fremme i så mange farvekombinationer, men jeg fik uden problemer byttet den sorte ud med en blå, så denne gang er det ikke farverne, der gør det. Og så blev jeg faktisk ekstra glad, da jeg modtog mit kit, for "nålen" til lukning af Diva fulgte med.

Og så fandt jeg også dette:


Det bliver mere og mere pinligt, men det er de sørgelige rester af
Jazz i farvekombination 5. Den kan jeg til gengæld godt huske, hvorfor jeg stoppede med. Jeg havde store problemer med strikkefastheden og så gik jeg fuldstændig i stå i vævestrikken. Jeg syntes, at det var så besværligt at strikke og til sidst kom min mor en dag forbi, kiggede i min strikkekurv og så for 117. gang Jazz, der ikke var sket ret meget med. Hun så mig dybt i øjnene og foreslog, at min far fik lov til at trævle den op. Og jeg måtte give hende ret - den var aldrig blevet færdig.

Desuden er jeg vældigt lun på denne:


Her vil jeg så gerne have skiftet den hvide ud med en blå - jeg har jo en del blå liggende, så jeg kunne jo investere i kittet og så gemme den hvide til en kombination med noget af mit andet Hanne Falkenberg garn - evt. sammen med den lilla til Pyramide, eller.......

Det ser nærmest ud som om, at jeg aldrig har færdiggjort en af Hanne Falkenbergs modeller, men det har jeg - flere endda.

17 juli 2006

Hjemme igen

efter en uges herlig ferie med alle vores "unger" og en uge på skift hjemme og i sommerhus er det lykkedes mig at få taget billeder af lidt forskelligt:

1. del af Studio II er færdig:



og jeg er allerede godt på vej med 2. del.

På ferien startede jeg Rib Rab og må nu erkende, at jeg har nået strikningens sorte hul, som Yarn Harlot kalder det. Man strikker og strikker og VED, at man har strikket voldsomt mange omgange og alligevel kan det ikke ses, når man hiver målebåndet frem og forventer en 5-10 cm's forøgelse af stykket - hm, det må da pludselig vise sig:


Den ligner mest af alt en babyundertrøje lige nu, men når den bliver hevet i facon, kan modtageren vist godt "hældes" i den. Som 17-årig kan tøjet jo næsten ikke blive stramt nok.

Og så er jeg også gået i gang med Mystery Stole 2006 - og nu lykkedes det at få billede med:



Jeg begyndte i et rigtigt lækkert silke/uld garn, men det blev for tyndt, så nu bliver det i New Zealandsk lammeuld. Jeg kan ikke helt bestemme mig til, hvad jeg mener om det, men strikker da derudaf.

Et kig omkring i tasker, poser og diverse gemmer viser, at jeg har alt for mange ting i gang, så måske man skulle overveje at gøre som her - under 2. juli.