08 december 2013

Da jeg kom hjem fredag aften

og havde sundet mig lidt ovenpå mit sure opstød, tænkte jeg mig lidt om (ja, ja, det sker rent faktisk!).

Helt ærligt, sagde jeg til mig selv, du har strikket i flere år, end du har lyst til at tænke på. Hvor svært kan det være at strikke en ottekant?

Frem kom dette:


Ja, dvs. billedet er taget lidt senere på aftenen ;-) Da var kaffen drukket og starten på ponchoen gået.

Jeg fandt en kvadreret blok, tegnede en ottekant og gik i gang med at tage beslutninger om, hvilken vej der skal strikkes, hvor bred og lang den skal være osv.

Så blev der fabrikeret indtil flere strikkeprøver for at finde farve og pind. Da det var gjort, gik jeg i gang med regnemaskinen. Faktisk er det jo ikke så svært (og nu skal jeg så nok blive ramt af Nemesis på et tidspunkt). Jeg startede med at måle mit vingefang og trak lidt fra, så "ærmerne" ikke bliver for lange. Regnede maskeantal ud. Besluttede mig for længden. Regnede antal pinde ud og ud fra de tal regnede jeg mig frem til, hvor mange masker jeg skal starte med. Den bliver en smule oval, da jeg gerne vil have lidt længde på, men mon ikke det går.

Jeg var også inde og overveje, om den skulle strikkes fra ærme til ærme eller fra midt bag/for. Jeg endte med at starte midt bag. Retstrik har det jo med at blive længere i brug, så det er bedre, at den bliver længere end videre.

Midt bag blev det altså. Også fordi jeg ikke har besluttet, om den skal være åben eller lukket foran.

Ann Buds bog skal jeg bruge, når jeg når til halsen. Mon ikke hun kan levere halsudskæringen til mig, så jeg er fri for selv at skulle regne den ud?

Rigtig god 2. søndag i Advent.

06 december 2013

For efterhånden længe siden

forelskede jeg mig i Ottekantet Poncho designet af Lene Trojel Berthelsen. Den kan købes hos Uldbutikken i Haderup, men med tanke på min tidligere oplevelse, har jeg ikke orket at forsøge at bestille den.

Men med den strikkekrise jeg er i, tænkte jeg i fredags, at jeg da kunne prøve igen. Ringede op og fik en lang og hyggelig snak om julegavestrik, poncho, farve, garn og jeg skal komme efter dig, skal jeg.

De kunne ikke nå at sende i fredags, men mandag skulle den nok komme afsted. Helt fint med mig, men nu er det fredag igen og godt nok er Postdanmark måske ikke altid den hurtigste knallert på molen, men så langsomme er de heller ikke.

Nu sidder jeg så her – lidt tøsefornærmet og sur Smiley, der blinker - og ønsker, at hun bare havde sagt til mig, at de IKKE sender. Det ville da være helt i orden og langt bedre end at give forhåbninger.

Ok, det hjælper heller ikke på humøret, at Bodil kom forbi i går og lagde mit smukke træ ned – igen, beskadigede taget og tog nogle fag hegn med sig! Suk!

Der skal dog alligevel lyde et RIGTIG GOD WEEKEND herfra. Jeg finder et sted at grave mig ned, til jeg bliver god igen!

05 december 2013

Telefonen ringede

en fredag aften. I røret var min 13-årige hjemmestrikkede-strømper-elskende nevø:

Nevø: Hej. Hvor meget garn skal der bruges til et par strømper?

Mig (Jeg ventede ikke lige dét spørgsmål, så mit svar blev): ØH?

Nevø: Det er, fordi jeg står i Tiger med mor og de har billigt strømpegarn.

Mig: 100 gr.

Og væk var han. Havde jeg nu nået at tænke mig bare en smule om, havde jeg nok forsøgt at tale ham fra det.

Næste formiddag stod han glad i døren med garn til 3 par strømper. Det viste sig (til hans mors store begejstring!), at strømperne skal håndvaskes. Der er også stor farveforskel på garnet. Jeg har dog strikket et par:

IMG_0322Hans mor har siden været i Brugsen og købe garn til 2 par, for hun er ikke videre interesseret i strømper, der skal håndvaskes Smiley, der blinker

Nu skal jeg så bare tage mig sammen og få dem strikket.

27 november 2013

1. Berlinnøgle

er allerede strikket op:

IMG_0318

Den gode gamle “Smoke Ring”. Ser ikke ud af meget, som den bare ligger der og ligger, men den er fantastisk i brug. Den er videre for neden end for oven, hvilket gør, at den sidder fint til – uden at være ved at kvæle mig altså!

Efterhånden har jeg strikket en hel del af dem og ligesom hjemmestrikkede strømper, er de blevet en del af mine “nødven-digheder”, når frosten melder sig.

IMG_0320

Og så vender jeg da tilbage til strømpestrikningen og venter på, at inspirationen kommer over mig.

25 november 2013

Mere tid

er, hvad jeg ønsker mig i julegave. Der er lidt for meget om ørerne lige nu, så jeg er langt bagefter med bloglæsning. Kommentarer får jeg heller ikke lagt nogle af og det ærgrer mig gevaldigt, men det kræver jo ligesom, at jeg får læst blogs. Det skal nok komme, men november/ december er travle måneder her.

Der blev dog lige tid til en forlænget weekend i Berlin, hvor mellemste har valgt at bo og arbejde i et år. Virkeligt dejligt at se, hvor hun bor og arbejder. Vi nåede bl.a. også at finde en garnbutik og noget skulle der jo med hjem som souvenir:

IMG_0316

No. 26 er færdigstrikket men ikke monteret. Det kommer, når jeg en dag kan komme i gang i dagslys.

Ellers står den mest på strømpestrikning, som ellers har ligget stille hele sommeren. Jeg kan simpelthen ikke finde noget, jeg har lyst til at strikke, så endnu en strikkekrise skal bekæmpes!

03 november 2013

Nøj

hvor er jeg godt underholdt og nøj hvor får jeg strikket. Sidder og ser norsk strikkeaften og er lige kommet i gang med rekordforsøg.

Sidst ældste var hjemme på besøg, glemte han at få sit Apple tv med. Synd for ham og godt for mig, for nu kan jeg se den norske udsendelse på tv via min iPad. Smart :-)

Jeg skal på arbejde om en time, men det har jeg da slet ikke tid til!

Strikkeaftenen så jeg her:
Strikkeaften

Rekordforsøg her:
Rekordforsøg

Jeg må på arbejde, men når jeg kommer hjem, står den igen på rekordforsøg og strik :-)


02 november 2013

Næste færdige

trøje er denne – eller den mangler lige lidt knapper i ærmerne. De skulle gerne komme på i løbet af denne weekend.

IMG_0294Ærmerne kan enten være lange eller foldes op og knappes fast, så de bliver 3/4 lange. Smart!

Den blev meget, som i rigtig meget, vid i halsen. Den skal være vid, men den skal ikke falde ud over skuldrene, hvilket den gjorde. Jeg var godt klar over det, men satsede på, at det kunne fikses. Garnet er med bomuld i og det giver sig en anelse mere end uld. Jeg har indkøbt elastik til at trække igennem, men en meget klog “kone” foreslog, at jeg hæklede rundt i halsen:

IMG_0299_1Det hjalp – i 3. forsøg.

Fakta:  
Mønster: Drops 131-1
Garn: Hm – 650 gr. fra Garnudsalgs spæde start
Pinde: P 7
Ændringer: Kortere krave – jeg løb tør for garn
Hit or sh*t: Helt klart et hit.

God weekend.