Held i uheld!

I forgårs fik jeg et pludseligt indfald:

Mig: “Hm, mon ikke lige Tovværk trænger til en vask?”

Som tænkt så gjort. Tovværk røg i vaskemaskinen og eftersom jeg kender flere, der har prøvet at glemme at indstille vaskemaskinen på uldvask, så checker jeg ALTID en ekstra gang, inden jeg starter maskinen.

Vaske, vaske, vaske – færdig. Jeg spæner ud til maskinen. Slukker, lukker lågen op og så ringer telefonen.

Mig: “Bla, bla, bla” i meget lang tid. Røret på og jeg havde lykkeligt glemt alt om Tovværk i vaskemaskinen.

I går: Fik samlet småklatter af vasketøj til en vask på 60 gr. Smed det løbende i vaskemaskinen, så jeg bemærkede ikke, at der allerede lå noget i den. Fuld maskine, indstil på 60 gr og tryk start!

Først da jeg skulle tage vasketøjet ud, kom jeg i tanke om Tovværk og koldsveden sprang frem. Nu var den godt nok lidt til den store side, men det er ikke ret lang tid siden, at jeg så en poncho, der havde været udsat for 60 gr. – den var endt i dukkestørrelse.

Ud med Tovværk og den var da godt nok krøbet en del. Her var det så, at jeg kom i tanke om et vildt køb fra Shetlandsøerne for nogle år siden:

Havde jeg ikke haft den, var det aldrig lykkedes mig at få Tovværk i facon igen, men hold da helt op. Nu passer den mig perfekt. Ærmerne har også den rigtige længde. Den er noget “fast i kødet” og det er ikke så nemt at se reliefmønstrene, men alt i alt er den faktisk blevet en hel del bedre:

Se lige på striberne foran. Skal hilse og sige, at den er spændt ud til bristepunktet!

Jamen

ponchoen var færdig sidste weekend og den har ikke været af mig siden – næsten!

Ikke nemt at se den på dette billede, men i øjeblikket er der så godt som aldrig dagslys hos os. Den ser skæv ud, men det er den ikke. Må være vinkelen billedet er taget i.

Og nøjagtig som med fødsler skete der det, at jeg straks efter at have fået ponchoen på første gang, glemte alt om alle strabadserne med vrangmaskerne og sprang på garnskabet for at se, om jeg da ikke havde noget garn, der kunne bruges.

Så nu er jeg da i gang med ærmet på endnu en poncho. Jeg har overvejet, om jeg skulle strikke retriller i stedet for glat, men jeg kan godt lide letheden i det glatstrikkede, så jeg må lide for det endnu engang – og det gør jeg så ;-)

Jeg er langt, langt bagud med at læse blogs, men håber på, at jeg får lidt tid, så jeg kan snige mig til at få læst op – man skulle jo nødig gå glip af noget!

Rigtig god søndag.

Jeg har det

som en travhest, der kan se målstregen. Dampen står mig ud af ørerne og blodet springer (næsten) fra fingrene, for jeg mangler kun 8 p glatstrik (= 4 lange vrangpinde), før jeg er ved ærmet. Ærmet er kun en smule ribstrik, så det tæller ikke med :-)

Der bliver ingen aftensmad i aften. Det er direkte hjem og gribe strikkepindene!

Spidskompetence

er sendt til tælling.

Min far kom forbi og jeg tog en rask beslutning, så nu ser Spidskompetence sådan ud:

Efter optrævling kørte jeg garnet op på krydsnøgleapparatet og smed det i vaskemaskinen. Det har stået til tørre på en radiator i næsten en uge. Garnet ligger dobbelt, så måske bliver det engang til Spidskompetence – eller en anden model strikket med 2 tråde.

Ponchoen gror langsomt men sikkert. Jeg holder ved, selvom den stadig er frygteligt kedelig at strikke og der lige nu er rigtigt mange andre ting, jeg gerne vil starte på. Cardigan skal nu også være færdig, inden der findes på nyt.

Jeg starter ikke på nyt, jeg starter ikke på nyt, jeg starter……..

God weekend.

Der strikkes

på ponchoen. Og hold da lige op, hvor er den kedelig at strikke. Men den bliver så blød, let og lækker, at jeg klør på. Faktisk – for lige at pine mig selv – har jeg regnet ud, at i de glatstrikkede dele skal der strikkes 19.536 vrangmasker. Dertil kommer så de ribstrikkede dele!!! Og hvorfor i alverden har jeg så brugt tid på at regne det ud?

Fordi jeg kedede mig ;-)

For ligesom at understrege hvor kedelig ponchoen er at strikke, kan jeg da lige vise, hvad jeg brugte mine få fritimer søndag på:

Tunikaen ligger til tørre på et par assorterede håndklæder, så det ser ikke alt for smart ud. Starten på den gik d. 29.08.2009 og den var forholdsvis hurtigt strikket. Det eneste, der har manglet, har været sammensyning og halskant, men det tager altså tid for mig at tage mig sammen – især når der skal syes ærmer med kuppel i!

Nu er det gjort og så fortsætter jeg på ponchoen.

Jeg må vel hellere

vise, hvad det blev til i mandags. Faktisk ikke så meget forskelligt – men store cones ;-)

Farverne er helt i hegnet ikke helt gode. Den blå er mørkere og conen (hedder det mon det?) nederst til venstre er lysebrun ikke fersken, som det ser ud til her. Den blå cone vejer omkring 1 kg eller lidt mere. Det er meget, men jeg mangler blå trøjer, så garnet skal nok blive brugt – med tiden.

Ups da, jeg er allerede kommet til at slå op til en poncho. En kombination af mohairgarnet og den blå Blackhill. Og jeg skal da lige hilse og sige, at der er rigtigt lange vrangpinde, så det kommer til at trække tænder ud. Men, men, men den vil bare være rigtig god at bruge på arbejde, så det er vel OK?

Cardiganen er ikke glemt. Den får et par pinde ind i mellem og jeg nærmer mig ærmegabet.

For Søren da

hvor har jeg været flittig. Hele garnlageret er gennemgået og nydeligt registreret i et Excel regneark. Hvor meget garn der er? Det forbliver en velbevaret hemmelighed, men det er lige før, at jeg bliver nødt til at have fat i forsikringsselskabet og få indboforsikringen forhøjet ;-)

Faktisk ikke videre smart at gøre lageret op lige nu. Jeg skal nemlig på besøg her i morgen og der kommer jeg jo nok ikke tomhændet fra!!

Næstsidste tilføjelse på regnearket er disse:

Sidste vinter kom jeg (næsten) kun igennem ved hjælp af pulsvarmere. En fantastisk opfindelse.

God søndag aften.