I aftes

startede jeg bilen og drog mod strikkecafé i Aalborg. Det er noget helt specielt at være i lokale med en masse andre mennesker (nå ja, så kvinder da, for mænd tiltrækkes åbenbart ikke af garn og strik!), som ikke synes, at det er underligt, at det er nødvendigt med et vist garnlager derhjemme.

På tværs af alder, uddannelse, livserfaring (og nej, ikke køn) går snakken øjeblikkeligt. Fremmede mødes over garncones og snakken er straks i gang. Det er simpelthen så berigende og kan kun anbefales.

Når det så samtidig giver mulighed for at mødes med Yngste over et måltid mad, så er der da slet ikke noget at betænke sig på.

Af vores 3 børn er Yngste den, der nemt glemmer at ringe hjem og skal man have fat i ham, skal man som regel prøve via både telefon og Facebook, før der sker noget.

For et par dage siden aftalte vi at mødes inde i byen i går kl. 17.00. Kl. 16.45 ringede min telefon:

Yngste: “Hej Mor – skulle vi spise sammen i dag?”

Mig: “Ja, jeg står allerede og venter.”

Yngste (en anelse befippet): “Jamen, jeg troede, at du skrev, inden du kørte hjemmefra?”

Dernæst en anelse mere befippet og en lille smule panisk: “Jeg kommer nu – er der om et øjeblik.”

Gnæk, gnæk tænkte jeg, for han er et af de roligste og mest uforstyrrelige mennesker, jeg kender. Nærmest umulig at slå ud af kurs, men her fik jeg da hans båd til at gynge en anelse.

Vi spiste, snakkede, hyggede, drak kaffe og sluttede af med følgende:

Mig: “Og husk så, at det er ok at ringe hjem bare engang i mellem.”

Yngste: “Jamen Mor, jeg har jo ringet i dag.” !?!?!