22 juni 2015

Fredag startede jeg nyt op

drog i sommerhus, mente selv, at jeg havde totalt styr på de utallige udtagninger og endte sådan her:

Det skal gerne ende med at blive til Crazy Stripes Tee og jeg kan da lige hilse og sige, at opskriften skal læses omhyggeligt OG følges. Der tages ud på kryds og tværs, men det er sjovt og spændende, så jeg er i gang igen.

 

 

14 juni 2015

Kl. 2 i nat

sad jeg og kæmpede med nogle uhyggeligt lange vrangpinde og min eneste trøst (som nu også var en stor trøst) var dette:

Natkørsel på Le Mans. Meget bedre bliver det ikke :-)

Når man nu sådan sidder en sen nattetime og kæmper, kan man jo også bruge tiden til at tænke lidt over de vigtige ting i livet. Som f.eks. hvorfor de der lange vrangpinde virker så uoverskuelige ;-) Min konklusion på det spørgsmål blev, at det ikke er vrangmaskerne som sådan, at jeg har noget imod, men tiden det tager at strikke dem. De kræver jo flere bevægelser end en retmaske - ergo tager det mere tid.

Jo, jo så dybsindige tanker kan det blive til en sen nattetime. Hm, måske jeg skulle gå lidt tidligere i seng i aften!

 

13 juni 2015

Altså,

jeg skulle bare lige et smut forbi Garnudsalg for et hente lidt garn til en gave:

Den første jeg mødte var Lisette med et nøgle Silkwool i den skønneste, brændte orange farve i hånden. Inden jeg fik set mig om, var disse havnet i spanden:

Mens vi stod og kiggede på det orange garn, fik jeg øje på den skønneste blå farve. Der var kun 3 nøgler tilbage! Jamen, de kunne jo være væk næste gang, jeg kommer derud, så:

Hm....... Shit happens, som man siger ;-)

Windows Live Writer virker igen, men jeg har savnet en ordentlig app til iPaden. Uden at blinke kastede jeg kr. 39,- efter Blogsy. Det virker ret avanceret, så jeg er noget spændt på at se, hvordan dette ender med at se ud.

God weekend. Her står den på Le Mans, så strikkepindene skal motioneres.

 

09 juni 2015

Onsdag tog vi en rask beslutning,

så torsdag pakkede vi en overnatningstaske og drog mod syd. Planen var bl.a., at der skulle strikkes i de 3 timer, turen tog, men første stop var syd for grænsen og er der noget, jeg virkelig ikke har lyst til, så er det shopping syd for grænsen. Så undervejs sydpå udviklede jeg den ledeste hovedpine og fik ikke strikket!

Det lykkedes mig at overleve shoppingturen og så gik det videre mod Als. Tidspunktet var godt valgt for fredag morgen stod vi op til:

IMG_0660

Slet, slet ikke så ringe endda. Efter alt for få timer i godt selskab måtte vi vende bilen nordpå igen fredag eftermiddag. Det havde mit hoved ikke så meget imod, så det lykkedes mig at strikke det meste af et ærme:

IMG_0661

Magic Loop ligger på rygraden nu og jeg kan faktisk nyde at strikke et glatstrikket ærme. Hvem skulle have troet det?

29 maj 2015

Afmæli

har været færdig et stykke tid.

Allerede sidste år forelskede jeg mig i den, da en veninde gik i gang med at strikke den til sin søn, men jeg er ikke vild med at strikke i Lopi/Let Lopi, så den blev droppet.

Det faldt mig ikke ind, at den kunne strikkes i 2 tråde Blackhill højlandsuld, før jeg så Liselottes udgave. Så blev der til gengæld også fundet garn frem.


Fakta:





  • Mønster: Afmæli fra Istex
  • Garn: 450 gr. Blackhill højlandsuld
  • Pind: 4½ mm
  • Ændringer: Lidt. Jeg har valgt at tage borten forneden fra en af de andre variationer af Afmæli, da jeg gerne ville have kanterne i samme farve som kroppen. For at få trøjen længere bagpå har jeg strikket forkortede rækker på ryggen - inspireret af andre islandske trøjer.
  • Hit or sh*t: Mon ikke den bliver et hit. Den er ikke taget i brug endnu, men hvis det her vejr fortsætter, så ender den vel som en sommertrøje!





Og så er det ikke længere muligt at bruge Windows Live Writer. Det ser heller ikke ud til, at det bliver muligt indenfor den nærmeste fremtid. Øv. Det er ikke helt det samme at skrive i Blogger!

P.S. Har haft min helt egen personlige IT-mand på sagen og han har sendt mig et tweet, hvor der står, at Google og Microsoft arbejder sammen på at finde en hurtig løsning. Der krydses fingre.

Rigtig god weekend.

26 maj 2015

Af en eller anden grund

falder jeg i øjeblikket mest for trøjer, der starter med en masse kedelig glatstrik. Ret rundt og rundt og r… går selvfølgelig forholdsvist hurtigt på p 4, men nogen udfordring er det ikke.

Jeg kæmpede mig igennem og nåede frem til mønsteret på bærestykket. OG så blev jeg enig med mig selv om, at hvis Christel Seyfahrt kan strikke med tråden over flere fingre, så kan jeg f….. også!

Det tog lidt tid, men nu er jeg faktisk nået til, at jeg ind i mellem helt glemmer, at jeg “øver mig” og bare strikker uden at tænke over det.

IMG_0647

Forøvrigt rigtigt godt, at jeg fik øvet mig, for jeg havde da lige overset, at der nu kommer nogle omgange med 3 farver. Det foregår sådan her – faktisk uden det store besvær:

IMG_0648

MEN jeg er alligevel glad for, at det kun er nogle få omgange.

11 maj 2015

For første gang

har jeg været på Uldfestival i Saltum.

Laila og jeg drog afsted kl. meget tidligt lørdag. Jeg er B- nærmest C-menneske, så afgang hjemmefra kl. 8.15 er frygteligt tidligt. Heldigvis kørte Laila, så jeg kunne sidde og slappe af. Laila havde også sørget for kaffe til turen, så da vi nåede Saltum, var jeg vågen.

Vi nåede frem kort før åbningstid, så det var ikke noget problem at finde parkering. Første stop blev Hanne Falkenberg og så skred budgettet med det samme! Der måtte lige et kit med hjem. Servicen var i top, så vi kunne efterlade vores nye kit og hente dem på vejen tilbage.

Så gik den raske galop gennem teltene. Der var mange mennesker men dog til at komme frem. Kan forestille mig, at det blev sværere senere på dagen.

Slagteren i Saltum måtte vi også lige besøge. Både for at få noget at spise og for at få lidt med hjem.

Lige godt middag havde vi været det hele igennem og blev enige om, at det da gav plads til et stop hos Garnudsalg på vejen hjem.

Dagens høst:

IMG_0629

Hm, det billede ser noget bedre ud på mit kamera. Har ikke tid til et nyt, så her kommer lidt forklaring: Flex fra Hanne Falkenberg i blå, 2 store cones uld fra Garnudsalg – 1 i blå og 1 i grønne nuancer, firkantede KnitPro pinde (det skal prøves igen, igen) og bog fra Karen Noe.

En rigtig hyggelig dag i godt selskab.