Da jeg nu

havde fået taget hul på “strikkebylden”, kastede jeg mig straks ud i at starte endnu mere op.

Jeg har tidligere strikket et meget stort “Det halve kongerige”  (eller hvad det nu hedder – kært barn har mange navne osv.) og har siden haft lyst til endnu et i tyndere garn. Efter at have set Lenes blev jeg bare nødt til at starte.

Faktisk har jeg været i gang med det flere gange, men den der skrevne beskrivelse af Feather & Fan mønsteret får simpelthen min hjerne til at blive til grød. Ja, altså ikke selve mønsteret, det er jo nemt nok, men start og slut på pindene. Jeg satte mig til computeren og fik lavet et diagram i Excel og sikken en hjælp det har været:

Jeg strikker ikke hver side for sig, men begge på en gang. Det er jo helt unødvendigt at skulle lave en syning midt i sjalet. Jeg tog bare en maske op i spidsen. Det gjorde jeg også, da jeg strikkede det første gang.

Jeg er næsten halvt færdig med den yderste kant, så det skulle ikke vare så længe, før det kun mangler opspænding(!)

Hm, og så får jeg da strikket tørklæder i turkisblå lige nu. Er vild med den farve!

Bevises

skal det da også lige, at jeg rent faktisk er i gang med Solo:

Og så kommer den sætning, der næsten altid følger billeder på bloggen her. Farverne er ikke helt i øjet. Jeg forsøgte at tage billedet udenfor for at se, om det hjalp på farverne, men….. Den lyse ser næsten kridhvid ud her på billedet og det er den ikke. Den blå er heller ikke nær så dominerende, som den ser ud på billedet!

Jeg elsker at strikke ret og når man strikker en HF model, bliver det ikke kedeligt, for der er hele tiden noget at holde øje med. En indtagning her, en udtagning der og ups, så kommer der lige lidt forkortede rækker. For slet ikke at tale om de fine kanter! Jeg nyder det!

Nå men

Hanne Falkenberg hjalp som sædvanligt på strikkeglæden. Så meget, at da Twist Collective “udkom”, måtte jeg lige strikke dette:

Hawthorne. Som det kan ses, mangler jeg at få det spændt ud og så følger faktaboks.

Ellers er tiden gået med at vænne sig til tanken om, at om ganske få dage har vi for første gang i over 26 (!) år ikke hjemmeboende børn.

Min moster som kun er 7 år ældre end mig, gav mig straks et råd: Skynd dig at møblere om på deres værelser – ellers risikerer du bare, at de flytter hjem igen ;-)

Sommerferien

er afholdt. Hele 3 arbejdsdages ferie blev det til (!). Det strakte dog til en tur til Sjælland og det betød jo nogen tid i bilen. Ferien stod på i de allervarmeste dage, men det lykkedes mig dog at få lidt strikket.

Fakta:
Mønster:	Fremont Lace Scarf
Garn:	Zauberball farve ? Og farverne er langt smukkere i virkeligheden
Pind:	3½
Hit or sh*t?:	Så absolut et hit. Jeg elsker Evelyn Clarks designs. Alletiders “bilstrik”

Det næste Evelyn Clark tørklæde er næsten på pindene. Man skal jo altid have noget på pindene, som er nemt at have med sig ikke?

Når intet andet virker,

plejer jeg gerne at ty til Hanne Falkenberg. Hun kan næsten altid få mig i gang med at strikke igen.

Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg faktisk har en del kits liggende – ventende på at ånden kommer over mig.

Jeg tog et kig på hylden med kits og fandt følgende:

• Lagune
• Solo
• Gloria
• Victoria
• Blues og
• Summertime

Æhm – de er jo altså ikke købt på én gang og jeg ER meget glad for Hanne Falkenbergs design! Nogle af de “gamle” trøjer har jeg endda strikket mere end én gang!

Hm, det er et eller andet med, at falder et nyt design sammen med penge på kontoen, så..……… (ellers skulle havregrød jo være så sundt!)

Nå, men Solo er på pindene og det føles som at komme hjem :-) Farven er som Ping Pong 4 og billede følger, når jeg lige får taget mig sammen til at indlede en eftersøgning af kameraet.

Prinsessen er her stadig

Jeg kigger i garnskabet. Hiver garn ud, starter op på et eller andet og efter et par dage tænker jeg: “Du’r ikke” og trævler op. Tilbage til skabet og så starter det forfra.

Det eneste strikkemæssige, der er sket siden sidste indlæg, er, at min far har trævlet ballonkjolen op – og det er vel egentligt et lille tilbageskridt, ikke?

Jeg er ved at være så panisk, at jeg overvejer at starte på et par strømper og det er altså virkelig et bevis på, at jeg er i alvorlig strikkekrise!

Zoneterapeut

har jeg efterhånden gået til i rigtigt mange år og når man sådan mødes en gang om måneden, lærer man jo også hinanden lidt at kende.

For et par år siden havde “min” zoneterapeut lokket sin mormor til at forsøge at strikke sig et sjal, men mormor måtte give op, da der kom ønsker om hulmønstre på bordet.

Det endte med, at jeg strikkede sjalet for hende og hun var SÅ glad for det sjal og SÅ klar til at betale mig i dyre domme for at have strikket det. Bare det, at hun var så lykkelig for sjalet, var betaling nok for mig, så hun fik kun lov til at betale et symbolsk beløb.

Sidste år spurgte hun mig så forsigtigt, om jeg måske kunne strikke et par meget tynde hvide handsker til hende? Der måtte jeg melde pas. Jeg forsøgte altså at finde et mønster, men fandt ikke noget og desuden fik bare tanken om alle de fingre, der skulle strikkes, mig til at blegne.

Det blev så aldrig til noget, men sidste weekend slog det mig, at disse måske kunne være en ide:

Fakta:
Mønster:	Estonian Lace Wrist Warmers
Garn:	25 gram kridhvidt Hjerte Sock 4
Pind:	3
Hit or sh*t?:	Det vil tiden vise. Jeg er ikke sikker på, om de overholder “normerne”, da de skal bruges til noget mødeaktivitet!

Det tager ikke lang tid at strikke sådan et par størrelser. Jeg brugte Magic Loop metoden og tror faktisk, at jeg er klar til at leve lidt vildt og strikke et par strømper på den måde ;-)