16 januar 2010

Fødselsdag

er det jo som regel ikke så ringe at have. Det er dog lidt svært at finde på ønsker så kort tid efter jul.

Min søster, der også er ivrig strikker, har heldigvis også fødselsdag i januar, så i løbet af de seneste år er det blevet tradition, at vi giver hinanden strikkekits i fødselsdagsgave – og her kan man jo altid finde på noget :-)

I år faldt valget på Yothaka’s Tunika fra Karen Noe. Jeg har tyvstartet og her kommer lige 2 billeder af starten. Det ene taget med blitz – det andet uden. Ingen af dem viser farverne korrekt, men jeg strikker i lilla nuancer, så første billede er mest korrekt.

IMG_0252 IMG_0251 En af mine meget “gamle” veninder, som også strikker, sendte mig dette:

IMG_0247Og så var der oven i købet et gavekort til en garnbutik med :-) Jeg tror, at garnet bliver til et Baktus-agtigt tørklæde. Den lille kurv er SÅ fin til bilstrikketøj, som næsten altid er enten et tørklæde eller strømper.

Herudover fik jeg også nogle rigtigt lækre ikke-strik gaver, så jeg sidder her og føler mig glad og heldig.

14 januar 2010

Momentan sindssyge?

Ja, det må jeg altså være blevet ramt af.

Da jeg endelig blev færdig med sok nr. 2 til min nevø, var julen over os og ramt af et eller andet pakkede jeg så dette ind til en ekstra julegave:

IMG_0243Hvad gik der dog galt for mig????

Nu har jeg så også indkøbt en 80 cm rundpind, så dette par strømper kan blive strikket med magic loop metoden. Jeg bilder mig ind, at jeg så vil synes, at det er meget sjovere at strikke strømperne!

12 januar 2010

Årets første FO

En af mellemstes tidligere kolleger i Schweiz fødte en datter mellem jul og nytår. Da mellemste var hjemme i efteråret, havde hun sammen med en veninde købt gave, som lå klar til at blive sendt til Schweiz, så snart fødslen var vel overstået.

Nu viste det sig så, at den lille pige nærmeste er blevet opkaldt efter mellemste, så der måtte jo lidt ekstra til! Opskriften på Fiona blev indkøbt og mor her måtte kæmpe sig igennem snemasser og tåge for at nå ud til en gårdbutik efter garn.

Fiona er jo en hurtig lille sag i str. 3-6 mdr., så klar er den blevet – og også afsendt.

Fiona Fin lille sag strikket i Arwetta, så den er også blød og lækker.

06 januar 2010

Det må da vist

være på tide at ønske alle et Godt Nytår!

Julen er jo forlængst overstået og hverdagen er tilbage – næsten. Her i Himmerland sner det stadig samtidig med, at det nu også fyger. Flot er det, men det er også gevaldigt besværligt!

Ballonkjolen er stadig ikke færdig, men jeg nærmer mig. Af en eller anden grund har jeg været nødt til at starte op på hver ny del mere end én gang. Hjernen har vist været på juleferie i længere tid, for den har da ikke været brugt videre flittigt mht. strik! Jeg er i gang med sidste domino-del og så skal jeg lige have strikket bærestykket – igen!

Der er dog et stk. færdigt strik:

TørklædeMeget Baktus-agtigt, men det er Evelyn Clark’s Heart to Heart og har man rigtigt godt øjne og kigger rigtigt godt efter, kan man godt se hjertet på det nederste højre billede.

Fiona i str. 3-6 mdr. mangler kun knapper – billede følger.

13 december 2009

Ventetid

fik jeg sidste weekend. Ældstebarnet kom på hurtigt weekend visit, så han kunne være med til at fejre. Ryanair har indstillet ruten Dublin – Billund, så han måtte en tur over København og så videre til Aalborg. Nemmere for mig :-)

Nu kan jeg altså normalt godt regne ud, hvor lang tid det tager at køre til Aalborg Lufthavn, men sidste fredag havde jeg lige noget arbejdsrelateret, som skulle ordnes nordenfjords, så det endte med, at jeg ankom til lufthavnen 3 kvarter før ældstebarnets fly.

MEN jeg var bevæbnet til tænderne:

IMG_0225Så jeg sad faktisk og hyggede mig, mens jeg nød en kop kaffe til kr. 38,- (!) – så var den da vist også betalt.

Og ja, det er den manglende sok. Det var lykkedes mig at fortrænge, at den ikke var blevet strikket, indtil min svigerinde mindede mig om den. Godt der er VM-håndbold, så skulle der da være en chance for, at den er færdig inden jul.

12 december 2009

Det eneste

jeg – næsten – ønsker mig til jul, er mere strikketid!

Som rigtigt mange andre er jeg faldet for nisserne fra Kastaniestrik, så sidste tirsdag ankom disse til matriklen:

IMG_0212Kræmmerhusene har jeg slet ikke nået endnu, men nisserne skulle da straks på pindene. Jeg prøvede først i Shetlandsuld fra BC Garn:

IMG_0219 Lidt for røde nissehuer efter min egen smag, men det var det garn, der lige var på lager. Rødt garn er ikke det, jeg har mest af. De er også lidt mørke i huden, men nisser er vel lige så forskellige som vi mennesker, så det er ok med mig.

Skægget er lavet af New Zealandsk lammeuld og det blev ikke så godt efter turen i maskinen, men det skal prøves igen.

Da vi sidste weekend havde en stor begivenhed at fejre i familien, blev nisserne også strikket i originalgarnet.

IMG_0221Her gik det meget bedre med skægget, men jeg nåede ikke at tage billede af de færdige nisser. Det første hold blev strikket lige efter opskriften, men det der med at sy sammen er jo ikke lige mig, så disse er strikket på strømpepinde og det gik let og smertefrit.

Nu har jeg jo fået blod på tanden, så dette er ankommet fra BC Garn:

IMG_0222 Det er ikke nemt at få farverne rigtige i det her vejr, men de er rigtigt fine til nisser. Nu er det eneste jeg mangler jo altså så tid!

03 december 2009

Fantastisk billede

i dag:

IMG_0216Hvad er dette? Som en vis herre ville have sagt. Jamen, det er da 3. opstart af Ballonkjolen. På trods af strikkeprøve OG de 3 opstarter er jeg bange for, at den bliver en anelse for stor (!). MEN nu bliver den strikket færdig og er den lidt for stor, lukker jeg øjnene og smider den i tørretumbleren!

Som sædvanligt er farven langt fra nøjagtig, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde ud af, hvordan det bliver bedre. Ok, jeg har nu heller ikke forsøgt. Måske ældstebarnet kan indstille kameraet, når han kommer hjem til jul?